»Jeg husker fra min tid i Berlin en verdenskendt skandinavisk sopran få granatchok«

Vi fejrer som sædvanlig sommeren ved at bede kendte kulturfolk tage stilling til livets store og især små spørgsmål. I dag Peter Lodahl – operasanger med international karriere og direktør for CPH Opera Festival.

Peter Lodahl, operasanger, til generalprøve på La Bohème, Det Kgl. Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hvordan har du det med ...

... nøgenbadning?
»Jeg har selv nøgenbadet alt for lidt de senere år. Jeg tænker ikke, det skyldes min velkendte blufærdighed. Snarere at jeg udelukkende har dyrket disciplinen i de lyse morgentimer direkte efter gode sommerfester engang. Jeg kommer efterhånden til alt for få af den slags fester. Jeg boede seks år i Tyskland, hvor man i arbejdstiden holder enormt meget på formerne.

Man skelner for eksempel benhårdt mellem korrekte tiltaleformer som »Sie« og »Du«, hvorimod man efter endt arbejdstid kollektivt og på tværs af sociale skel sætter sig splitterravende karlheinz i den nærmeste sauna eller springer i vandet på den nærmeste nudiststrand. Jeg husker fra min tid i Berlin en verdenskendt skandinavisk sopran få granatchok: Hun sad i saunaen i det lokale fitnesscenter op til aftenens koncert og kunne så iagttage aftenens lige så verdenskendte dirigent slentre ind i adamkostume.«

... selfies fra ferielandet?
»But why?«

... Lalandia?
»Har aldrig været der og nærer ikke noget brændende ønske om nogensinde at komme der.«

... sommerregn?
»Det smukkeste der findes. Uden sammenligning. Som jæger tyst at vente på sommerbukken ved solopgang, mens fuglene kvidrer og bondemanden vågner. At mærke den fineste støvregn falde over engen. Gåsehud. Jeg får samme association, når jeg hører Palle Mikkelborg & NHØPs uovertrufne udgave af »Det haver så nyligen regnet«.

... rosévin?
»At stå ved den vedtagne feminine øvelse ved navn »rosévin« kræver sin mand. Hvis man bærer hvid dinnerjacket til maritime selskaber eller havefester, er rosévin førstevalget for en gentleman. Jeg elsker rosévin om sommeren. Der er alt for mange dårlige af slagsen desværre. Man bør på forhånd sikre sig, de ikke er for søde eller lunkne – ellers forsvinder magien. Man bør gå efter de bedste fra Bandol og forsøge at undgå de alt for søde sydamerikanske varianter. Hvis man ser bort fra de dyre franske af slagsen, er min egen favorit i et yderst rimeligt prisleje vinen »Spring Break« fra Herbert Zillinger. Hvis prisen er underordnet, foretrækker jeg nok Domaine Ott, Tempier eller Pradeaux.«

... koldskål?
»Mums! Bare husk den friske citronskal.«

... jordbær med mælk?
»Jeg elsker friske, danske jordbær. Men jeg er nok også traditionalist på præcis det punkt: De skal være med fløde og allerhelst den fedeste af slagsen.«

...Tour de France?
»Et must! Jeg elsker touren og følger normalt samtlige etaper henover sommeren. Det bliver fra et dansk perspektiv spændende at holde øje med især Jakob Fuglsang i år. Jeg håber, han når at restituere efter den store triumf i Critérium du Dauphiné for nylig. Og at vi ser Bjarne Riis i et snarligt stærkt comeback som sportsdirektør. Jeg tænker, man aldrig har tilgivet ham 100 procent. Doping er ikke i orden – men tilgivelse er! Brian Holm skal som altid blive en fornøjelse at følge.«

... Facebook-debatter?
»Tidsrøver. Jeg har selv skåret kraftigt ned.«

... Kirsten Birgit (fiktiv nyhedsvært)?
»Et af de smukkeste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Jeg vil til enhver tid hellere have en ordentlig, velment og ærlig skideballe af Kisser end slesk tale og billig portvin fra de fleste andre. Kirsten Birgit er i mine øjne landets største og vigtigste ambassadør for operakunsten. De bedste stunder med hende har været i selskab med et par velmiksede Negronis og en enkelt – politisk ukorrekt – smøg uden for operasæsonen.«

... Tisvildeleje?
»Jeg har været der nogle gange i skønne venners selskab. Det er et skønt sted, synes jeg. Hvis man har et stort behov for social omgang i ferien, er Tisvildeleje formentlig det helt rigtige sted. Jeg kombinerer gerne med et par dage i Gammel Skagen hen over sommeren. Men min egen families sommerhus ligger nu ved den jyske vestkyst. Her kan jeg rigtigt slappe af.«

... Havearbejde?
»Afstressende! Jeg planlægger at bygge drivhus hen over sommeren. At gå i haven holder jeg virkelig meget af. Jeg ved en del om træer, men er totalt novice i forhold til næsten alt andet. Er der noget med, at mennesker med hjerte for havearbejde lever længere? Måske er det en and – men arbejdet forbliver i hvert fald et skønt alternativ til en hektisk hverdag. Selv om jeg som udgangspunkt nyder mere vin end øl, har man fortjent en god IPA, efter at græsset er slået. Hver gang.«