»Jeg kunne ikke gåi et halvt år«

I over 1.000 år fik kinesiske piger deres fødder indsnøret i håb om at opnåså SMÅ FØDDER som muligt. De bittesmå og forkrøblede fødder var nemlig datidens skønhedsideal helt frem til 1940erne. Berlingske Tidende har mødt nogle af de sidste kvinder med indsnørede fødder, og selvom de er gamle, husker de tydeligt den ulidelige smerte.

»Jeg kunne ikke gåi et halvt år« - 1
Ligesom millioner af andre kinesiske kvinder måtte 88-årige Hou Shen Rong gennemgå den torturlignende indsnøringsproces, som var tradition i Kina i mere end 1.000 år. De små forkrøblede fødder hæmmer hendes gang, og hun støtter sig helst til sin søn eller væggen, når hun vaklende bevæger sig rundt. Foto: Sharron Lovell Fold sammen
Læs mere

JINAN.

Øjnene er klare og nysgerrige, men læberne dirrer lidt om den tandløse mund, når hun taler.

Hou Shen Rong er 88 år, og hvis det ikke var for hendes bittesmå indsnørede fødder, ville man ikke kunne se, at hun var så gammel. Hendes ryg er rank, og selvom hendes hud er mærket af et helt menneskelivs hårdt arbejde i al slags vejr, så har hun en næsten ungdommelig udstråling.

Men de små forkrøblede fødder hæmmer hendes gang, og hun støtter sig helst til sin søn eller væggen, når hun vaklende bevæger sig rundt i familiens store moderne lejlighed i millionbyen Binzhou, som ligger i Shandong-provinsen syd for Beijing. Ikke fordi det gør ondt, men fordi de mange år med indsnørede fødder har gjort hende delvist handicappet.

»Jeg kan tydeligt huske, da min mor begyndte at indsnøre mine fødder. Jeg var syv år, da hun gik i gang med et langt hvidt bånd. Det var en voldsom smerte, og jeg kunne ikke gå i et halvt år, da jeg var otte år. Men jeg klagede ikke, for jeg var så bange for, at jeg ikke kunne få små fødder,« fortæller den åndsfriske gamle kone.

Ligesom millioner af andre kinesiske kvinder måtte Hou Shen Rong gennemgå den torturlignende indsnøringsproces, som var tradition i Kina i mere end 1.000 år. Når en pige var seks eller syv år begyndte pinslerne. Ellers kunne hun ikke blive godt gift, og det var kort sagt det, hendes liv gik ud på. Det var også den besked, Hou Shen Rong fik af sin mor, der selv havde indsnørede fødder. Og derfor lod hun uden brok sin mor brække de fleste knogler i sine fødder for derefter at tvinge forfoden tilbage ved hjælp af det lange hvide bånd, så den blev skjult under den bageste del af foden.

Hver fjerde dag blev båndene taget af, så hendes fødder kunne blive vasket, men de blev hurtigt syet endnu strammere sammen igen med en kraftig tråd for at forhindre fødderne i at vokse. Alt sammen fordi små fødder var et skønhedsideal i Kina helt frem til 1920erne, da det blev gjort ulovligt.

I dag er der ikke meget smukt ved hendes små deforme fødder med brunlige tæer, der for længst er døde, og det var der i virkeligheden heller ikke dengang, hun var ung. Indsnøringsprocessen fik tæerne til at rådne, og det lugtede forfærdeligt.

Smerten forsvandt først, da hun blev voksen. For nogle piger gik det så slemt, at tæerne faldt af, og enkelte døde af chok på grund af de store smerter.

»Vi var ligeglade med udseendet, men størrelsen betød alt. På bryllupsdagen skulle man bæres i en bærestol, og det første, der kom til syne, når man steg ned, var fødderne. De skulle være fine og små,« siger Hou Shen Rong.

De indsnørede fødder handlede om meget mere end et skønhedsideal.

Traditionen udsprang i det 10. århundrede, da Kina var et kejserrige, og en særlig dygtig paladsdanser skabte misundelse blandt de aristokratiske kvinder. Historien gik, at hendes fødder var blevet indsnøret, så hun yndefuldt svævede hen over jorden. Selvom det hovedsagelig var de rige, som gjorde det, spredte denne praksis sig hurtigt til hele Kina, hvor millioner af fattige bønder så det som en vej ud af fattigdommen.

Hou Shen Rong blev født ind i en fattig bondefamilie og ville derfor gøre alt for at blive gift ind i en bedre familie. Det lykkedes, selvom hun ikke umiddelbart var tilfreds med den mand, hendes forældre sagde ja til. Han var nemlig også fra en fattig familie, men senere kæmpede han for Mao og kommunisterne og fik en fin karriere som privilegeret embedsmand.

Hendes fine runde ansigt er indrammet af en grå page, og hun smiler og rører ved sine små fødder, mens hun snakker om dem. Hænderne virker kæmpestore i forhold til fødderne, der ikke engang fylder en sko i størrelse 28 helt ud. Det svarer til størrelsen på et barn i 4-5 års alderen, og hendes fødder når næsten idealet på 10 centimer i længden. Derfor var hun en ombejlet bondepige, indtil hun sagde ja til sin mand.

Han er nu 86 år og har haft en blodprop, så han ligger i sengen og spytter blod op i en metalpotte. De har været gift i 69 år, og han kan godt huske, hvad han gik efter.

»Vi kunne ikke lide dem med store fødder. Der blev set ned på dem. Hvis en familie havde en datter med store fødder, grinede de andre af dem,« husker han.

»Ja, hvis vi så en pige med store fødder, sagde vi, at hun ikke var fra vores landsby, ja, ikke engang fra vores provins, men fra et fremmed land,« tilføjer hans kone.

Som Hou Shen Rong sidder der i sofaen - stadig med rank ryg og polstret med termoundertøj, som får hendes fødder til at se endnu mindre ud - ligner hun noget fra en anden verden. Og det er hun også, for kvinder med indsnørede fødder tilhører en hurtigt uddøende race i Kina, og museer rundt omkring er allerede begyndt at udstille deres små sko.

Der er ingen, som ved præcis, hvor mange, der er tilbage, men i 2001 anslog kinesisk tv, at der var omkring en million kvinder, som havde oplevet en eller anden form for indsnøring. Men antallet falder sandsynligvis hver eneste dag.

Hos en af landets sidste skomagere i Shanghai, som tager mod bestillinger på de særlige små brede sko til gamle koner med indsnørede fødder i hele Kina, er forretningen gået hurtigt ned af bakke de seneste år, og i dag laver han blot 30-50 par sko om året.

I Shandong-provinsen er koncentrationen større end andre steder i Kina, fordi området er særligt præget af den kinesiske filosof Konfutse, som blev født i den nærliggende by Qufu. Hans tankegang tilskriver nemlig kvinderne en meget passiv rolle i samfundet, og en af de vigtigste dyder er, at børn skal adlyde deres forældre blindt.

Det er nok også årsagen til, at praksis fortsatte helt frem til 1930erne og 1940erne i netop dette område.

Hou Shen Rongs nevøs kone Ren Xiu Zhener er et eksempel, for med sine »kun« 73 år er hun en af de absolut sidste, der fik indsnøret sine fødder i Kina. Hun bor sammen med sin mand i et gammelt faldefærdigt bondehus i den landsby, hvor Hou Shen Rong voksede op ca. halvanden time fra Binzhou - tæt på Den gule flod.

Hun nåede ikke at gå med de lange bånd i så mange år, for da formand Mao kom til magten i 1949, blev der sat en effektiv stopper for indsnøringen. Men hun kunne have sparet sig alle pinslerne, for selvom hun allerede som 6-årig blev forlovet væk til en mand fra en familie, hvor »kvinderne havde meget små fødder«, så betød det tilsyneladende ikke ret meget for hendes ægtemand.

»Da vi blev gift, var det ikke så populært med små fødder, så jeg var ligeglad med, om de var store eller små. Jeg ville have en kone med et smukt ansigt, og det fik jeg også. Jeg var meget lykkelig,« siger hendes mand med et lunt smil.

En anden gammel kone i landsbyen har allerede lavet det par silkesko, hun skal have på, når hun dør, for at være på den sikre side, fordi de yngre generationer ikke længere ved, hvordan man laver dem.

Ligesom de andre gamle koner i landsbyen, humper og vakler hun lidt på de bittesmå stumper, men de er alle seje og stærke. Deres ru hænder og vejrbidte ansigter fortæller historien om et langt og hårdt liv i bomulds- og kornmarkerne.

Sådan har Hou Shen Rongs liv også været. Hende og hendes mand flyttede først ind til deres børn i byen for knap 10 år siden.

»Vi var meget fattige, så selvom mine fødder ikke duede, kunne mine hænder ikke bare holde fri. Under hungersnøden i 1960 spiste vi skaller fra korn og blade og bark fra træerne. Mine ben hævede, fordi jeg var underernæret,« siger Hou Shen Rong og ser på sit barnebarn, der lige er kommet hjem fra skole.

Hun er høj og sporty med store røde kinder, og hun bruger størrelse 40 i sko. Det er hun ikke særlig stolt af, men bedstemoren synes, det er flot med store fødder.

»Jeg synes, det er godt, at piger og drenge i dag bliver behandlet ens. En pige var til så meget besvær dengang. En søn kunne sendes i skole, men piger skulle bare lære at indsnøre deres fødder, så de kunne blive gift, så det var ikke værd at investere i skolegang for dem. Hvis jeg havde været i skole, havde jeg nok arbejdet ude i stedet for at være hjemme altid,« siger hun.

Det betyder dog ikke, at hun er bitter. Tværtimod.

»Jeg bebrejdede aldrig min mor, men jeg hader det samfund, som bestemte, at piger skulle have indsnøret deres fødder. Nu er det for sent at klage. Jeg er gammel og har haft et godt liv.«

INFOshop: Så godt klarer danske virksomheder sig i Kina