»Jeg har virkelig suget alt ud af det her liv«

Jesper Langberg, kendt af hver dansker som den sympatiske Kresten Skjern i »Matador«, slutter sin livslange skuespillerkarriere med 50-års jubilæumsforestillingen »Kærestebreve«.

Efter 50 år på scenen og foran kameraet nyder Jesper Langberg, at han nu kan læne sig tilbage i bevidstheden om, at der ikke er mere, han skal ud og bevise: »Jeg har gjort det, jeg skulle,« siger han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjoern Vejloe

Når jeg sidder her i dag og tænker på mit liv, er det med sådan en ro i sindet og med sådan en taknemmelighed for, hvordan det er gået mig. Det er rart at sidde som ældre ja, hvorfor ikke sige det, som det er: som gammel, for når man er 72 år, så er man sgu gammel uden at fortryde alt det, man ikke fik ud af livet, uden at tænke på årene, som bare gik, uden at man fik opnået det, man gerne ville. Jeg har virkelig suget alt ud af det her liv og brugt det!«

Ordene er Jesper Langbergs, den folkekære skuespiller, som er kendt af hver dansker fra fem til 95 år, ikke bare som den sympatiske bankdirektør Kresten Skjern i uopslidelige »Matador«, men også for en lang række andre roller på teater, film og TV gennem et halvt århundrede. Fra gennembruddet som Gyldenstjerne i »Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde« på Det Kongelige Teater, hvor han var fastansat i 20 år, over flere end et havt hundrede filmroller især i den lette genre til rollen som den dybt usympatiske far i teateropsætningen af Thomas Vinterbergs »Festen« og senest som den demensramte patriark i TV-serien »Sommer«.

Men nu er det slut. På søndag fejrer Jesper Langberg sit 50 års jubilæum i forestillingen »Kærestebreve« på Folketeatret, hvor han spiller sammen med Malene Schwartz. Og det, har han besluttet, bliver også hans afskedsforestilling.

»Jeg vil helst ikke derud, hvor man skal begynde at blive nervøs for, om man nu kan huske, og for at få sceneskræk og alt det, jeg som ung skuespiller så de ældre kolleger døje med,« siger han.

»Åh, hvor var de bange, de havde det rædselsfuldt over at skulle igennem det næsten hver aften. Jeg husker, hvordan selv store koryfæer sagde: Stik mig en million, og så ser I mig aldrig mere. Og jeg tænkte: »Den cigar, den ryger jeg sgu ikke!« Så allerede som ung begyndte jeg at skrabe lidt sammen, som gennem årene blev til en hel del, og derfor kan jeg nu tillade mig at læne mig tilbage og sige: »Jeg skal ikke stå dernede og være bange. Jeg har gjort det, jeg skulle«.«

Faderens død ramte ham hårdt

Jesper Langberg har sat mig stævne på en hyggelig café tæt på Rådhuspladsen i København, hvor han har fået for vane at droppe ind hver formiddag og få sig en stor kop kaffe og et rundstykke med ost og marmelade. Efter kaffen spadserer vi de få hundrede meter hen til den statelige ejendom, hvor han de seneste 40 år har boet i en stor, lys tredjesals lejlighed.

Ejendommen blev oprindelig opført af Jesper Langbergs farfar, Martin Langberg, som var københavnsk byggematador omkring forrige århundredeskift. Han døde i 1929, så Jesper Langberg har aldrig mødt ham, men slægtskabet anes tydeligt på det store portræt i spisestuen.

»På et tidspunkt, hvor mit skæg var noget længere end nu, var det næsten som at se mit eget spejbillede derinde,« siger han, da vi står foran billedet.

På den modsatte væg hænger et portræt af Jesper Langbergs far, skuespilleren Sigurd Langberg, og her er ligheden med en ung, rødhåret Jesper Langberg endnu tydeligere.

Sigurd Langberg døde som 57-årig i 1954, da Jesper Langberg kun var 13 år gammel, og faderens død ramte ham hårdt.

»Vi gik en tur i Dyrehaven sammen, da han fik en blodprop og faldt om og døde,« fortæller han. »Da tror jeg, at jeg så småt begyndte at lukke mig inde i en lille puppe, jeg lavede omkring mig selv. I mine teenageår levede jeg helt i min egen verden.«

Tilstanden varede helt op i 18-20 års alderen. Ikke at han var specielt ked af det eller ulykkelig, der var bare ikke rigtig noget, han brændte for, andet end at køre på motorcykel og hygge sig og drikke nogle øller med vennerne.

»Min bror, Ebbe, kaldte mig for Peter Pan, drengen der ikke ville blive voksen, og det var godt set af ham,« siger han. Det blev hans mor, Karna, der tog initiativet til at få ham ud af den mentale puppe.

»Pludselig en dag kom hun med to monologer, som hun sagde, jeg skulle lære udenad og foredrage for en skuespiller, der hed Edvard Mielke.«

Edvard Mielke sendte den unge Langberg videre til kollegaen Tove Bang, som læste med ham nogle få gange, inden hun lod ham gå til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters elevskole.

»Og så blev jeg optaget. Og allerede, da jeg havde været der nogle få måneder, var det som om den her puppe krakelerede, og jeg stak hovedet op og konstaterede, at jeg vist var kommet på den helt rigtige hylde,« siger han.

»Jeg blev med det samme helt vild med teatret og har været det lige siden. Jeg har brugt al min tid på teater og på film og TV og radioteater. Og grunden til, at jeg har fået alt det, var faktisk min mor. Det var jo ikke sådan, at jeg ikke kendte noget til teater. Både min far og mor og min storebror Ebbe var skuespillere, og jeg havde set masser af teater. Jeg havde bare aldrig set mig selv som en del af det. Det så min mor, og hun gav mig det afgørende skub.«

Gennem årene har Jesper Langberg været omkring et utal af rollefag. Fra lystspilroller som Løjtnant von Buddinge i »Genboerne« og kaptajnen i »Pinafore« over klassikere som Per Degn i »Erasmus Montanus« og Polonius i »Hamlet« til den flæbende Ellerstrøm, der ender som morder, i filmatiseringen af Hans Sherfigs »Det forsømte forår«.

Ville gerne spille dumt svin

Da han nærmede sig de 60 år, følte han sådan set, at han havde været »kompasset rundt«.

»Men så kom jeg i tanker om én ting, der manglede: Jeg kunne godt have tænkt mig at spille Iago i »Othello«. Han er vel verdensdramatikkens dummeste svin mens mit image nærmest har været det modsatte, den gode fyr, troværdig og sympatisk. Hvis jeg spillede Iago, kunne jeg måske få folk til at forstå, hvorfor Othello stoler så meget på ham, at det lykkes Iago at få Othello til at kvæle sin elskede Desdemona. At fremstille Iago som den gode kammerat, som så viser sig at være verdens største lort, det ville være en udfordring.«

Han slog dog tanken ud af hovedet. Den rolle var han vist for gammel til. Men ikke længe efter dumpede et rollehæfte ind gennem brevsprækken. Det var et samarbejde mellem Mammutteatret og Det Kongelige Teater, og udenpå stod der »Festen«.

»Da jeg så det, tænkte jeg: Fedt! Dér kommer min Iago. For jeg skulle jo være faderen, det dumme svin, en pædofil, der var skyld i sin egen datters død. Og selv om folk havde set filmen og vidste det hele, lykkedes det mig alligevel at få dem til at tro, at det kunne simpelthen ikke passe. Det kunne da ikke være faderen, der var den dumme. Lige indtil anden akt, hvor jeg så bare gav den gas!«

Rollen i »Festen« blev én af Jesper Langbergs helt store personlige successer, der indbragte ham en Reumert for bedste mandlige hovedrolle.

Jesper Langberg frygter ikke for afskeden med det aktive liv som skuespiller.

»Overhovedet ikke. Jeg nyder bevidstheden om, at der ikke er mere, jeg skal ud og bevise. Og især nyder jeg at have fri til bare at være hjemme om aftenen. Det har jeg jo ikke rigtig prøvet de seneste 50 år,« siger han.

Han elsker stadig teatret, men kommer der ikke så tit mere.

»Min nysgerrighed er ligesom skrumpet lidt ind, for jeg har jo set så meget teater hele mit liv, og nogle repertoirer interesserer mig heller ikke så meget mere. Det kommer med alderen,« siger han.

»Til gengæld holder jeg meget af at gå i biografen til en eftermiddagsforestilling og så er det rigtig hyggeligt at gå ind et lille listigt sted på vej hjem og få en øl og snakke om filmen med dem, man har været i biografen med.«

Tiden som pensionist skal også bruges til at gøre de erindringer færdige, som han allerede i samarbejde med en journalist har været i gang med i flere måneder.

»Jeg er så heldig, at min mor begyndte at lave scrapbøger helt tilbage i 1962. Hun var meget stolt af både Ebbe og mig, og hun fortsatte med at klippe ud og klistre ind, lige til hun døde i 1992, 90 år gammel. Siden har jeg betalt for at få det gjort, og i dag ligger det hele på Det Kongelige Bibliotek, interviews, anmeldelser osv. fra 50 år.«

Og ingen skal være i tvivl om, at det er et lykkeligt liv, han kan se tilbage på:

»Jeg har fået lov til meget. Og jeg har også været heldig. Uden talent går det galt, men der skal også en lille smule held til i en skuespillers liv, at man får de rigtige roller på det rigtige tidspunkt. Det har jeg fået. Så jeg er både lykkelig og taknemmelig.«B»Kærestebreve« spiller på Folketeatret frem til og med 5. februar.