»Det som fortælles i denne historie er sket.

Alt er sandt.

Jeg var en af dem, som overlevede.

Jeg ville bryde tavsheden.

Jeg har gjort det nu.«

Sådan siger fortællerstemmen i den svenske forfatter Jonas Gardells romanserie »Tør aldrig tårer væk uden handsker«, hvis første del netop er udkommet på dansk. Stemmen er Gardells egen. 30 år er der gået, siden AIDS ramte Skandinavien. I ti år har han arbejdet på de tre bøger, der udgør trilogien, men et halvt liv har han vidst, han en dag måtte skrive historien. Historien om de venner, der blev revet væk i utide, som den sidste frost tager blomsterknopperne. Han har villet mindes. Og han har villet ære de mænd, som ikke bare døde alt for tidligt, men som i mange tilfælde fik en uværdig død. Som blev smidt i sorte plastiksække på hospitalerne, tiet ihjel og glemt hurtigt. Han ser projektet som en pligt, ja ligefrem som en hædersopgave.

»Jeg har skrevet mine venner levende igen,« siger Jonas Gardell, da Berlingske møder ham i Stockholm. »De, som ikke fik lov til at leve deres liv. De, som tog livet af sig. Jeg havde fire nære venner, som begik selvmord inden for tre måneder.«

»Tør aldrig tårer væk uden handsker« skildrer en gruppe stockholmske bøsser, som rammes hårdt af AIDS-epidemien – i folkemunde bøssepesten – i 1980erne. Heller ikke det helt unge kærestepar, Rasmus og Benjamin, der forelsker sig i hinanden en juleaften, hvor sneen daler over byen, og som står foran at skulle leve deres liv, går ram forbi. Deres møde er centralt i første del, »Kærligheden« – siden følger bindene »Sygdommen« og »Døden«. Romanerne er blevet modtaget med superlativer som »klassiker«, »storværk« og »litteraturhistorie« af en enig svensk presse. Også en prisbelønnet TV-serie, bygget over alle tre dele og udsendt kort tid efter, at første bind udkom i sensommeren 2012, blev en stor seersucces med enorm gennemslagskraft. 34 procent af de svenske seere kiggede med.

At det blev til tre bind, er ingen tilfældighed, forklarer Gardell, selv om han hele tiden har skrevet om kap med den TV-serie, som samtidig var under opsejling, og som han også selv var forfatter til:

»Jeg ønskede, at fortællingen skulle få mulighed for at tage sig sin plads. Jeg ville have, at folk skulle lære personerne at kende. Da de levede, blev de behandlet som lort, ingen lærte dem at kende. 30 år senere ville jeg have et helt folk til at græde for dem, som vi ikke græd for. Nu har I grædt. Fuck you. Derfor blev det til tre historier.«

Jo, svenskerne har grædt. Tilmed Kronprinsesse Victoria dukkede op på den TV-transmitterede homoseksuelle prisuddeling Gaygalan for at uddele en pris til Jonas Gardell: »Vi skal tørre hinandens tårer,« råbte hun til salens jubel.

»Det er blevet sagt, at hele Sverige har sørget det seneste års tid. Men jeg har også sørget selv. For mig var det en sluse af sorg, der blev åbnet. Jeg har aldrig grædt så meget i mit liv som i løbet af det seneste år. Så det mærkelige er, at jeg – samtidig med at jeg har været inde i en strøm af kærlighed – jeg vandt to priser om ugen en overgang - jeg er Årets Homo, jeg er Årets Svensker, jeg er nationalhelgen, Astrid Lindgren, Miss Univers, jeg er alt, man kan være – har sørget privat, grædt og husket tilbage. På hver eneste middag, vi har været til, har vi talt om gamle venner.«

Sådan har det ikke altid været.

»Vi har ladet være med at mindes før det. Vi har lagt låg på, og vi har tiet. Både som en form for skyld, fordi vi har overlevet og får lov til at leve vores liv. Og som en skam over at sygdommen var en sygdom, man skulle tie om.«

»Tør aldrig tårer væk uden handsker« er nemlig også en rejse tilbage til en tid, hvor tolerancen over for homoseksuelle så anderledes ud, og hvor hiv-smittede ramtes dobbelt hårdt på grund af uvidenhed og fordomme. Politikerne krævede registrering eller ligefrem internering af de smittede, og medierne gik hårdhændet til værks over for de »uansvarlige« homoseksuelle. En tid, hvor forældre ofte fornægtede deres sønners sygdom. Hvor bøsser blev udelukket fra deres kæresters begravelser, og hvor aviserne tilmed kunne finde på at nægte at indrykke dødsannoncer, hvis den pårørende var en anden mand, fordi det blev betragtet som upassende.

»Eftersom homoseksualitet har været »the love that dare not speak its name«, var sygdommen AIDS også en sygdom, man ikke matte tale højt om,« forklarer Jonas Gardell. »Man løj og lod som om, det var cancer. Jeg har venner, som blev begravet i tavshed. Erik forsvandt efter at have sagt farvel til os alle sammen. Vi forstod, at han var død og var blevet begravet i stilhed. Ingen havde været inviteret. En af mine venner ringede så til Eriks mor og spurgte: ’Hvor ligger Erik begravet? Jeg vil gerne vide det, for jeg vil lægge en rose på hans grav.’ Moderen svarede: ’Glem Erik. Nu er han død og har fået fred. Nu tænker vi ikke mere på Erik.’ Det er forfærdeligt, at forældre tilmed kan fornægte deres eget barn. Men det modbydelige er også, at vi respekterede det. Gennem alle årene gik vi med på at glemme Erik.«

Jonas Gardell, der ellers taler hurtigt og ivrigt, holder for første gang inde med talestrømmen. Ordene hører op. I stedet kigger han ud over Mälarens vand. Så dugger øjnene til. Gråden gør stemmen grødet. Jonas Gardell græder – igen.

»Og vi gik med på ikke at opsøge hans grav for at lægge en blomst på den,« siger han. Den lille og vævre skikkelse med de levende øjne vender sig igen mod sin samtalepartner.

»Hvis jeg har en drøm, så er det, at Eriks mor vil læse de her bøger og så ringe op til min ven og sige: ’Min dreng var et fantastisk menneske. Nu må jeg fortælle, hvor han ligger begravet, så du kan tage derhen og endelig lægge en rose på hans grav’.«

At bøsserne gik med på at glemme, gik med på at viske ud, kan være svært at forstå i dag, men Gardell har en forklaring:

»Respekt er en vanesag. Vi havde aldrig oplevet andet end mistro. Da jeg udgav min første bog »Passionspelet« i 1985, skrev avisen Expressen, at ’ækelheden og afskyeligheden vælder frem mod læseren.’ Ingen tog anstød, for det var en naturlig og accepteret måde at omtale homoseksuelle på. Når Dagens Nyheter skrev, at ’der er en lille gruppe homoseksuelle, som i had mod alt og alle spreder AIDS’, så var det noget, som var i orden at skrive. Men vi var midt i det dengang, så vi kunne ikke se det uhyrlige i det. Det krævede 30 års afstand.«

Jonas Gardell troede selv, han var smittet:

»Efterhånden forstod man, at AIDS havde med immunforsvaret at gøre. Men man vidste endnu ikke, at det var en virus. Jeg havde et ringe immunforsvar og blev derfor ringet op af en læge, som sagde, at jeg nok skulle regne med kun at have to år tilbage at leve i. Det er et underligt perspektiv for en 21-årig, der står midt i alt det her med, hvordan man skal leve sit liv og finde kærligheden.«

Men smittet var han ikke, selv om han lige så godt kunne være blevet det:

»Jeg kom til at tænke på i dag, at sidste gang, jeg kan huske, at jeg havde sex uden kondom, var 1985 eller 1986. På det tidspunkt vidste jeg, at man skulle beskytte sig, så det var virkelig dumt gjort af mig. Efter at vi havde haft sex, sagde fyren om morgenen, at han dagen før havde begravet sin elsker, som var død af AIDS. Døden var så utroligt nærværende i vores liv.«

At døden var så tæt inde på livet, blev skræmmende let noget selvfølgeligt:

»Husk på, at homoseksuelle ikke begyndte med at dø af AIDS. De tog i mange tilfælde livet af sig lang tid inden. Selvmordsraten blandt os var meget højere. Alt det, vi kunne læse om os selv – Jean Genet, »Edderkoppekvindens kys« og så videre – gik jo ud på, at vi muligvis kunne få lov at opleve en kort, kort stund af lykke og siden dø. The gay guy must die. Så da AIDS kom, var der ikke noget usædvanligt i, at vi døde,« mener Jonas Gardell, som glæder sig over, at bøsser i dag har mange forbilleder at spejle sig i.

Jonas Gardell måtte i stedet leve videre med skammen over at have overlevet.

»Der var en, der sagde til mig, at jeg talte som en krigskorrespondent. Jeg lød som soldaterne, der kom tilbage fra krigen, og som havde overlevet og med den skyld, som en soldat kan have. Hvorfor dem og ikke jeg?«

I dag græder han måske nok. Men han er også »rigtig vred.«

»Der er journalister, som sikkert kunne have skrevet om dengang, AIDS kom til Sverige, men de har ikke det insider-perspektiv, som jeg har, den hellige vrede, som jeg drives af. Jeg er ude efter endelig at få lov til at aflægge vidnesbyrd.«

Derfor har han også researchet grundigt til bøgerne og citerer nøjagtigt fra et væld af datidens avisartikler undervejs.

»Jeg vil gøre det så effektivt og så kyndigt som muligt. Jeg er som en anklager i en domstol, for ellers vil I sige, at jeg lyver. I vil sige, at jeg overdriver, eller at det ikke er sket,« forklarer han. »Der er en stor vilje til historieforfalskning, som har at gøre med vores selvbillede som et tolerant, liberalt land. Og her har jeg så en forbandet pligt. Jeg er egentlig ikke ude efter, at folk skal sige undskyld. Men der findes faktisk læger og journalister, som har skrevet til mig efterfølgende. For eksempel en, som jeg angriber i bog nummer tre, som skrev til mig: ’Hvordan kunne jeg skrive sådan for 30 år siden? Jeg vil bede dig og Benjamin om forladelse.’ Til trods for, at Benjamin er en fiktiv person. Folk er måske godt blevet klar over, at det, de gjorde, ikke var af det bedre. At de har en undladelsessynd. Men hvem er det, de så skal bede om forladelse? De er døde. Nu beder de så Benjamin om forladelse i stedet.«

Titlen »Tør aldrig tårer væk uden handsker« refererer til den reprimande, en ældre sygeplejerske giver en yngre, som passer en døende patient. Det bliver et billede på den panik og den manglende menneskelighed, AIDS-syge blev mødt med, da epidemien hærgede:

»Det er en fortælling med megen skam, men også en fortælling med heltinder,« mener Jonas Gardell. »Som nu den sygeplejerske, der tog sig af det første barn, der døde af AIDS i Sverige. Et barn, som var blevet født i udlandet, og som var blevet smittet gennem blod. Som ikke havde forældre her, og som var indlagt i Göteborg. Sygeplejersken havde fået strenge ordrer af hospitalsledelsen til, at hun på ingen måde måtte røre barnet. Et barn skulle ligge helt alene og dø, uden at der var nogen, der holdt det i hånden og trøstede,« siger Gardell, hvis tårer løber igen.

»Hun fortalte, at hun alligevel var ulydig og trodsede forbuddet. Hun lod barnet dø i sin favn. Og siden har hun takket Gud hver eneste dag, fordi hun gjorde det. »Tør aldrig tårer væk uden handsker« handler jo ikke om, at man ikke skal bruge mundbind og beskyttelseshandsker på en infektionsafdeling – selvfølgelig skal man det. Ligesom du skal have kondom på, når du har analsex. Men det handler om, hvornår et samfund holder op med at være et samfund. Hvornår holder et menneske op med at være et menneske? Hvornår er vi så bange, at vi lader panikken og skrækken og vores fordomme regere os sådan, at vi holder op med at være mennesker? Hvis denne sygeplejerske havde ladet et fireårigt barn dø alene i smerte og skræk, så havde hun mistet retten til at kalde sig menneske.«

Jonas Gardell betoner, at der stadig er meget at kæmpe for. At være hiv-smittet i dag er »ikke særligt skægt«. Muligvis fik man i 1996 kombinationsbehandlingen, som bremser hivs udvikling i kroppen. Men hvor længe? De fleste hiv-smittede hemmeligholder stadig deres status af frygt for andres reaktioner. Alligevel smittes flere unge bøsser end nogensinde før med hiv i Sverige i disse år. De tror simpelt hen ikke, sygdommen eksisterer, for de har aldrig set et menneske dø.

»I Prideparken sendte vi balloner op for at mindes vores venner, der var døde af AIDS, men for hvert år begyndte folk at tale mere og mere under den ene minuts stilhed, for de havde ingen venner, der var døde af AIDS. Det var kun os gamle bøsser, der stod i et hjørne og huskede. Men efter »Tør aldrig tårer væk uden handsker« er der kraftedeme igen blevet stille i parken. Folk har forstået, at det er vores historie, at vi skal tage den til os og lære af den og være stolte af den.«

Jonas Gardell er ikke bare en populær forfatter, men også en kendt komiker, der er ved at forberede sit nye show, da Berlingske møder ham. Han er den svensker, som flest følger på Twitter, har omtrent status af »rigsbøsse« og er vant til at være en offentlig person: »Når jeg siger noget, bliver det hørt.«

Alligevel er han klar over, at det seneste års tid har været noget ganske særligt:

»Samme uge, som anmeldelserne kom, tog jeg ud til mit sommerhus i skærgården. Det var en smuk sensommerdag. Solen nåede ikke helt igennem. Pludselig var granerne i vejen for solen. Jeg var godt klar over, at jeg nu lukkede døren til en stor og vigtig periode i mit liv. Jeg var meget, meget sorgfuld, vemodig over det. Men samtidig er det sådan, at jeg mere og mere fyldes af en lykke over, at jeg lever. Over at jeg har fået lov til at leve det liv, som mine venner ikke fik. Jeg har to børn, jeg har en karriere, jeg har fået lov til at opleve den sommerdag, hvor solen ikke rigtig trængte igennem,« siger han.

»Men jeg er også klar over, at når jeg skal lave noget, så skal det være modigt. Hver gang, man laver noget, må det være en højst mulig realitet, at det kan gå ad helvede til. Og det bliver jeg bare i vældig godt humør af. En katastrofe er bare en katastrofe. I afslutningssangen på mit nye show er der nogle linjer: »Det her er alt, jeg vovede, de dage, modet rakte«. I det findes en bevidsthed om, at der er dage, hvor modet ikke rækker. Hvor vi er feje, skammer os, afstår og lader andre bestemme over vores liv. Så de dage, hvor vi har modet, må vi sørge for at blomstre.«

Læs den femstjernede anmeldelse af første del af »Tør ikke tårer værk uden handsker« i morgen.

Blå Bog:

  • Jonas Gardell

  • Født 1963 i Täby uden for Stockholm

  • Forfatter, komiker og sanger. Flere romaner udgivet på dansk, ligesom flere af hans teaterstykker har været spillet i Danmark. Har skrevet manuskript til Susanne Bier-filmene »Pensionat Oskar« og »Hånden på hjertet«.

  • Gift med TV-værten og forfatteren Mark Levengood. Har børnene Amos og Olga.

  • Aktuel i Danmark med første del af romantrilogien »Tør aldrig tårer væk uden handsker«, som er udkommet på forlaget Tiderne skifter. En TV-serie, der blev Årets TV-drama i Sverige, er baseret på romanerne. Ingen dansk TV-station har indtil videre købt serien.