»Jeg skriver nok videre, uanset hvad«

Elisabet Holst ved en masse om litteratur og en masse om psykoanalyse. Nu har hun - som 66-årig - udgivet sin første roman, »Rosen og stjernen.« Det var en lystfyldt oplevelse. Men også oprivende og smertefuldt.

Foto: Susanne Mertz Fold sammen
Læs mere

Elisabet Holst ved godt, hvad hun helst vil.

»Jeg vil hellere skrive 10 romaner end én akademisk afhandling,« siger den 66-årige forfatter, der i mange år har undervist i litteratur ved Københavns Universitet og desuden har skrevet adskillige ikke-skønlitterære bøger og faglige artikler om psykoanalyse, hekse og litteratur. Hun er også uddannet psykoanalytiker, så hun har været vidt omkring. Men at skrive fiktion er noget helt nyt for hende. »Rosen og stjernen«- en stor historisk roman om adelskvinden Karen Gyldenstjerne, som vi anmelder her på siden - er hendes skønlitterære debut.

»Det er meget mere lystfyldt at skrive en roman end en akademisk afhandling. For mig er det. Men også mere oprivende, smertefuldt,« fortæller Elisabet Holst.

»Når man skriver akademisk, er man i en anden slags spændetrøje, som for mig - måske ikke for andre - har været plagsom. Det er en helt anden og frydefuld oplevelse at skrive fiktion. Det slipper uventede ting løs i den, der skriver - og er derfor mere risikabelt selvfølgelig.«

Hvorfor er det lige præcis nu, din første roman udkommer?

»Forhistorien er, at jeg deltog i et projekt på universitetet om folkevisekultur fra 1550 til 1750. I den forbindelse skrev jeg en artikel om Karen Gyldenstjerne, og det frustrerede mig, at der var så meget, som man kun kunne gætte sig til, og som jeg derfor ikke kunne skrive om. Det skulle jo være videnskabeligt i orden. Så det blev en mærkelig amputeret historie. Hovedparten af Karen Gyldenstjernes liv ved vi ikke noget om, men det der var, gav mig lyst til at fortælle hele historien. Det blev så en roman.«

Kom din store faglige viden om litteratur dig til gode, da du skrev?

»Ikke direkte. Mens jeg skrev, glemte jeg stort set alt, hvad jeg vidste om litteratur og litterære teknikker. Jeg begyndte at skrive et sted, i et hjørne, som dukkede op, og så skrev jeg derfra. Men ikke kronologisk, egentlig på kryds og tværs i hendes liv. Kronologien kom først senere.«

Men din psykonalytiske interesse skinner igennem?

»Ja. Karin er ude for noget meget voldsomt som lille barn. Hendes far stikker hende en løgn i stedet for at prøve at forklare, hvad der sker. Hun er nødt til at fortrænge oplevelsen. Men fortrængninger vender altid tilbage, blandt andet i drømme. De bringer bud fra en anden scene, hvor vi alle sammen også færdes og agerer. Dem er der en del af i bogen, de beskriver deres eget forløb, under hovedhandlingen.

Din viden om hekse, hvilken rolle spiller den?

»Jeg har taget udgangspunkt i, at mange anklager om hekseri synes at være opstået på grund af misundelse mellem de mennesker, der var involveret. Man troede, at der fandtes en bestemt, afgrænset mængde af lykke. Når nogen grabsede en del af den kage, blev der mindre til de andre. Materialet fra hekseforfølgelserne er gennemsyret af denne tænkning. Et andet aspekt var hysteriet, der kan ligne nutidens hysteri omkring terror. Der, hvor troen på hekse var mest udbredt og udarbejdet, troede man, at heksene, som dukkede op overalt, var djævelens redskab, og at der var tale om et samlet angreb på kristenheden. »Heksene« var ikke terrorister, men datidens angst for dem, for deres magt og udbredelse, udgør en parallel til nutidens angst for terror. Angsten skaber sin egen virkelighed. Endelig er der selve kvindeaspektet: Det had til og den angst for kvinden, der også lå til grund for hekseforfølgelserne. Det kommer også til udtryk i min bog, selv om jeg mener, at det er blevet voldsomt overdrevet af nogle feminister.«

Har du fået lyst til at skrive mere fiktion?

»Når der går hul, popper meget andet op, erindringer, parallelhistorier, egentlig et værre mylder. Jo, jeg skriver nok videre, uanset hvad.«