Solen varmer dejligt på Sletten Bådeklubs lille, sortmalede klubhus på kanten af Øresund. Grethe Fenger Møller, tidligere konservativ arbejdsminister, har hjemmevant vist hen til hjørnebordet med den bedste udsigt og er i gang med at fortælle begejstret om den operarejse, hun netop er vendt tilbage fra, da døren smækker op igen. »Hej Mimi, du ser jo strålende ud!« lyder det fra Jacob bag baren. »Årh, hold op, du skal vist have pudset dine briller,« kommer det rapt fra den tidligere CD-formand, Mimi Jakobsen, der også kan skrive indtil flere tidligere ministerposter på CVet.
Sletten Bådeklub er Mimi Jakobsen og Grethe Fenger Møllers faste mødested hver sommer og langt hen på efteråret. Det har det været, siden Mimi Jakobsen og hendes mand købte hus i Sletten for 12 år siden – Grethe Fenger Møller er kommet her siden barndommen og er nu tredje generation i familiens sommerhus.

