»Jeg skal kunne være 100 procent sikker på, at alt i romanen er løgn og opdigtning«

Svend Åge Madsen vender igen og igen tilbage til sine litterære oplevelseshøjdepunkter. Men autofiktion har han ikke meget til overs for.

Foto: Ida Marie Odgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvilken begivenhed gjorde dig til forfatter?

»Jeg læste temmelig meget. Vel cirka en bog om dagen. På et tidspunkt indså jeg, at jeg måtte kunne skrive en bog selv ved at skæve til de to bøger, jeg på det tidspunkt var mest optaget af, jeg var vel 10-12 år. Jeg forsøgte, men opgaven blev ikke lettere af, at den ene af mine yndlinge var en kostskoleroman fra nutiden og den anden foregik i en ubåd under Anden Verdenskrig. Bogen blev aldrig færdig. Men lysten var vakt.«

Hvilken genstand har inspireret dig til din nye bog, »Af den anden verden«?

En temmelig stor genstand. Faktisk den største ’genstand’ man kan finde her på vores klode: Australien, som jeg besøgte i sommeren 2016. Ikke den østlige del, som jo ligner vores verden ret meget. Men den øde nord-vestlige del, som jeg oplevede som en parallelverden med en fuldstændig anderledes fauna og flora end den, vi kender. Jeg måtte prøve at forestille mig, hvordan det ville gå for en stor flok, der flygter fra Aarhus (ja!) og slår sig ned i ødemarken, der lige så godt kunne have ligget på en fremmed planet.

Hvorfor skal folk læse din nye roman?

»Jeg måtte undersøge, hvordan folk får deres identitet, indtager forskellige roller i samfundet som er ved at opstå, hvordan teknologi udvikler sig fra bar bund, hvordan familier og andre sociale relationer opstår, hvordan sproget udvikler sig, hvordan fortællinger og kunst dukker op og løser forskellige opgaver.

Den, der synes, det er spændende spørgsmål, kan jo læse »Af den anden verden« for at se, hvad jeg forestiller mig, der sker - fra bar bund til sammensat samfund...«

Hvilken bog har du læst mere end én gang?

»Jeg vil tro, at cirka hver tredje bog jeg læser i min høje alder, er én, jeg har læst før. Med mange af de nye synes jeg, der kan være langt mellem de store oplevelser. Derfor tager jeg ofte én, som jeg ved var god engang og opdager som oftest, at den er god igen – og anderledes. Derfor har jeg genlæst de fleste af mine oplevelseshøjdepunkter: Kafka, Beckett, Joyce, Borges, Marquez, Tjokhov, Hamsun, Dostojevskij o.s.v.

Hvilken litterær genre forstår du ikke?

»Auto(mat)fiktion. Uanset om det er typen: Se hvor ondt verden og menneskene har behandlet mig. Eller typen: Læs om hvor heltemodigt og tappert jeg overvandt vanskelighederne. Siger mig ingenting. Der er én ting og kun én ting jeg forventer af en roman: At jeg skal kunne stole på den. Jeg skal kunne være 100 procent sikker på, at alt i den er løgn og opdigtning.