»Jeg holder mig faktisk ude af de fleste Facebook-debatter«

Kulturgrillen har spurgt foredragsholder Karen-Marie Lillelund: Hvordan har du det med ...

For Karen-Marie Lillelund er Tour de France lyden af sommer. Fold sammen
Læs mere

... selfies?

»Jeg elsker, når de fortæller en historie. Selfies på interessante steder sammen med særlige mennesker eller underlige ting. Til gengæld synes jeg, at selfies er temmeligt trættende, når det bare er kvinder med trutmund eller mænd, der flasher sixpacks. Muligvis fordi jeg ikke rigtigt kan konkurrere med nogen af delene. Selv tager jeg mest storsvedende selfies efter træning. Og det er jeg jo nødt til. For hvis det ikke er på Facebook eller Instagram, er det som bekendt ikke sket.«

... debatten på Facebook

»Jeg holder mig faktisk ude af de fleste Facebook-debatter. Først og fremmest, fordi de som regel er så unuancerede, at de stjæler både mit gode humør og min tro på demokratiet generelt. Jeg synes, vi trænger enormt til at lære at bære over med hinanden i stedet for hele tiden at gå til kamp. På Facebook er man enten enig med de andre og rider måske på en fælles forargelsesbølge, eller også er man uenig, og så er de andre nogle svin. Den fredelige mellemting, hvor man erkender, at man er uenig og måske ovenikøbet skifter mening i løbet af en debat, ses sjældent.«

... Tour de France

»Tour de France er lyden af sommer. Jeg elsker Tour de France og er en trofast fan af Jørgen Leths malende beskrivelser af brune muskler, skaldede bjerge og dansende tråd på cyklen. Jeg ser sjældent en hel etape, men jeg holder meget af at have TVet kørende som lydkulisse til afslapning på terrassen.«

... sommerregn

»Det er noget mærkeligt noget med sommerregn. På den ene side er det jo irriterende, når det regner i ferien. På den anden side er der noget vidunderligt ved at mærke, når regnen er blød og lidt lunken i stedet for isnende kold. Og så elsker jeg duften af sommervådt græs. Der findes næsten ikke bedre.«

... Jussi Adler-Olsen

»Jeg er muligvis den eneste voksne dansker, der endnu ikke har læst en af Jussi Adler-Olsens bøger. Det er ikke et bevidst fravalg. Jeg er bare ikke kommet i gang, selv om det bestemt ikke har skortet på anbefalinger fra venner og bekendte. Måske bliver det i år, jeg får dem læst. De står i hvert fald klar i reolen.«

... havearbejde

»Jeg er ikke en ubetinget fan af havearbejde. Egentlig kunne jeg godt tænke mig at have en havemand, der tog sig af det hele. Men jeg er for nærig og synes i øvrigt også, at jeg kan høre min afdøde mors stemme sige: »Du har godt af motionen og den friske luft.« Og det er jo sandt. Og så findes der altså intet, der kan måle sig med den følelse af virkeligt god samvittighed, når man har slået græsplænen helt selv. Så har man i hvert fald fortjent en aperitif.«