Mikkel Nørgaard er manden, der skal forvalte filmatiseringen af indtil videre de to første bøger i Jussi Adler-Olsens millionsælgende krimiserie. Lidt af en opgave for instruktøren, der også har skrevet manuskriptet i samarbejde med Nikolaj Arcel.

Hvad har været vigtigst for dig i forhold til filmatiseringen af »Kvinden i buret«?

»Det har været at adaptere bogen med stor respekt for dens historie, ånd og stemning, men samtidig skabe mit eget værk og min egen fortolkning. At lave noget, som både dem der kender og elsker universet synes er godt, men som man også kan komme ind i, hvis man ikke aner hvem Jussi Adler-Olsen er eller kender »Kvinden i buret«.«

Hvad er dit forhold til »scandi-noir«, som de skandinaviske krimier er blevet kendt som i udlandet?

»Jeg synes både, at genren kan noget – og at vi kan noget i den. Man får lov til at vise nogle følelser og tanker, der bliver trukket helt ud i det ekstreme. Det er interessant at få lov til at træde ind i de mørke sider af mennesket. Men nu har tendensen kørt i ti år, og på et eller andet tidspunkt bliver folk jo trætte af det. Vi kunne se dogmefilm i en årrække, men til sidst havde jeg det simpelthen sådan, at jeg ville blive sindssyg, hvis der var en der rystede kameraet en gang til. Derfor ville jeg gerne give den her scandi-noir en anden farve i forhold til stemningen og måden at fortælle historien på.«

Hvordan har du gjort det?

»Visuelt er mange af de nye krimier båret af en håndholdt æstetik, men jeg havde lyst til at gå tilbage til en mere klassisk fortællestil, inspireret af den amerikanske 70er tradition som »Alle præsidentens mænd«. Der har været en tendens til glas og stål og blå toner. Jeg havde lyst til at gå mere i retning af træ og læder og give det en varmere tone og mere stoflighed, end vi er vant til, og skabe et univers, der var spændende og fascinerende, uhyggeligt og forhåbentlig også lidt sjovt.«

Humoren er vigtig

»Kvinden i buret« er mørk, men har også glimt af humor. Hvorfor var det vigtigt?

»Humoren var vigtig, fordi den er med i Jussis bøger, men også fordi humor ikke har været det, der har fyldt i de skandinaviske thrillere. Udfordringen var, at vi ikke måtte punktere vores spænding eller hele det univers, vi forsøger at skabe, ved at sige: »ha ha, det var bare for sjov«. Det er vigtigt, at humoren er båret af karaktererne og er sarkastisk og ironisk frem for at være bananskrælskomik.«

Hvad håber du, at publikum får ud af filmen?

»Jeg vil selvfølgelig gerne underholde, men filmen har også nogle store temaer om skyld og hævn og om, hvordan du rejser dig op igen, hvis du er blevet slået. I Danmark har der været en tendens til at skelne mellem kommercielle og kunstneriske film. Enten er du art-house instruktør og laver sådan noget Lars von Trier-agtigt kunstnerisk og fint, eller også laver du kommercielle film, der skal sælge en masse billetter. Men hvornår var det lige, vi skilte de to ting af? Hvorfor ikke lave en film, der er sindssygt underholdende, men også har kunstneriske ambitioner? Jeg vil gerne overraske og give publikum noget, de ikke havde set komme.«

Nikolaj Lie Kaas er en del yngre, end Carl Mørck er i bøgerne. Hvorfor valgte du ham?

»Jeg havde faktisk også selv set ham som ældre, men den karakter har vi set på film rigtigt mange gange i Skandinavien, og jeg ville ikke have, at folk sagde: »nå, der var han så igen, den skandinaviske tøffelmand, der på en eller anden måde kæmper sig gennem livet«. Jeg tænkte meget på, hvordan Carl Mørck adskiller sig fra Beck og Wallander, og fik den idé, at han var en gammel sjæl i en ung mands krop. Et menneske, der har oplevet for meget på for kort tid og derfor er blevet slidt. Pludselig kom der en ny spænding i karakteren. Carl Mørck siger ikke, hvad han tænker, men du kan fornemme, hvordan han har det med det, der foregår, fordi Nikolaj har sådan et ansigt, man kan læse mange ting ind i.«