»Bare fordi man er ekstrovert og elsker at være sammen med andre, behøver man ikke være typen, der med høje hvin springer nøgen i havnebadet. Paradoksalt nok er jeg meget blufærdig, når det kommer til min krop.
Det har intet med kropsskam af gøre, men jeg kunne ikke drømme om at bade nøgen eller i det hele taget vise mig i det offentlige rum uden tøj på.
Noget af det frygteligste, jeg kan forestille mig, er, hvis andre kigger på mig, mens jeg er nøgen. Sådan noget med at sidde i en sauna med andre nøgne, det er ikke min stærke side. Der er en hel masse andre områder, hvor kan jeg være virkelig grænseløs i min adfærd.
Jeg er nysgerrig, opsøgende, åben, meget talende, og hvad man nok vil kalde for ekstremt ekstrovert. Det er bare ikke altid, at krop og personlighed hænger sammen på en måde, som er logisk. Min krop er det mest private, jeg kan komme i tanke om, mens jeg som menneske er alt andet end privat.

Slankekur har jeg aldrig været på, alene af den grund, at jeg ikke tror på slankekur i det lange løb. Der skal nogle grundlæggende ændringer til i ens livsstil og kost, hvis man vil tabe sig permanent. Der er ingen tvivl om, at når man tager på og vejer for meget, skyldes det oftest en stress og ubalance i kroppen.
For mit eget vedkommende var jeg i dyb sorg i meget lang tid, efter at min kæreste døde for seks år siden. Det har da haft indvirkning på min kost.
I mange år har jeg været vegetar, desværre er det ikke befordrende for mig at rende rundt og lege klimavenlig, for jeg har brug for animalsk protein. Jeg må bare finde nogle sunde dyr, der har været på spaophold og har fået massage.
Før jeg fik børn, ville folk tro, jeg havde spisevægring: »Hun skal da spise noget mere, hende dér.« Med mine 176 centimeter og 52 kilo var jeg et langt tyndt rær. Men jeg har født fire børn, de to yngste er tvillinger, og jeg har taget omkring fem kilo på efter hver fødsel, hvilket vil sige 20 kilo plus nogle ekstra.
Jeg har det, som om jeg vejer det dobbelte i dag, men kunne sagtens holde min vægt nede, hvis jeg trænede høj puls-træning flere gange om ugen. Men det er vigtigere for mig at have et vitalt sind end en vital krop og i stedet bruge tiden på sociale fællesskaber og forskellige netværk.
Jeg havde mine hænder på deres kroppe, når jeg klædte dem på, og jeg mærkede deres træthed, sult og mangel på omsorg. Jeg kan ikke tælle de gange, hvor jeg har tænkt: »Hun skal have en krammer og noget varme.«Charlene Skovgaard
I lange perioder har jeg ikke haft tid til at træne og har i stedet trænet mit sind ved at meditere og dyrke yoga. Men jeg er glad, langt mere glad og tilfreds, end da jeg var ung. Fysisk træning og tanker om, at nu skal jeg også tabe mig, fylder ikke noget i min dagligdag overhovedet. Jeg er for længst landet i min krop, som den er.
Som stylist gennem en årrække har jeg arbejdet med Danmarks topmodeller og været med til at arrangere Copenhagen Fashion Week gennem 22 år i Bella Center. Så jeg har virkelig dyrket det der med, hvordan kroppe kan se ud. Jeg har klædt de ultratynde modeller på, men i 1980erne og 90erne, hvor jeg var stylist, var modellerne ikke lige så tynde som i dag. Dengang var der næsten ingen, der sultede sig, og det var ikke noget, der fyldte i modelmiljøet, eller som man talte om.
Men op gennem 90erne begynder modellerne at blive yngre og stadigt mere tynde. Jeg havde mine hænder på deres kroppe, når jeg klædte dem på, og jeg mærkede deres træthed, sult og mangel på omsorg.
Jeg kan ikke tælle de gange, hvor jeg har tænkt: »Hun skal have en krammer og noget varme.« Der gik alligevel mange år, før modebranchen var villig til at begynde bare at kigge på problemerne.

De mænd, der er er lidt tæt byggede med en kraftig hårvækst, har altid været dem, jeg har været mest tiltrukket af. Men det har bare ikke altid været dem, jeg er endt sammen med, jeg ved ikke helt hvorfor. For mig skal mænd udstråle selvtillid, de skal være mentalt til stede og helt grundlæggende hvile i sig selv. Det sidste, ved jeg godt, er noget, man bare siger, men jeg synes, det er sexet, når mænd udstråler en bestemt form for ro.
Muskler, pumpet og formet i et træningscenter er frastødende. Men hvis en mand har naturlige muskler, som han har fået ved for eksempel at ro meget i en robåd, er det noget andet. Der er forskel på sådan nogle naturligt udviklede muskler og på muskler hentet hjem fra et fitnesscenter.
Alene tanken om, hvor meget tid nogle mænd må bruge på at træne og vedligeholde deres kroppe, kan afskrække mig. Det ville da være langt federe, hvis han i stedet gik en tur i skoven med mig.«




