Jeg lærer af mine fejl

Tine Bryld er let at blive fortrolig med, og den populære problemknuser fra DRs radiorådgivningsprogram »Tværs« er heller ikke bleg for at indrømme, at der er masser, hun harfortrudt og ville gøre anderledes, hvis hun kunne spole tidentilbage. For eksempel ville hun have været mere nærværendei forhold til sine egne børn.

»Tilværelsen består af fejltagelser og heldigvis for det. Det er jo dem, man lærer og udvikler sig af som menneske«, siger Tine Bryld. Foto: Ditte Valente Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun nævnte den allerede i telefonen. Og der er ikke gået mange minutter af interviewet, før Tine Bryld uopfordret tager ordet og gentager sin grundholdning til fortrydelse:

»Der er masser af ting, jeg ville gøre anderledes, hvis jeg kunne spole tiden tilbage og leve mit liv om. Men det kan jeg ikke. Det er vores lod som mennesker, at vi altid er klogere set i bakspejlet. Det interessante er derfor, om man kan bruge de erfaringer, man samler sammen undervejs, til at blive bedre til at leve det liv, der ligger foran sig. Om man lærer af sine fejltagelser. Og det har jeg gjort, vil jeg påstå. Jeg har i den grad brugt mine erfaringer til at gøre mit liv bedre.«

Tine Bryld er som en åben bog. Ordene ligger lige for. Hun taler i lange sekvenser. Altid med en klar slutdestination og befriende renset for underlæggende bedrevidenhed. Tre årtier som fast brevkasseredaktør på Alt for Damerne og ungdommens problemknuser nummer et i DRs populære radiorådgivningsprogram »Tværs« har sat sine spor.

Lige nu sidder hun i en blød sofa i sin gamle villa på Frederiksberg. Med begge fødder plantet solidt i gulvtæppet.

Følelser og fortrydelser
Der er intet optræk til forstillelse over Tine Bryld, og man behøver ikke at nærlytte hendes svar for at opdage, at hun selv har bakset med tilværelsen. Måske netop derfor har Tine Bryld også svært ved at forstå mennesker, som påstår, at de ikke fortryder noget i tilværelsen eller hårdnakket fastholder, at de ville leve deres liv på nøjagtig samme måde, hvis de fik chancen for at gøre det om:

»I mine øjne er det udtryk for, at man ikke har reflekteret over, hvad man har lavet i sit liv. Eller også har man fortrængt alle de gange, man har dummet sig, for man kan ikke leve et liv uden at komme til at begå fejl, som efterfølgende kalder på fortrydelse. De ting, jeg har fortrudt, har lært mig at passe bedre på mig selv og andre. Hvis fortrydelsen derimod drukner i selvbebrejdelse og selvhad, kan man ikke bruge den til noget. Så bliver den til ukonstruktiv erfaring,« siger Tine Bryld og fortsætter:

»Vi mennesker glemmer ofte at tænke os om, fordi vi er i vores følelsers vold. Alene derfor træder man også mere i spinaten, mens man er ung. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg kom til at gøre en masse mennesker kede af det, fordi jeg var enormt optaget af mig selv og mine egne behov. Det var ikke for at være ond. Det var en måde at lære mig selv at kende på.

Med alderen har jeg lært at være mere ydmyg over for andre mennesker og give dem plads i stedet for kun at være optaget af, hvad der er godt for mig.«

Der er med andre ord et stort udviklingspotentiale i at begå fejl?

»Ja, for pokker! Det er dem, man lærer mest af som menneske. Det er jo derfor, det gør så ondt at lave fejl. I hvert fald hvis man efterfølgende reflekterer over dem. Det er hårdt at udvikle sig som menneske, og der findes folk, som altid giver andre skylden, hvis tingene går galt. Det er meget lettere at lægge ansvaret over på andre. Men hvis ikke man ser sine egne fejl i øjnene, lærer man heller ikke af dem, og så begår man de samme dumheder om og om igen.«

Hvorfor har vi så svært ved at se vores egne fejl i øjnene?

»Vi vil så forfærdelig gerne være perfekte. Vi tror, at fejl er udtryk for svaghed. Men det er jeg dybt uenig i. Jeg synes tværtimod, man vokser som menneske, hvis man tør indrømme sine fejl. Det viser, at man reflekterer over sig selv og har mod på at udvikle sig. Det er også noget, jeg savner i det politiske liv i dag. Man oplever aldrig politikere, der fortryder for åben skærm. Det er tegn på svaghed at stå frem og sige, at man tog fejl. Jeg er ret sikker på, at Anders Fogh Rasmussen ville have taklet hele Muhammed-sagen på en anden måde, hvis han kunne gøre det om igen. Men det får man ham aldrig til at indrømme.«

Bliver man med alderen bedre til at undgå at lave fejl, som efterfølgende kalder på fortrydelse?

»Man bliver i hvert fald mere velovervejet og reflekteret med alderen, og derfor også mere bevidst om ens blinde vinkler. Jeg begår stadig gevaldige dumheder, men i dag er jeg mere opmærksom på, når jeg gør det. Jeg har en advarselslampe indeni, der blinker rødt, hver gang jeg dummer mig. Da jeg var ung, var den lampe temmelig sløv i optrækket. Jeg kaldte for eksempel mine forældre de mest forfærdelige ting uden at tænke over, om de blev kede af det eller ej. De forstod mig jo ikke, så derfor havde jeg nærmest pligt til at skælde dem ud.«

»I dag ville jeg aldrig opføre mig sådan. I dag ville jeg vide, at folk bliver kede af den slags verbale overfald, og det ville få mig til at holde mund. Men det har taget lang tid at nå frem til den erkendelse. Jeg har været gift to gange, og det var egentlig først i mit andet og nuværende ægteskab, at jeg for alvor begyndte at revidere min egen opfattelse af mig selv. Jeg led i mange år af en form for ´jeg-alene-vide-syge´. Men min nuværende mand, Arne, har lært mig, at den måde jeg ser verden på ikke nødvendigvis er den eneste rigtige. Man er nødt til at respektere, at andre mennesker kan have en anden opfattelse af tingene.«

Er det så blevet nemmere at leve i et parforhold med alderen?

»På mange måder er tingene gjort nemmere af, at jeg er blevet klogere på mig selv og i dag bedre kan se min egen rolle i konflikterne. Men der er stadig en dybtliggende konflikt imellem en mand og kvindes måde at opleve verden på. Det skal der også være, hvis der skal være en spænding i kærlighedsforholdet. Det ville være frygteligt, hvis man var enige om alt. Men jo bedre man bliver til at kigge på sig selv udefra, jo færre konflikter bliver der også. Men jeg er stadig frygtelig stædig, og i mange tilfælde synes jeg jo, at jeg har ret.«

Hun griner. Højt ... og længe.

»Men det ligger nok dybt i menneskets overlevelsesstrategi. Livet er jo meningsløst, hvis ikke man har ret.«

Et andet synspunkt
Og så bliver vi afbrudt. Den sidste times tid har Tine Brylds mand rumsteret et sted bagest i villaen. Nu står han midt på stuegulvet. Med dagens avis i den ene hånd og et rødt æble i den anden.

»Jeg har lige siddet og rost dig for at have lært mig, at min måde at anskue verden på ikke nødvendigvis er den eneste saliggørende,« siger Tine Bryld og kigger på sin mand.

»Jamen, jeg har altid ment, at livet kan leves på mange forskellige og stort set lige ´gode´ måder. Min livsanskuelse er ikke bedre end din. Og omvendt,« siger Arne. og fortsætter begejstret:

»Når nu I taler om fortrydelse, vil jeg lige tilføje, at Tine har det med at plage sig selv med, hvad vi skulle have gjort for 30 år siden. Og der er ikke noget, som interesserer mig mindre. For det første gjorde vi det ikke, og for det andet er der ingen garanti for, at det var gået godt, hvis vi havde gjort det. Derfor er der ingen grund til at ærgre sig,« fastslår Arne tørt og hugger tænderne i æblet.

»Nej, men derfor kan man vel godt reflektere over tingene,« siger hustruen.

»Men hvad er meningen med livet?,« spørger Arne retorisk og giver selv svaret:

»Det er vel selve livet. Det er ikke, hvad det kunne have udviklet sig til, hvis bare man havde gjort dette eller hint. Det er, hvad det udviklede sig til.«

Og så går Arne i køkkenet. Tine Bryld undertrykker et grin.

»Dybest set handler det vel om at bevare lysten til livet, så længe man har det,« siger hun så.

»Desværre kender jeg mange eksempler på ældre mennesker, der er bitre og som føler, at livet er gået dem forbi, men det er aldrig for sent at vende det negative til noget positivt. Jeg er ikke selv noget særligt lyst menneske, jeg har mange mørke sider i mig. I nogle situationer har de været styrende for mit liv, men jeg har aldrig tilladt dem at dominere det. Omvendt har jeg også været privilegeret. Jeg er et meget energisk menneske, og så har jeg været begunstiget med et arbejde, som i den grad har givet mit liv mening. Og det er en vigtig ting. Men det kan også være farligt at have sådan et arbejde.«

Hvad mener du?

»Da børnene var små, arbejdede jeg meget hjemme. Jeg sad oppe på mit arbejdsværelse og skrev bøger eller forberedte mine radioprogrammer. Så for det meste var jeg hjemme, når de kom fra skole. Det var en kæmpe luksus, syntes jeg dengang. Men da min søn så blev voksen, sagde han en dag til mig: ´Mor, du var aldrig hjemme, da jeg var barn´. Jeg kiggede forundret på ham og sagde:

´Det passer da ikke. Jeg sad da altid hjemme og arbejdede´. Og så svarede han: ´Ja, men du var ikke til stede´. Det var da en bitter pille at sluge, men hvis det var sådan, han oplevede det, så var det jo sådan, det var. Til gengæld har jeg taget det til mig, og når jeg i dag er sammen med mine børnebørn, er jeg meget opmærksom på at være nærværende. På den måde bliver bevidstheden om fortidens synder et redskab til at ændre min nuværende opførsel til det bedre. «

Hvordan lever du med den erkendelse?

»Det lever jeg egentlig fint med. Man holder jo ikke op med at begå fejl, bare fordi man bliver forælder. Men pludselig går fejlene udover ens børn, og det er et forfærdeligt ansvar at tage på sig. Men jeg har virkelig forsøgt at gøre tingene, så godt jeg nu kunne. Hver gang man træffer et valg, har det en række konsekvenser, og dem kender man jo ikke på forhånd. Det er jo også det, der gør livet så fantastisk interessant.«Læs de tidligere artikler i serien på www.berlingske.dk