»Jeg måtte bare skrive«

Historien om Per Petterson er historien om en norsk læsehest, der debuterede sent, men endte som Skandinaviens mest feterede forfatter. »Det er fantastisk, men det er også ekstremt forstyrrende. Mit job er jo at skrive. Mit job er ikke at rejse rundt i verden,« siger den 55-årige nordmand.

»Sidste år skrev jeg nogle ting, som jeg følte var dybt pinlige. Jeg tænkte, at nu er jeg færdig. Det var en forfærdelig følelse,« siger forfatteren Per Petterson. Hans nyeste roman, »Ud og stjæle heste«, er en af mange års største - og mest uforudsigelige - skandinaviske bogsucceser. Foto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

HØLAND: Regnen er faldet tungt i de seneste uger. Nu er det lysnet. Her dufter vådt og godt og norsk. Per Petterson har hentet mig ved lufthavnstoget, og vi er kørt ad de små veje, forbi det gamle stenbrud, gennem et landskab, der ligner et postkort, og frem til huset og tilbygningerne, der ligger omgivet af fjelde og dale, skove og marker. Mere norsk kan det ikke blive. Vilde dyr trives her i Høland, fortæller Per Petterson, selv om Oslo ikke ligger langt væk. Her er både los, ulv, bjørn og elg. Da vi lidt senere sidder i hans landkøkken, taler vi om hans nyeste roman, »Ud og stjæle heste«, som er en af mange års største og mest uforudsigelige skandinaviske bogsucceser. Hvordan har al virakken forandret hans liv?

»Jeg har tjent penge, så jeg kan få arbejdsro i mange år,« siger han.

»Jeg er også blevet inviteret til steder, som jeg længe havde drømt om at komme til. Jerusalem, Vancouver, New York ... Jeg var i Paris hele tre gange påét år, og jeg havde aldrig tidligere været der. Det er fantastisk.«

For ikke så længe siden var alt anderledes. Per Petterson, der i dag er 55 år, levede stille og godt, anerkendt i sit fædreland, men ikke ligefrem verdensberømt. Så blev »Ud og stjæle heste« oversat, og så gik det stærkt. Først fik han en fornem britisk pris, Independent Foreign Fiction Prize, senere, i juni i år, blev han tildelt noget endnu finere, nemlig The International IMPAC Dublin Literary Award for romanen, i konkurrence med koryfæer som J.M. Coetzee, Salman Rushdie og Julian Barnes. Intet mindre end 75.000 euro følger med denne hæder, som er den største overhovedet, der gives for et enkelt litterært værk noget sted på kloden. »En mesterlig præstation af en af Europas bedste romanforfattere,« skrev juryen, og bagefter var der ingen ende på dem, der ville invitere Per Petterson. De ville høre ham tale om bogen og læse op af den, interviewe ham, finde ud af, hvem han er, denne fortræffelige norske forfatter.

»Det er fantastisk, men det er også ekstremt forstyrrende. Mit job er jo at skrive. Mit job er ikke at rejse rundt i verden,« siger Per Petterson, der for nylig som en ekstra appelsin i turbanen oplevede det for en skandinavisk forfatter uhørte at få sin roman rosende anmeldt på forsiden af The New York Times bogtillæg. Det har ikke gjort interessen for hans person mindre.

»Jeg skal til USA nu, for anden gang, med den samme helvedes bog,« griner han.

»Jeg har sagt nej til masser af tilbud om at komme, men man kan jo ikke sige nej hele tiden. Jeg må ligesom stille op. Jeg kan ikke lade være. Men nu må det gerne snart slutte.«

Død, svigt og kærlighed
»Ud og stjæle heste« fortæller om 15-årige Trond og hans far, der tilbringer sommeren på en norsk sæter, nær grænsen til Sverige. Det bliver en sommer, hvor livets store spørgsmål trænger sig på for knægten: død, svigt, kærlighed. Krigen, der kun ligger tre år tilbage, trækker stadig sine spor. Et halvt århundrede senere bryder Trond op fra Oslo og søger ensomheden i et afsidesliggende hus på landet. Sproget i romanen er intenst og præcist, for ordene hos Per Petterson er altid lidt mindre end det, de udsiger.

»På den måde opstår der et pres nedefra,« forklarer han. »Ordene lades med betydning.«

At alle handlingstråde også knyttes suverænt i historien, giver indtryk af, at alt på forhånd var planlagt ned til mindste detalje. Det var det bare ikke.

»At udtænke plots interesserer mig ikke. Min redaktør på forlaget Oktober, Thorleiv Grue, sagde engang for længe siden til mig: »Du skal ikke skal bekymre dig om helheden, når du skriver. Du skal få delene til at skinne, så kommer resten af sig selv.« Det råd har jeg fulgt lige siden. Hvis jeg på forhånd havde vidst, at Tronds far skulle forlade Trond midtvejs i romanen, så skulle jeg have slæbt mig hen til det punkt i handlingen, og det havde ikke været morsomt. Jeg vidste heller ikke, da jeg gik i gang med romanen, at jeg skulle skrive om Anden Verdenskrig. Da dét gik op for mig, tænkte jeg, fandens også, nu skal jeg skrive noget om krigen, det orker jeg ikke, for jeg hader research. Men så tænkte jeg, lad det ligge. Det kommer, når det kommer. Og så kom det.«

Men kan man ikke med sådan en metode risikere at komme ud et sted, hvor man ikke kan bunde, spørger jeg, og Per Petterson svarer bekræftende. Risikoen findes. Især når man, som han, har oplevet en succes, der er så overvældende, at det bliver svært at samle sig:

»Sidste år skrev jeg nogle ting, som jeg følte var dybt pinlige. Jeg tænkte, at nu er jeg færdig. Det var en forfærdelig følelse. Jeg tænkte også, at jeg bor herude på landet, men jeg kan jo ingenting. Alle de, der bor her, kan alting, og meget bedre end mig. Jeg får ikke noget job her, tænkte jeg. Det var ikke nogen sjov tanke.«

At skrive har i årtier været det eneste, Per Petterson virkelig havde lyst til. Han debuterede først som 35-årig, men indeni havde han læsehesten med den glubende appetit på bøger følt sig som forfatter, siden han var 18 år. Erkendelsen af, at det var dét, han ville være, kom som et lyn fra en klar himmel. Følelsen var overvældende:

»Lige pludselig vidste jeg det: Jeg måtte bare skrive. Fra da af fik alt andet karakter af noget midlertidigt. Jeg arbejdede på fabrik i fem år, ligesom min far, som grafisk assistent, men jeg ville ikke gå i lære som trykker, for jeg vidste, at så skulle jeg bruge hele mit intellekt på at blive en god trykker. Så begyndte jeg på biblioteksskolen, bare for at få tid til at tænke mig om. Bagefter blev jeg boghandler. Jeg arbejdede i 12 år i Tronsmo Bokhandel i Oslo, og den blev mit universitet. Jeg brugte al min tid på at snakke litteratur med kunderne. I 12 år snakkede jeg hele tiden.«

Marxist-leninist
Du skrev ikke selv noget i de første mange år. Hvorfor ikke?

»Jeg var selv radikal, men jeg var uden selvtillid, når jeg så på de giganter, der skrev norsk arbejderlitteratur, og som ligesom jeg selv var marxister-leninister. Dag Solstad som efter min mening er den største forfatter, vi har i Norge skrev sådan noget som »25. septemberpladsen«, der skildrer en arbejderfamilie gennem to generationer i det socialdemokratiske Norge, men som i virkeligheden er et stykke modernistisk litteratur. Den går slet ikke, tænkte jeg. Du kan ikke skrive som ham og de andre. Men på et tidspunkt publicerede Solstad så et essay, hvor han sagde, at nu er eksperimentet slut. Vi marxister-leninister trænger til en tænkepause. Det var kun ham, der turde skrive sådan noget, men der var mange, der sagde, pyha, det var godt, nu kan vi slappe af. Tingene løste sig op, og det var én af grundene til, at jeg kunne tage springet og skrive selv. Raymond Carver inspirerede mig også meget. Her var der en arbejderforfatter, som var fra arbejderklassen, men som ikke skrev på den måde, som man skrev på i Norge. Det var så fantastisk dejligt, syntes jeg.«

Og så skrev du en novelle?

»Ja. Jeg skrev én novelle. Jeg turde end ikke prøve at skrive flere, for jeg var bange for, at det så ville vise sig, at jeg ikke kunne skrive flere. Men denne novelle blev trykt i en antologi, og så ringede Thorleiv Grue og spurgte, om jeg ikke havde mere på lager, for forlaget trængte til nogle debutanter. Jo, sagde jeg, men det havde jeg jo ikke. Så jeg gik hjem og skyndte mig at skrive, og så tænkte jeg, yes, jeg kan godt. Pludselig begyndte jeg at tro på mit eget stof. I 1987 udkom min første bog, novellesamlingen »Aske i munnen, sand i skoa.««

Hvordan ved du, når noget fungerer litterært, og når noget ikke fungerer?

»Jeg kalder det min substansfølelse. Der kan være to forskellige sætninger, der begge er meningsfulde, men hvor jeg instinktmæssigt ved, at den ene dur, mens den anden er håbløs. Ofte, når jeg går i gang med en bog, har jeg bare sådan en substanssætning foran mig. Jeg ved ikke, hvor det skal ende, men jeg kan mærke, at sætningen fører et sted hen. Det kan også være et billede, der starter det hele. Da jeg begyndte på min roman »Til Sibirien« havde jeg, inde i hovedet, et billede af en far og en datter, der går på en vej, og det er vældig koldt. Det var det hele.«

Det er en pige og kvinde, der ligner din mor, der er hovedperson i »Til Sibirien«. Du henter næsten altid stoffet til dine bøger i din egen familie. Hvorfor?

»Hvorfor gå over åen efter vand? Jeg kan lige så godt tage udgangspunkt i virkelige mennesker, som jeg kender eller har kendt. Men det, jeg skriver, er jo ikke en kopi af virkeligheden. Tingene får lov at udvikle sig derhen, hvor de vil. Jeg har et litterært alter ego, Arvid Jansen, som har et følelsesliv, der ligner mit, men han får lov til at gøre ting, som jeg ikke selv har gjort, og han havner i situationer, som jeg ikke selv har været i.«

»Scandinavian Star«
Vi taler også om katastrofen, der ramte passagerfærgen »Scandinavian Star« i 1990. For Per Petterson blev den tragisk nærværende. Fire af hans nærmeste slægtninge omkom. Ti år senere udgav han romanen »I kølvandet«, hvor en forfatter Arvid Jansen! forsøger at få fodfæste efter at have oplevet en identisk tragedie. Bogen blev hædret med Norges fineste litteraturpris, Brageprisen, men den blev aldrig nogen kommerciel succes:

»Man kunne ikke registrere et mersalg. Overhovedet ikke. Det er vist den eneste gang i Brageprisens historie, at det er hændt,« siger Per Petterson med et smil.

»Jeg tror, det skyldtes, at folk troede, romanen var forfærdelig trist, for man kunne jo læse alle steder, at bogen handler om »Scandinavian Star«. Men der er faktisk masser af humor i bogen. Jeg synes selv, at »I kølvandet« er det morsommeste, jeg har skrevet, for når sorgen bliver tilstrækkeligt stor, er der ikke så langt fra sorg til slapstick. Men bortset fra skibsbranden er det meste af det, der står i romanen, rent digt. Det mest selvbiografiske islæt er det sted i begyndelsen af bogen, hvor hovedpersonen står foran en boghandel, som han engang arbejdede i, men som han ikke arbejder i længere, og er fuldstændig slået ud efter at være blevet slået ned. Dét har jeg også prøvet. Dét var ikke spor morsomt.«

Jeg spørger Per Petterson, om han ikke som det intellektuelle, nysgerrige menneske, han er savner byen og dens liv, og han fortæller, at han skam tager til Oslo én gang om ugen. Han spiser frokost på forlaget, går en tur, kigger i boghandlerne, stiller storbysulten og undgår abstinenser. At kombinere dette med at bo, hvor han bor, med hustruen, Pia, og fårene og hunden og katten og hønsene og et lille hus ved siden af det større hus, hvor han har indrettet skriveværksted med masser af bøger, er for ham den bedste af alle verdener.

»Det mest fantastiske ved at bo et sted som dette her er, at når man er intellektuelt frustreret, så kan man bare gå ud ad sin dør, og så er man næsten inde i skov. Eller man kan gå ud og lave noget praktisk arbejde. Det kan jeg vældig godt lide, og på det punkt ligner jeg mange nordmænd, tror jeg. Mange af os er nok sådan lidt halvbuddhistiske i vores indstilling. Vi drømmer om det spartanske. Vi drømmer om at flytte til en lille hytte i skoven, med et gevær og en hund og brænde til nogle måneder. Hvis man virkelig fik det præcis sådan, var det måske nok lige vel hårdt. Men længslen, den findes. Dette er den norske buddhisme. Dette er det nærmeste, vi nordmænd kommer på at gå i kloster.«