Forestil dig en smal landtange, der som spidsen af en lanse stikker ud i et blåt hav. Stejle mørke klippersider ned mod havet. Lidt grøn græs hist og her. Hvide havfugle. Blæst. På toppen af bjergkammen snor sig en granitstensindrammet vej sig ud mod horisonten og slutter dramatisk højt over havet.

Sådan ser der ud på den lille ø Sark i Den Engelske Kanal mellem Frankrig og Storbritannien, hvor Lene Kaaberbøl (55) har boet siden begyndelsen af 2013.

Øen har 600 indbyggere og en usædvanlig smuk natur med bugter, klipper, agerland, sandstrande og gamle stenhuse med frodige haver. Her bor forfatteren i et over 400 år gammel stenhus sammen med sine fire hunde Dina, Cato, Sofia og Bella.

»Klimaet er dejligt på Sark. Om vinteren er der lidt forblæst, men øen ligger på højdegrad med Paris, og Golfstrømmen gør, at temperaturen året rundt er behageligt. Der er meget sjældent frost og sne. Påskeliljerne springer ud i januar-februar, og om vinteren, når det er mørkest, er dagen halvanden time længere end i Danmark,« siger Lene Kaaberbøl.

Hun sidder i et lokale hos Nordisk Film i Valby, og hun er glad. I går var der premiere på filmatiseringen af hendes bog »Skammerens datter«. Den har kostet 51 millioner kroner, hvilket er i den absolut dyre ende, når det gælder dansk film. Kenneth Kainz har instrueret, og Anders Thomas Jensen har skrevet manuskript. I hovedrollerne ses skuespillere som Peter Plaugborg, Jakob Oftebro, Maria Bonnevie, Stina Ekblad og Søren Malling.

Filmen er ikke optaget på Sark, selv om nogle af øens locations ville passe perfekt til bogens eventyrlige univers, men i Tjekkiet. Om forfatteren er tilfreds med filmen?

»Er du sindssyg. Jeg var helt optaget, mens jeg så den første gang og nåede ikke at reflektere undervejs, fordi jeg blev bombet med sanseindtryk, og da så rulleteksten begyndte at køre, sad jeg og græd,« siger Lene Kaaberbøl.

Anser ikke hendes kunst for urørlig

Hun er en af landets mest læste forfattere. Hun debuterede allerede som 15-årig. Dengang skrev hun udelukkende bøger for børn og unge, men i dag skriver hun også voksenbøger og har sammen med kollegaen Agnete Friis fået stor succes med en krimiserie.

Hendes bøger, bl.a. serierne W.I.T.C.H. og Vildheks, er blevet læst af generationer af børn og unge, og særligt serien om Skammeren, hvor »Skammerens datter« er første bind, har både i Danmark og internationalt givet hende et kæmpe publikum. Alene bøgerne i denne serie er solgt i en million eksemplarer i 25 lande.

»Skammerens datter« handler om pigen Dina og hendes mor, Skammeren, der har overnaturlige evner og kan se folks løgne og dårlige samvittighed og ikke mindst få dem til at skamme sig. Bogen forgår i fyrstedømmet Dunark, et middelalderligt fantasy-univers, hvor fyrstesønnen Nicodemus af sin halvbror Drakan beskyldes for drabet på sin familie. Dina, der har arvet sin mors magiske skammer-øjne, bliver involveret i brødrenes opgør, som ender med, at... ja, se selv filmen. Den – og bogen – er et eventyr om kampen om mellem godt og ondt og om Dinas besvær med at være outsider.

Østre Gasværk i København har tidligere lavet »Skammerens datter« til en musikforestilling, og Lene Kaaberbøl har været lykkelig for både den og nu filmatiseringen. Hun anser ikke sin kunst for urørlig. Hun har givet kommentarer til manus til både teater- og filmversionen af sin bog, ligesom hun undervejs i processen er blevet spurgt til råds.

»Noget går tabt, når man omformer en bog til teater eller film, men man får noget andet. Man skal være glad for, at det er anderledes, for hvis man lavede teater eller film slavisk efter bogen, ville det blive dårligt. I begge tilfælde følte jeg mig meget hurtigt i processen tryg ved, at jeg havde med mennesker at gøre, som var hamrende dygtige. Det var jo min bog, de ville lave. De ville gerne fortælle min historie. Min væsentligste kommentar til første gennemskrivning af filmmanuskriptet var, at det fulgte bogen for slavisk. Det vidste de godt selv. Det var ikke filmisk nok, og når man nu har Anders Thomas Jensen til at skrive manuskript, så skal han have lov til at svinge med tryllestaven...«

Sark er det mest virkelige

Det er formiddag og Lene Kaaberbøl spiser det sidste af en amagermad og drikker te. Hun forlader kun Sark en fem-seks gange om året for at rejse til Danmark, USA eller andre steder. Når hun er væk flytter tante Ruth, hendes hundepasser, ind i hjemmet i Sark.

»Hundene giver en regelmæssighed og en rytme i hverdagen, som gør, at jeg ikke bare kan sidde og arbejde i streg og glemme alt. De skal ud og luftes, og de skal have mad. Jeg elsker dyr, og et eller sted er hundene blevet min familie. Jeg giver dem ikke små jakker på og taler ikke til dem, som om de var børn, men det er jo dem, jeg kommer hjem til – og hjem, det er der, hvor de er.«

Lene Kaaberbøl er født i Østjylland. Som voksen har hun boet i København og en kort periode i Charlottenlund, inden hun for nogle få år siden flyttede tilbage til Østjylland. Sark har, siger hun, været det store spring i hendes liv. Hun så for nogle år siden en tv-udsendelse om øen, som tændte drømmen om at flytte dertil. I 2012 besøgte hun Sark, og derefter gik det stærkt. Lige efter årsskiftet flyttede hun derned.

»Bare det, at der ikke er en eneste bil på øen, tiltrak mig. Der er traktorer. Ambulancen og brandbilen er traktortrukket. Hvis lægen skal rykke ud, og han ikke kan tage sin cykel, så foregår det på traktor med en anhænger - hvis man er så syg, at man ikke kan gå, så kan må få lov til at sidde dér på en plasticstol. Det har jeg prøvet, og det var ikke så sjovt. Jeg tror ikke, at ret mange gør sig det begribeligt, hvor meget bilerne fylder i vores liv. Alt bliver anderledes, når der ikke er biler. Man er nødt til at gå eller cykle. Og når man så møder mennesker undervejs – i stedet for som bilist at sidde og bande af idioten i bilen, der kører ind foran en – så hilser man og taler sammen. Nogle gange kan det tage meget lang tid at købe ind. Det er med til at skabe og vedligeholde fornemmelsen af at være et samfund, hvor man hører sammen.«

Nogle spørger Lene Kaaberbøl, om det ikke er langt væk fra verden og uvirkeligt at bo på Sark. Tvært imod, lyder hendes svar. Det er langt mere virkeligt at bo et sted, hvor man kan mærke årstidernes og vejrets omskiftelighed, end det er at leve i byen og lade sig tranportere rundt i en »asfaltboble«.

»Man bliver meget mere rørt af virkeligheden, når man er nødt til at trække i gummistøvlerne, når det regner, og man kan mærke solen, når vejret er dejligt.«

Tredjeplads i fugleskræmsel-konkurrencen

I slutningen af 00erne begyndte Lene Kaaberbøl sin personlige vandring fra by til land, da hun efter en årrække i København flyttede ind en gammel vandmølle ved Beder syd for Aarhus. Men Jylland var, siger hun, »ikke helt langt nok væk«. Bl.a. derfor tog hun springet til Sark. Men hvorfor egentligt?

»Fordi jeg har så meget brug for at kunne rulle stenen for døren ind til hulen og kunne trække mig tilbage, når jeg skal skrive. Jeg elsker, at folk gider læse mine bøger, så jeg vil gerne have mange læsere, men i takt med, at jeg nåede længere og længere ud til både voksne og børn, så var der flere og flere, der var nysgerrige over for forfatteren, og det er jo helt naturligt, men jeg er ikke så god til både at skulle være udadvendt og indadvendt samtidig.«

Når hun kalder Sark for sit store spring, hænger det sammen med alderen. Hun var 52, altså godt og vel midt i livet, da hun flyttede derned, og hvis hun skulle træffe en så drastisk beslutning, så skulle det være der. Hun har ikke fortrudt et øjeblik og ved allerede nu, at hun kommer til at bo der længere end de tre år, hun satte som minimum – i hvert fald løber lejekontrakten 11 år endnu.

»Efter jeg er flyttet til Sark har jeg fået fritid. Jeg er begyndt af fiske, jeg har tid til min have, og jeg deltager med stor entusiasme i alle de ting, man laver på øen. Jeg er meget stolt i min tredjeplads i fugleskræmsel-konkurrencen for to år siden. Jeg har altid mindst to får med i det årlige fårevæddeløb, og jeg går til klokkeringning hver tirsdag. Vi sidder en seks-syv mennesker, alle med en klokke i hver hånd. Man skal virkelig koncentrere sig, og vi griner meget.«

Det lyder som et liv med sære interesser, hvilket Lene Kaaberbøl grinende bekræfter.

»Excentriciteten har gode rammer på Sark, og af en eller anden årsag passer jeg lige ind.«

Sat i gang af Astrid Lindgren

Hun kan bedst lide at komme til tasterne om morgenen. Hun står relativt tidligt op, og starter dagen med at lukke hundene ud i haven.

»Der kan man se mig går rundt i gummistøvler og morgenkåbe. Efter en kop te er det op i sengen igen, og der sidder jeg så og skriver med hundene omkring mig. Det gør jeg alle de dage, hvor jeg ikke specifikt skal noget andet. Jeg har ikke weekend i den forstand. Men jeg har fået en større frihed ved at flytte til Sark. Det kan være, at jeg og min veninde Rosie beslutter, at vi skal ud og fiske, og så dikterer tidevandet, hvornår vi skal ned på havnen eller ud og stå ved en fantastisk bugt.«

»Skammerens datter« udkom i 2000, og Lene Kaaberbøl kom i gang med at skrive den midt i en skrivekrise i november 1997. Hun havde haft ideen til Skammeren længe, men vidste ikke, hvordan hun skulle gribe det an.

En kronik af Astrid Lindgren, der i den måned fyldte 90 år, satte hende i gang. Det store svenske forfatter skrev, at når man skriver for børn, skal man ikke være fjollet og f.eks. give et egern forklæde på og tro, at det er nok med det. Man skal tage historien alvorlig, og man skal bruge helt almindelig ord til at fortælle en ualmindelig historie, skrev hun.

»Det forløste mig på en eller anden måde. Jeg havde haft ideen til bogen ganske længe, men manglede min hovedperson. Det faldt først på plads, da det gik op for mig, at bogen ikke skulle handle om Skammeren, men om Skammerens datter. Den skulle handle om at være 11 år og have øjne, som ingen almindelige mennesker kunne kigge ind i. Derefter gik det enormt stærkt. Den første trefjerdedel af bogen skrev jeg et kapitel om dagen. Mindst.«

»Vi er alle sammen udenfor«

Lene Kaaberbøl var blevet inspireret til bogen af sin mor, der både var god til at gennemskue løgn og god til at skamme. Hun siger, at Skammer-serien både er eventyr, fantasy og krimi.

»Den handler også om etik. Hvad vil det sige at skamme sig? Hvorfor skammer man sig? Hvorfor er der nogle mennesker, som ikke skammer sig? Vi har en tendens til i vores kultur at betragte skam som noget meget negativt. Vi synes, at vi er selv er alt for skyld-prægede og vil gerne fritages for den byrde af skyld. Vi synes heller ikke, at man skal skamme folk ud. Vi er en skyld- og ikke en skamkultur. Men er der ikke noget positivt at føle skam og få andre mennesker til at føle skam? Skam kan også misbruges, og det sker også senere i Skammer-serien, men i bund og grund er der ikke noget galt i at have skam i livet. Et eller andet sted er det et spørgsmål om, hvad det vil sige at være skamløs. Hvis et samfund vender ryggen til ethvert forsøg på at fungere etisk, bliver det det meget slemt.«

Skammer-serien er blevet fast læsning for generationer af børn og unge på samme måde, som nogle af Bjarne Reuters bøger var det for tidligere generationer. Hvordan forklarer Lene Kaaberbøl selv, at Skammer-universet har fået så godt fat?

»Jeg kunne være fræk og sige, at det er en ualmindelig historie, der er fortalt med almindelige ord. Og det er der er en vis sandhed i. Den er fortalt i et meget enkelt sprog, som samtidig er præcist og sanseligt og gør verden levende. Den rummer også elementær spænding, og så er der en meget høj grad af identifikation i pigeskikkelsen Dina, som er en outsider, der bogstaveligt talt ikke har en eneste ven i hele verden.«

»Man kan identificere sig med det at være udenfor og ikke have nogen venner. Følelsen af at være forkert, og at alle de andre sidder omkring lejrbålet og spiller guitar, og at man må ikke selv være med. Navnlig når man er i den alder, hvor man er ved at være færdig med at være barn og skal til at finde ud af, hvem man er, og hvem man skal være som voksen, støtter man sig utroligt meget til venner og kammerater. Hvis man ikke har kammerater og venner, så er det hårdt. Vi tror alle sammen, at vi er de eneste, der er udenfor. Hemmeligheden er, at det er vi alle sammen. Følelsen af at være udenfor er universel. Derfor er det en historie, som tager fat i snart sagt alle.«