»Jeg står med den stive opvaskebørste i hånden og lytter til en fremmed kvindes stønnen«

Vi skal lige huske at tale om »Samtalerne fra swingerklubben«.

Thomas Conradsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg står med den stive opvaskebørste i hånden og lytter til en fremmed kvindes stønnen. Jeg fører hånden gennem skummet og ned i baljens varme vand. Fisker en køkkenkniv op. Holder den om skaftet og vasker den ren. Helt ren. Så tørrer jeg kniven med et viskestykke, mens kvinden hviner skingert.

Scenen skifter.

Nu kan jeg ikke blot høre men se kvinden. Klædt i korset står den midaldrende brunette ved swingerklubbens bardisk og beder om at få et friskbagt pølsehorn. Det er torsdag aften, og jeg ser DR3s TV-serie »Samtaler fra Swingerklubben« på iPaden, mens jeg vasker op. Det er blevet en tradition for mig. Egentlig ikke, fordi jeg bryder mig særligt meget om at se programmet. Det er mere fordi, jeg ikke rigtigt kan lade være.

Måske er vi med dette intime indblik i dagligdagen i tre swingerklubber ved at nå grænsen for emner, der kan og bør ud­forskes i det knastørre reality-TV-format. Hverken emnet eller udførelsen provokerer mig, men jeg føler, at vi gennem reality-TV slavisk skræller alle myter og mysterier i samfundet væk. Vi - såvel TV-producenter som forbrugere - må have et enormt behov for at almindeliggøre det mest ualmindelige. Men igen – jeg kunne jo bare vælge at kigge væk. Væk fra swingerklubben. Væk fra Familien fra Bryggen og De Unge Mødre. Væk fra Årgang 0, Prinserne fra Blokken og Drengene på Kanten. Programmer, jeg alle har brugt dyrebare opvaskeminutter på.

Jeg higer efter i disse programmer at se mennesker, der er forskellig fra mig selv, men jeg ender ud med at tænke, at vi alle sammen er ens. Ikke at jeg ville sætte mine ben i en swingerklub, men alle sex­entusiasterne i TV-serien virker bekendte. De ligner mine naboer, mine kolleger, mine venner og til dels mig selv. Det er på samme tid livsbekræftende og skræmmende at følge small-talken ved bardisken i disse swingerklubber, for emnerne svarer fuldstændigt til dem, der vendes ved køleren i Rema 1000 eller kaffemaskinen på arbejde. Swingerne diskuterer hjemmebag, McDonald’s versus Burger King samt vejret. De taler også om sex. Mest indirekte. Små, kinky hentydninger. Det kan folk uden for swingerklubber også finde på - så selv denne del føles hverdagsagtig, genkendelig. Det er programmets næststørste succes, at det hele forekommer så normalt på et - for de fleste - unormalt sted. Det er også flot løst, at samtlige ni til 13 minutter, afsnittene varer, er vanvittigt lumre, selv om man ikke direkte ser, hvad der sker, når deltagerne stopper med at snakke og begynder på andre ting.

Jeg skal dog hilse og sige, at det ikke er alle samtaler fra swingerklubberne, der kan eller bør blive ført andre steder. Jeg havde aldrig hørt om sexmaskinen »The Sybian«, før jeg så disse programmer. Denne blanding mellem rodeotyr og variabel dildo er et udtryk for den seksuelle ekstremitet og åbenhed, der er selve grundlaget for swingerklubber, og som sætter de ellers så almindelige samtaler fra swingerklubben i perspektiv. At ekstremiteten skildres uden fordømmelse er reality TV-genrens største succes. Og det er grunden til, at jeg også tænder næste gang, DR3 laver et lignende program. Men lad det gerne være en anelse mindre lummert. Tak.