Jeg støder på de tre små ord overalt. De fortæller en central historie om vores samfund

Det er egentlig bare tre ord.

De er ikke mere end ti bogstaver. Fire vokaler, seks konsonanter.

Og de er efterhånden overalt.

For der er tale om et sprogligt fænomen med fuld fart på. Og de tre ord – »jeg føler, at...« – fortæller en central historie om vores samfund.

Jeg støder på dem overalt. Når jeg taler med venner. Når jeg taler med kollegaer. Når jeg tænder for tv'et. Når jeg læser avisen. Og ikke mindst når jeg åbner de sociale medier.

Politikere føler, sportsfolk føler, meningsdannere føler, ungdommen føler. De føler, at noget er for galt. De føler, at de har ret. De føler, at andre er urimelige. De mener ikke. De synes ikke. De ved ikke.

Nej, de føler.

Man kan nærmest ikke sparke sig vej frem for bare følelser. Det er ikke nødvendigvis en god ting. Det kan måske endda få en »giftig« konsekvens, lyder det.

Det største argument

Marianne Rathje, der er seniorforsker ved Dansk Sprognævn, peger på flere grunde til, at »følesproget« vinder udbredelse.

»Vi lever i en tid, hvor følelsen er blevet det største argument,« siger hun blandt andet.

Men det er ikke det eneste.

Hun fortæller, at hendes bror, der arbejder i finansverdenen, har »plaget« hende om at skrive om det.

»På hans arbejde har de brugt det i en faglig diskussion. For eksempel at de føler, at de skulle lave en udregning på en anden måde,« siger hun.

I starten troede broren, at det var følelsesladede typer, der sagde det.

»Men det var især nogle, der havde boet i engelsktalende lande,« siger hun.

Selv tror hun, det kan være en del af forklaringen, for at føle har en anden betydning på engelsk – nemlig at tro og synes.

Hun har fundet flere eksempler på det. Blandt andet en fodboldspiller, der sagde, at han »føler, vi har fire midtstoppere på internationalt niveau«. Slår man de tre ord op i Infomedia, vil man da også se, at de ordene ofte bliver brugt i sportens verden.

»Det er da en pudsig ting at føle,« siger Marianne Rathje.

Det er blevet legitimt

Hun har en forklaring på, hvorfor det sproglige fænomen vinder frem.

»Hvis man føler noget, kan man ikke rigtig hænges op på det,« siger hun.

»Og nu er det, man føler, et argument i sig selv.«

Carsten Levisen, der er lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet, har bestemt lagt mærke til tendensen.

At skrive om det, står sågar på hans to do-liste.

»Følelser har fået en anden plads i det offentlige rum, hvor det nu er mere legitimt at fortælle, hvad man føler. At føle kombinerer nu det at tænke med at føle, og på den måde er det nu endt sådan, at det er legitimt at have holdninger baseret på følelser. Og at føle er nu blevet en måde at tænke på,« siger han.

»Og det er der sikkert nogen, der er meget irriterede på.«

Det har Carsten Levisen ret i.

Én af dem er filosoffen Vincent Hendricks, der er professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier på Københavns Universitet.

Han oplever, at vi engang gemte følelserne bag hjemmets fire vægge, hvor de ifølge Hendricks hører til. De seneste år er følelsesargumenterne væltet ud af de private hjem – og er endt i den offentlige samtale.

Det ser han flere problemer i.

»Det er prægnant for vores samfund, at følelser ofte bliver brugt som argumenter. Følelser er en god handelsvare, og det gør sig godt i en opmærksomhedsøkonomi,« siger Vincent Hendricks.

Man kan ikke betvivle andres følelser, påpeger han. Men man betaler også en pris for det.

»Den rationelle samtale stopper der. Følelser er på den ene side stærke argumenter. For de kan ikke betvivles, så længe en person har netop disse følelser. Men omvendt er de også de svageste argumenter, fordi de stopper samtalen,« siger han.

»Som min gode veninde Lise Nørgaard sagde: Når folk argumenterede ud fra deres mavefornemmelse og ikke ud fra, hvad de havde i hovedet, blev hun simpelthen så ærgerlig.«

En anden årsag er ifølge Hendricks, at sociale medier stimulerer følelsesudbrud.

Et argumentfattigt samfund

Vincent Hendricks' frygt er, at vi får et argumentfattigt samfund, der i stedet kommer til at flyde over med følelser, som bliver brugt som argumenter.

»Følelserne tillader i udgangspunktet ikke samarbejde med dem, man er uenig med,« siger han.

Han peger på, at journalister tit stimulerer brugen af følelser.

»De stikker mikrofonen op i hovedet på folk og spørger, hvad de føler og ikke hvad de ved,« siger han.

»Og hele krænkelsesnarrativet er også båret af følelser. Pressen virker på den måde, at den godt ved, hvordan en overskrift skal frames, så følelserne er i centrum.«

Det rummer et element af dovenskab, når folk tyr til følelserne, mener han.

»Så er du fri for argumentets styrke,« siger han.

Hvad er faldgruben?

»Hvis du og jeg diskuterer rationelt, og du bringer dine følelser i spil, nedlægger du et veto over samtalen. Og det stimulerer hverken oplysning eller forståelse mennesker imellem.«

»Det er giftigt«

Og hvad vil det betyde for den offentlige samtale?

»Hvis den offentlige samtale reducerer sig til, hvad du og jeg føler, bliver det meget svært at finde ud af, hvad kendsgerningerne er. Man kan som bekendt godt føle noget, der ikke er korrekt. I videnskaben diskuterer vi jo aldrig på følelser. Andre kan jo ikke komme i kontakt med dine følelser i dit videnskabelige arbejde. Og det skal de heller ikke, et gyldigt argument er uafhængigt af ens følelser.«

Han frygter således for det fælles grundlag for samtalen.

»Og samtalen er forudsætningen for en offentlighed og den demokratiske enighed og uenighed. Og det er giftigt, hvis den forsvinder,« siger han.

»Hvis det hele bliver reduceret til et følelsestyranni, stopper muligheden for et drøftende demokrati. Følelserne er noget, der hører privaten til. De har ikke en værdi i den offentlige samtale.«

Han taler sågar om »følelsesinflation«.

»Med for mange følelser i samtalen går der inflation i dem, og de mister deres værdi.«

Marianne Rathje tror ikke, det bliver en sproglig døgnflue.

»Det har en engelsk betydning, og det er populært. Og samtidig taler det ind i den tid, vi lever i nu, hvor følelser er meget oppe i tiden.«