»Jeg savner, at man taler om andre værdier end de rent økonomiske«

I en tid med opbrud i Europa og stor usikkerhed i verden er kulturen en af de vigtigste værdier, der kan binde os sammen og modvirke ekstremisme, mener operasanger Peter Lodahl.

Peter Lodahl i scenografien til operaen La Boheme, som har premiere på Det KOngelige Teater 23. oktober. Fold sammen
Læs mere

Operasanger Peter Lodahl voksede op i et typisk Venstre-hjem i Herning. Faderen var Venstre-mand, to af hans onkler sad i byrådet for Venstre, og hjemmet var præget af klassiske borgerlige værdier som ordentlighed og ærlighed; man skulle opføre sig godt, holde sit ord og sine aftaler og sørge for at få et erhverv, så man kunne forsørge sig selv og sin familie. Værdier, som Peter Lodahl har bragt med ind i voksenlivet og stadig betragter som universelle.

Men det var mødet med korlederen og ildsjælen Mads Bille, i dag kunstnerisk leder af den landsdækkende organisation Sangens Hus, der tændte den kærlighed til sang og klassisk musik, der skulle gøre Lodahl til en efterspurgt tenor både herhjemme og i store internationale operahuse.

I dag er det først og fremmest kulturens rolle i samfundet, der optager ham, og derfor smerter det ham at være vidne til de nedskæringer, som også den nuværende, borgerlige regering har gennemført på kulturområdet.

»Jeg forstår godt, at det kan være nødvendigt at effektivisere og rationalisere, men i øjeblikket er man i færd med at skære i selve musklerne. Det svarer til at forestille sig, at et fodboldhold vil blive mere effektivt af at spille med ni spillere i stedet for med 11, alene fordi man har sparet to spillerlønninger væk,« siger han.

 

Peter Lodahl deler ikke holdningen om, at kapitalismen grundlæggende er ond, og han mener heller ikke, at venstrefløjen har patent på at være »the good guys«.

»Men hvis der var folketingsvalg i morgen, ville jeg være stærkt i tvivl om, hvor jeg skulle sætte mit kryds,« siger han. »Jeg synes, at det på mange måder er svært at se forskel på den politik, henholdsvis højre- og venstre-fløjen præsenterer. Der er kun minimal forskel på den skattepolitik, der føres i rød og i blå blok – og det gælder også værdipolitikken, hvor for eksempel S og DF ligner hinanden på flere mærkesager, blandt andet ældrepolitik og udlændingepolitik. I virkeligheden er det udelukkende ideologi i et historisk perspektiv, der adskiller rød og blå blok,« siger han.

»Et af de største problemer i det politiske billede i dag er efter min mening, at politikerne – og det gælder både til højre og til venstre – udelukkende har fokus på Excel-regneark. Meget få politikere taler om kultur. Det er som om, at alt, der ikke kan bevises at give overskud i et regneark, ikke anses som en berigelse for samfundet. Jeg savner, at man taler om andre værdier end de rent økonomiske. Der hersker en slags begrebsforvirring i samfundet i dag, hvor vi ikke kan skelne mellem velstand og rigdom. Der er enormt fokus på vækst og velstand, men ikke ret meget på den åndelige rigdom, der for eksempel kommer fra kulturen.

Fokus på kunst og kultur er efter min mening blandt de allervigtigste værdier i et samfund som vores, der er under så stor forandring, hvor der er opbrud i Europa og stor usikkerhed om den politiske situation i verden. Det er i krisetider som disse, at samfundet bliver splittet op, og alle former for ekstremismer har perfekte vækstvilkår. Historisk set har kunsten og kulturen været det, der bandt os sammen i Europa, en slags forsikring mod historie- løshed – og hvis vi ikke lærer af historien, risikerer vi at begå de samme fejltagelser igen og igen.

Det er i kunsten, vi kan finde en fællesnævner på tværs af både landegrænser og sociale skel. Gennem kunsten har vi en fantastisk mulighed for at holde fast i hele Europa i forhold til den kulturhistorie og de værdier, der traditionelt har bundet os sammen. Den mulighed må vi ikke forspilde. Derfor synes jeg også, det er prisværdigt, hvordan nogle af de store fonde træder til og tager ansvar,« siger Peter Lodahl.

På sporet af borgerligheden: Operasanger Peter Lodahl. Fold sammen
Læs mere

»Noget af det, jeg savner i det politiske miljø, er eftertænksomhed. Vi er kollektivt blevet mildt hjernevaskede til at tro, at alt, der foregår i et hurtigt tempo, er effektivt. Kunsten kan få os til at mærke og være til stede uden at skulle nå noget. Det at kunne bevæge os i tilsyneladende irrationelt terræn styrker os som mennesker. Det er en gammel erkendelse hos de største tænkere, men vi er godt i gang med at afvikle den erkendelse, fordi moderne nonkultur ikke har tiltro til aktiviteter, der ikke kan forklares todimentionelt. På det seneste har man – ofte i borgerlige kredse – kunnet konstatere en decideret humanioraforagt, en negligering af de blødere, men vigtige fag som for eksempel filosofi. Men er det ikke en berigelse for samfundet at have meningsdannere, der kan reflektere på højeste niveau? Bidrager kunsten ikke netop til at højne det kolletive reflektionsniveau, så vi kan kommunikere på tværs af diverse skel og landegrænser? Jeg savner også en sondring mellem dannelse og uddannelse. Det er åbenlyst vigtigt, at vi klarer os godt i PISA-undersøgelser, men selve dannelsen er blevet parkeret i årtier, og det er et stort problem. I Tyskland er det helt anderledes. Jeg vil påstå, at en gennemsnitlig tysk bager eller tømrer har større relation til Mozart og Goethe end en ditto dansk akademiker har til Nielsen og Oehlenschläger.

Frihed under ansvar« – det gamle slogan fra den liberale fløj – eller A.P. Møllers »den, der har evnen, har pligten« er også vigtige borgerlige værdier, som er under pres i dag. Det samme gælder i øvrigt også Thorvald Staunings vision om »ret og pligt«. Ofte vil man gerne nøjes med rettighederne og pseudofriheden, der udelukkende handler om, hvad man kan skrabe hjem til sig selv. Frihed handler i høj grad om at bidrage. Jeg har altid godt kunnet lide idéen om, at det er en pakke, der hører sammen. At hvis man selv har klaret det godt, har man en forpligtelse over for dem, der måske ikke har været så heldige. Som den amerikanske skuespiller Kevin Spacey sagde: Hvis du selv er kommet op, har du en forpligtelse til at sende elevatoren ned igen. Men jeg oplever mere og mere, at vi gerne vil have friheden, men at vi ikke vil tage ansvaret. Vi er ikke klar til at give det, der skal til for at berige samfundet. Men den forpligtelse har vi altså stadigvæk,« siger Peter Lodahl.

Foto: Ida Marie Odgaard Fold sammen
Læs mere

LÆS MERE