»Jeg havde ikke en oplevelse af, at jeg dækkede over nogen«

Krigskorrespondenten og forfatteren Jan Stage var efter alt at dømme chauffør under en terroraktion i Tyskland i 1970erne, bekræfter hans gamle kollega og ven Lasse Ellegaard.

Jan Stage døde i 2003, 66 år gammel. Arkivfoto: Keld Navntoft Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jan Stage var en farverig og velskrivende udenrigskorrespondent og forfatter, der ofte befandt sig i verdens brændpunkter helt frem til sin død i 2003 i en alder af kun 66 år. Han var også hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste. En af den slags agenter og revolutionært tænkende, der tilbage i 1960erne ville den blodige revolution. Blandt andet blev Stage på et tidspunkt af den cubanske efterretningstjeneste sendt til Bolivia for at hente den trængte Che Guevara ud af landet. Det lykkedes dog ikke, men Jan Stages agentdage kulminerede angiveligt senere med medvirken til drab.

Via sin tid i det socialistiske jetset på Cuba i 1960erne blev Jan Stage gode venner med Giangiancomo Feltrinelli, en italiensk forlægger og rigmand, der stod i tæt kontakt med Rote Armé Fraktion i Tyskland og De Røde Brigader i Italien. Feltrinelli blev en slags super revolutionær, der finansierede mange terroraktioner. For eksempel spyttede han i den revolutionære kasse, da Monica Ertl likviderede chefen for den bolivianske efterretningstjeneste Roberto Quintanilla Pereira i Hamborg i 1971. Og det var angiveligt Jan Stage, der sad bag rattet i flugtbilen.

Tog afstand

Oplysningen, om at Jan Stage kørte bilen efter attentatet, kom for første gang på tryk i en tysk bog om Monica Ertl fra 2009. I weekenden bekræftede Jan Stages gamle kollega og ven, Lasse Ellegaard, i en klumme i Information opysningerne. Lasse Ellegaard er tidligere chefredaktør på Information og var Jan Stages chef.

Men hvorfor skrev Jan Stage aldrig selv om sin medvirken til drabet på Roberto Quintanilla Pereira?

»Det kan jeg ikke vide, men jeg vil gå ud fra, at han ikke synes, det var smart at skrive om sin deltagelse i aktionen. Jan Stage har dog kredset om det i nogle af sine romaner, og så vidt, jeg kan bedømme, har Stage, fra han kommer hjem til Danmark i 1971, ikke længere kontakt til de her miljøer. Tværtimod valgte han at tage afstand fra sit tidligere liv. Han var en idealist, der blev skuffet,« siger Lasse Ellegaard, der i dag stadig skriver om verdens brændpunkter i Information.

Ellegaard lagde øre til Jan Stages fortælling om chaufførjobbet nogle gange gennem tiderne. Ofte i stille stunder på deres reportagerejser og gerne med en flaske rødvin på bordet. Især én samtale husker Ellegaard i dag. Det var i Istanbul i Tyrkiet få uger efter terrorangrebet på New York 11. september 2001.

»Vi var i gang med en samtale om terrorisme i almindelighed på baggrund af begivenhederne 11. september. »Jeg var kun en skide chauffør,« sagde Stage, men det var alligevel tydeligt, at han tog afstand fra sin gerning. Vi var enige om, at terrorisme ikke nyttede noget rent politisk. I Tyrkiet var der nemlig på det tidspunkt lavet en opinionsundersøgelse, hvor tyrkerne som helhed bifaldt terroraktion i New York,« fortæller Ellegaard. Hvad betød den oplysning, Stage gav dig, for dit billede af ham?»Vi skal lige huske at have kildekritikken ind over her. Han fortalte historien til mig, men jeg kan jo ikke være sikker på, at den er 100 procent sand. At jeg fik den viden ændrede ikke ved mit billede af ham som en banebrydende krigskorrespondent og forfatter.«Hvorfor gik du ikke videre med oplysningerne?»Det kan man også diskutere, om jeg burde, men jeg mente, at hvad, jeg fik at vide i fortrolighed, skulle forblive fortroligt.«Er det ikke alvorligt at dække over en ven, der måske har været medvirkende til mord?»Jeg havde ikke en oplevelse af, at jeg dækkede over nogen. Jeg havde en oplevelse af, at jeg havde fået noget at vide af en ven, og mine venner kan altså godt fortælle mig noget, uden jeg straks alarmerer myndighederne. Min tanke var, at hvis Jan ville ud med den historie, så kunne han gøre det selv. Og det var også i en slags respekt. Selvfølgelig tager jeg afstand fra, at man går rundt og slår folk ihjel, men det betyder altså ikke, at jeg bryder en fortrolighed, som jeg både dengang og nu skønnede var passé,« siger Ellegaard.

Chaufførjobbet plagede Stage

Morten Hesseldahl er teaterchef for Det Kongelige Teater, men han er også en flittig forfatter. Senest med romanen »Ernestos hænder« på Forlaget Modtryk. Her har han modelleret sin hovedperson Mikkel Fjordager over Jan Stage, som han var forlægger for både på Høst & Søn samt Lindhardt & Ringhof. Det var for eksempel Hesseldahl, der i sin tid opfordrede Stage til at skrive sine erindringer.

»Dengang hørte jeg antydninger om episoden i Hamborg, og da jeg kendte Stage, drak han jo ret heftigt i perioder. Det var tydeligt, at der var noget, som plagede ham på hans ældre dage, og det var episoder af den her type. Hans job som flugtchauffør passede fuldstændig ind i det billede, jeg havde af Jan Stage, der som idealist havde truffet en stribe beslutninger, der udførte nogle handlinger, der plagede ham resten af livet, fordi han ikke kunne lade dem være ugjorte«, siger Hesseldahl og fortsætter:

»Dybest set var Stage et meget samvittighedsfuldt og moralsk menneske, og på den baggrund kan det være svært at ryste den slags begivenheder af sig. Han blev næppe nogensinde borgerlig, men hans opgør med venstrefløjen sidenhen var markant, og den slags kan sagtens gøre en desillusioneret.«

Historiker ved Københavns Universitet Rasmus Mariager er ekspert i europæisk og dansk samtidshistorie og har været tilknyttet PET-Kommissionen, der fra 1999 og mange år frem kulegravede PETs overvågning af blandt andet venstrefløjen.

»Helt nøgternt betragtet er det en alvorlig sag, Stage var involveret i. Når det er sagt, er historiens udfald jo i nogen grad med til at bestemme det eftermæle, man får, hvis man deltager i terroristlignende aktioner. Hvis man havde stået i kontakt med de organisationer, der var på den sejrende side, ville mange nok knap hæve et øjenbryn, hvor det ofte kan være anderledes, hvis man for eksempel hjalp den part i konflikterne, der i det lange løb så ud til at have været galt på den, som det var tilfældet med Stage og Cuba. Hvis pågældende oven i købet er en god skalp for de politiske modstandere, kan sagen begynde at rulle, som det er sket for personer, der enten i samtiden eller senere har opnået stor anerkendelse og indflydelse i samfundet. Når det gælder Jan Stage, vil jeg vurdere, at der ikke bliver rykket voldsomt ved hans ry som krigskorrespondent og eventyrer, men karakteren af reaktionen vil nok afhænge af betragterens politiske ståsted,« siger Rasmus Mariager.