»Jeg kan desværre sagtens huske anmeldelserne«

Det er nu ti år siden, Aqua invaderede hitlisterne kloden rundt og revolutionerede dansk musikkultur. De blev haglet ned af anmelderne, men debutalbummet »Aquarium« regnes i dag for hovedværket inden for halvfemserpoppen. »Jeg tror, det kom bag på de fleste, at det blev så stort, ikke mindst på os selv. Vi kunne jo sagtens være blevet et band, der bare havde solgt 40.000 plader herhjemme og lidt i Sverige og Norge,« siger SØREN RASTED, et af de fire medlemmer.

»Det lyder som en gammel kliché, men man sidder og laver den slags, fordi man selv har optur over det, og det er på forhånd svært at tro, at man også kan få gode anmeldelser. Jeg tror dog alle kunne se, det var stilsikkert,« fortæller Søren Rasted, tidligere medlem af Aqua, som fik sit megagennembrud for 10 år siden. Foto: Jeppe Michael Jensen Fold sammen
Læs mere

I år er det ti år siden, de to musikalske bagmænd Søren Rasted og Claus Noreen skrev og udsendte de sange, som norske Lene Nystrøm og René Dif skulle synge og rappe ind på toppen af hitlisterne kloden rundt. »Roses Are Red«, »Barbie Girl«, »Dr. Jones«, »Lollipop (Candyman)«, »My Oh My« rækken af millionsingler synes uden ende. Det farvestrålende firkløver entrede den danske musikbranche med fire-toget og endte med at køre den over og skabe en revolution, som også fik store, politiske konsekvenser. Efter Aquas positive indspark til den danske eksportkurve, var kultur ikke længere bare noget, politikerne støttede med penge og overbærende goodwill, det var noget, man kunne investere i og forvente at tjene penge på. Samt en størrelse, der kunne brande vores lille land i resten af verden.

Aqua-feberen var en folkesygdom, som spredte sig i børnehaver, i folkeskolerne, på gymnasier og langt ind på de dunkle natklubbers dansegulve. Kun få var immune: De danske dagbladsanmeldere, som over én kam affærdigede Aquas millionsælgende debutalbum »Aquarium«.

»Man skal have tilbragt temmelig mange timer på bunden af et akvaium i bevidstløs tilstand for at synes, det her er fedt,« skrev Ekstra Bladet, som blot kunne svinge sig på til en enkelt stjerne. »Både musik og »lyrik« er så vandet og boblende blottet for substans, at »Ace Of Base« fremstår som The Beatles i sammenligning.«

Sproget var måske en kende mere raffineret i den mere seriøse ende af dansk dagspresse, men heller ikke her var ordlyden til at tage fejl af: »Det lyder mest af alt som en opspeedet discountudgave af Abba toppet med nogle irriterende jingle-agtige melodistumper og den mest flade og firkantede trommetakt, man kan redigere sig frem til på en computer,« hed det således i Berlingske Tidende. End ikke Weekendavisen holdt sig tilbage: »Her er et album fuldt af formelsikre lokalradiohits til perfekt ledsagelse af reklamer for både det lokale sol- og saunacenter, den lokale autoophugger og supermarkedet med de sidste slagvarer på tilbud.«

Og det til trods for global succes og fantasilioner på bankbogen.

Her mange år senere husker Søren Rasted stadigvæk det kollektive fur, hans musikalske idéer fik med på vejen i den lokale presse.

»Jeg kan desværre sagtens huske anmeldelserne,« begynder han og slår over i et højlydt grin, »når jeg siger desværre ... he he, så kan jeg specielt huske, at Ekstra Bladet skrev noget med »vand i hovedet« og gav den én stjerne.«

Gjorde det ondt?

»Det rammer selvfølgelig altid. På den anden side kan jeg godt forstå, at når det er så straight-up popmusik som vores man kender det jo fra film, sådan en boxoffice-film skal jo virkelig være god for at få seks stjerner, og den skal helst have et element af, at den ikke lefler for publikum. Og der var ingen af os, der havde lyst til at lave en plade, som gjorde noget helt nyt. Allerede dér er man godt klar over, at man ikke ligger på fem stjerner og opefter. Sådan er det med pop, det har sine konsekvenser. Det lyder som en gammel kliché, men man sidder og laver den slags, fordi man selv har optur over det, og det er på forhånd svært at tro, at man også kan få gode anmeldelser. Jeg tror dog alle kunne se, det var stilsikkert«.

Timingen var perfekt
I stedet for gode anmeldelser væltede I verden. Velsagtens et meget godt bytte?

»Al den succes, vi fik, har da gjort, at jeg ikke har hungret så meget efter at få anerkendelse for det. Det vil jeg da gerne indrømme. Men jeg tror, det kom bag på de fleste, at det blev så stort, ikke mindst på os selv. Vi kunne jo sagtens være blevet et band, der bare havde solgt 40.000 plader herhjemme og lidt i Sverige og Norge,« siger Søren Rasted og kommer med sit bud på, hvorfor det ikke endte med et brobizz-kort til Storebæltsbroen og et ti-turskort til Helsingør-Helsingborg færgen:

»Det, der gjorde det store udslag, var, at Lene og René fungerede helt eksemplarisk godt i front. Folk elskede at kikke på dem. Hvis du ser tilbage på midthalvfemserne, var der måske nok flere af de der rapper og sanger-konstellationer, men der var ingen, der gjorde eller havde havde gjort det med et smil på. Og der heller ingen, der havde den visuelle farverigdom. Vi kom i kølvandet på en årrække med meget seriøs rock, så timingen var sindssyg god, forstået på den måde, at der var en stor målgruppe til vores musik. Senere lavede vi nogle virkelig gode videoer, hvor Lene og René også var fantastiske. Ja, og så fungerede vi godt live,« forklarer Søren Rasted og husker tilbage til efteråret 1996, da Aqua turnerede provinsdiskotekerne tynde på baggrund af blot en enkelt single, »Roses Are Red«.

»Helt fra starten kørte vi rundt og spillede diskoteksture, fire jobs på en aften i Jylland. Allerede fra de første jobs var der folk, der begyndte at følge os. Og dem, der bookede os, sagde, at de ikke havde oplevet sådan noget i mange år. Det var igen René og Lene, som førte an. Vi turnerede på den måde i et halvt år, inden albummet udkom, og det var jo ikke noget, københavneranmelderne anede noget som helst om.«

Følte I jer misforstået, måske endda affærdiget på et forkert og fordomsfuldt grundlag af musikpolitiet, af anmelderne?

»Hmmm, både ja og nej. Nu har jeg har altid godt kunne lide cheesy-catchy sange, jeg elsker f.eks. stadigvæk Whigfields »Saturday Night«. Og vi kunne bare lave den slags sange. Når jeg tænker tilbage, var det egentlig meget banalt, altså hvis man ved, hvordan et hus skal bygges, hvis man allerede har tegnet det, så er det ikke så svært. Og i Aqua vidste vi, hvad vi ville. Vi ville lave de der duetter, og vi havde et afgrænset tekstunivers, vi bevægede os i. Vi havde en måde at være og se ud på. Vi havde også bare en lyst til at gøre alt for at blive set og hørt og til at bryde igennem lydmuren. Det, at man tør, er en meget vigtig del af det at være artist. Det var fedt, at vi var fire, så man ikke stod der alene med højt hår. Man er også en del af en gruppe, som gejler hinanden op. I det lys betyder kritik altså ikke helt så meget.«

Hvordan blev »Aquarium« anmeldt i udlandet?

»Jeg kan ikke huske det præcist. Men vores to største lande var Canada og Italien. Og i Canada, hvor vi nåede vi at sælge til en diamant-plade, hvilket var ti-dobbelt platin, kan jeg huske, at fik vi nogle ret gode anmeldelser. Men ellers læste vi dem jo ikke sådan, når vi var rundt. Jeg tror ikke, vi har fået fem eller seks stjerner nogen steder.«

Irriterede det dig, at Aqua i pressen lynhurtigt kom til at handle om salgstal, eksportværdi og den slags fremfor om musik?

»Vi var ikke hjemme, så jeg fulgte ikke rigtig med i, at pressen lynhurtigt begyndte at skrive om salgstal og udland fremfor om selve musikken. Jeg husker det som en meget turbolent tid, hvor det også gik op for os, hold kæft mand nu øhh er man sgu blevet velhavende, hvad nu? Da havde vi måske solgt et par millioner plader. Der melder sig en masse spørgsmål oppe i hovedet, som lige pludselig bliver ting, man skal deale med. Og man bliver nervøs over, at det hele går så hurtigt. Det gode var, at vi var fire, det betød meget, at vi kunne holde hinanden oppe og nede.«

Aldrig mere Aqua
Da I udsendte album nummer to, »Aquarius«, virkede det som om, anmelderene skulle indhente noget, i hvert fald fik I pludselig fem og seks stjerner hele vejen rundt. Så du det som en slags æresoprejsning?

»I forhold til den første var toeren nok også en bedre plade i længden. Vi prøvede at gøre det mere sofistikeret. Vi havde heller ikke kunne lave det samme anden gang. Det var en stor diskussion, men man er nødt til at udvikle sig, hvis man skal et sted hen sammen. Jeg har egentlig ikke tænkt over det, men der var måske nogle, der skyldte, og vi fik da meget gode anmeldelser på toeren, både fem og seks stjerner. Det var jeg da ikke ked af,« griner Søren Rasted igen højlydt.

Det er nu ti år siden, debutpladen ramte butikkerne, og når vi nu taler om æresoprejsning eller det, der ligner, hvordan har du det så med, at »Aquarium« i dag regnes for hovedværket i den musikgenre, som prægede så stor en del af halvfemserne?

»Jeg har aldrig tænkt på den som en slags overset plade. Men jeg er da kun lykkelig for det. Og jeg synes, det er sjovt, når Rammstein og HIM, sådan nogle heavynavne, tager numre som »Roses Are Red« og »Dr. Jones« op. Måske er grunden til, at pladen regnes som et hovedværk i dag, at den tegner et meget godt billede af den tid. Og det kan man nok ikke rigtig se, før man har fået det på afstand,« vurderer Rasted.

Og så til spørgsmålet om, hvorvidt han forlængst har lagt »Barbie Girl« og de andre hits fra »Aquarium« bag sig.

»Jo, jeg har da sluppet den plade, men jeg bliver altid glad for ros, he he. Og jeg må sige, at det altså stadigvæk er helt vildt, når min kone (Lene fra Aqua) og jeg den dag i dag er i Italien eller nogle af de lande, hvor det virkelig gik amok. Det er selvfølgelig mest Lene, men det er helt vildt. Så jeg har indtryk af, at det nærmest er forever. Men vi kommer ikke igen. Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men 50 millioner kroner for at blive gendannet i Parken siger du? Ha ha ha. Nej, Claus har hele tiden sagt, at han ikke gider ende som Right Said Fred, og det gider jeg heller ikke.«