»Jeg har haft lidt travlt de sidste 20-30 års tid«

Steffen Brandt vil gerne frabede sig ærespriser. TV-2 udgiver de samlede værker i box, når det ikke kan være anderledes, og det ikke er forbudt at kigge fremad.

»Vi er jo en nation, som er lammet, som lige nu lider af en fuldstændig mangel på evne til at kunne overskue vores liv, vores fremtid, vores hele situation. Vi er bange,« mener Steffen Brandt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup

Steffen Brandt frygtede det. »Tænk sig, hvis det ikke medfører noget som helst fremadrettet,« siger han.

Vi spiser Croque Monsieur på Café Englen i Aarhus. Den krukkede udgave af parisertoast. Hvorfor Brandt mener, at det bør holdes ude af artiklen.

»Det sender jo et helt forkert signal,« siger han med den tvetydighed og dobbeltbund, der nu i 30 år har karakteriseret hans persona på den offentlige scene.

Vi taler om det samlede værk. Boxen »Bag duggede ruder« er klar. Med 19 studiealbum. Fra »Fantastiske Toyota« (1981) frem til »Showtime« (2011). Samt live-DVD og 2 CDer med ikke tidligere udgivet materiale og remix med mere.

»Jeg frygtede, vi ikke ville nå til nogen erkendelser omkring det. Hele mit projekt er jo - målt med den afmålte tid, der er og uden at blive fuldstændig sentimental - at nå nogle erkendelser, der fører fremad. Ting, der trænger til at blive erkendt,« siger manden, der har skrevet alle TV-2s sange.

For få år siden modtog det engang selvudnævnte »Danmarks kedeligste orkester« en ærespris til Danish Music Awards. En melding, bandet fik på forhånd. Ifølge Brandt modtog man meddelelsen uden større glæde. Faktisk mødte de kun op, fordi deres nyeste album ligeledes skulle prises. Hvilket er en hovedpointe omkring TV-2 og deres nye box-sæt. Man skal ikke fejre fortiden, men forfølge fremtiden.

»Vi havde det sådan, at no way skal vi have en ærespris. Vi er slet ikke nået dertil, hvor vi skal have ærespriser. Vi syntes, det var upassende. Vi har faktisk altid haft en meget stor ulyst til at kigge tilbage, fordi vi var lige i gang med noget, der skulle den anden vej,« siger Brandt.

Altså med »ting, der trænger til at blive erkendt«?

»Ja, og der er virkelig meget af det, som tiden er lige nu. Ting, der har brug for al den værdi, der overhovedet kan mobiliseres af folk som mig, til at træde til med et bud på en kollektiv erkendelse.«

Hvad tænker du på?

»Vi er jo en nation, som er lammet, som lige nu lider af en fuldstændig mangel på evne til at kunne overskue vores liv, vores fremtid, vores hele situation. Vi er bange. Hvad venter der? Lukker din avis? Hvad siger de ovre i London? Hvor længe sidder vi her? Vi er blevet en meget frygtsom nation.«

Hvor ser man det?

»Jamen, er der overhovedet nogen derude, der mener, de sidder sikkert i sadlen? Nej, det er der ikke. Du kan ikke sidde og snakke med en journalist, en lærer, en sygeplejerske, en mekaniker, som ikke har en fornemmelse af, at hans eller hendes livs kår kan forandres grundlæggende fra den ene dag til den anden. Som ikke er bange for, at lige netop det sker. Den slags skaber ikke ligefrem overskud. Det får alt til at stå stille. Og så må nogen gå ind og levere en eller anden form for risikovillighed eller offensiv, og det er jo kunstens opgave.«

Og det skal omsættes i sange?

»Ja, det er opgaven, som jeg ser det. Når man dykker ned i, hvad vi har begået gennem årene, har det også været modellen. Og det er underligt at se, at allerede med »Fantastiske Toyota« opererer vi med en erkendelse af, hvad der ligger og venter derude med hende kvinden, der sidder i Toyota’en og med den der aflæsning, jeg som en frygtløs 20-årig kaster mig ud i. Ikke at det siges klart. Men der er en skyggeside, vi fornemmer, men ikke aner omfanget af. Allerede på »Beat« er der så den dér »De sidste lyse timer«, som ikke er for sarte sjæle. Det er en beskrivelse af et vanvid mellem to mennesker i den måske smukkeste melodi, jeg nogensinde har skrevet. Der er ingen refleksion, bare en nær beskrivelse af, at sådan her er det.«

Har det ikke været TV-2s og ikke mindst dit projekt gennem årene at forsøge i tre minutters sange at fortælle, at sådan her er det lige nu?

»Jo, med streg under forsøge. Og »Fantastiske Toyota« kan i den grad synges i dag. Den er meget tæt på at være i familie med »De første kærester på månen«, som har netop den fælles erkendelse. Når »De første kærester på månen« bliver en slags signatur for 00erne fra os, er det jo, fordi du fra scenen kan se både folk på min egen alder samt børn, der ikke er i nærheden af at ane, hvad den i virkeligheden handler om, stå og synge: Og nu er vi landet her/ vi har hvad vi skal have/ og vi er stadig stående ... De voksne har jo en følelse af at få deres erfaringsgrundlag beskrevet. De finder det befriende, at nogen ser og læser det vilkår, deres liv er levet på. At nogen anerkender indsatsen. Det er noget, jeg hæfter mig meget ved.«

Har dine sange ikke altid kredset om det der med en tilbageholdenhed med at leve livet, »Kys det nu ...«, »Hele verden fra forstanden« med linjerne »uret tikker, hjertet banker/hele verden fra forstanden/gør dog noget/løb for livet/brug dog tiden/elsk hinanden ...?

»Sangene har altid haft livets store spørgsmål ind over, ja. Men undersøger man »Hele verden ...«, finder man forhåbentlig også det der lag, hvor man kan aflæse: »Rolig nu, det skal nok gå. Vi er på vej.« Den sang er jo fyldt med en forløsende kraft. Det er jo en form for besværgelse.«

Så hvis vi lige nu lever i en lammet nation, så må der skulle en ordentlig opsang eller besværgelse til på næste plade?

»Når man ser på de besværgende sange, der er nødt til at komme nu, så bliver det alvor, ja. Der er virkelig brug for al den besværgelse, vi kan mobilisere. Brug for, at nogen stiller sig op og satser noget, forfølger en idé uden skelen til risiko. Ser du på vores politiske debat i øjeblikket, så er ideen fuldstændig fraværende. Ikke for at gå ind i et politisk trakasseri, men man pålægger sig selv tavshedspligt, når noget brænder på. Der er ingen visioner, ingen ideer, intet mod. Der er intet, der har en forløsende effekt på os, som gerne skulle være vælgere også til næste valg.«

Men hvad skal der til?

»Vi står jo her og er alle sammen grebet af den stemning med at skulle stille havemøblerne tilbage. Det er jo en trist bevægelse. Man tænker; jamen, de er jo næsten ikke blevet brugt. De har bare stået og råbt på olie, lak eller fernis. En stemning af mismod breder sig. Og det uanset om man er ramt af dagpengereform eller ej. Og så skal nogen stå for det modsatte. Det er også derfor, vi på fredag (i fredags, red.) stiller op med en gratis koncert hernede på Bispetorv (Aarhus, red.). Simpelthen for at give os selv en lejlighed til at sige til publikum: »Prøv lige at høre her; det er ikke slut endnu. Faktisk er det ikke slut, før det er slut«. Så kan man komme iført frakke og luffer og klappe med. Nogen skal gøre noget, andre ikke har regnet med. Og nej, det er ikke salgstale fra min side. Det sker uden kalkule og med risiko for at gå til i blæst og regn. Og det er - blandt så meget andet - hvad der skal til.«

Hvordan har dit virke som sangskriver ændret sig gennem de 30 år?

»Jeg kan ikke se mig selv som andet end en, der må være til stede i nuet, som det jeg nu engang er, en sangskriver. Der er ikke noget helligt i det, der er ikke et kald, der er bare en konstatering af, at hvis man får sådan en hånd, som jeg har fået, så må man spille den, og man må ikke forspilde sine chancer eller muligheder. Og hvis man skal sætte en eller anden overskrift på det her projekt, på de dér 30 år, så er det: Du må undskylde, jeg har glemt at ringe og lægge en besked/jeg har haft lidt travlt de sidste 20-30 års tid, (fra »Tornerose«, albummet »Kys bruden«, red.).«

Og det er dig selv, vi taler om, altså Hr. Brandt selv?

»Ja. Der er jo en udvikling, jeg ikke kommer uden om. Altså, det der »jeg«, der er gået gennem de sidste tre årtier, den der type, der med en drenget charme lige kommer lidt for sent, ikke lige har nået at få en gave med til det dér bryllup, og »det går jo nok, og det er jo bare mig«, men må sande, at nej, det gør det ikke. Du kommer til tiden, og du har gave med. Færdig! Længere er den ikke. Det dér med »travlt de sidste 20-30 års tid« passer på mig. Alle i min omgangskreds kan genkende mig i det. Men der kommer også et tidspunkt, hvor man må sande, at man sjusker sig ikke gennem livet. Og det er mine sange jo også fyldt med. Valg, der burde være truffet såvel som valg, der ikke burde være truffet, men blev det i en eller anden form for uopmærksomhed.«

Hvordan?

»De personer, der optræder i sangene har ikke bare haft svært ved at træffe valg og har dertil ofte forsøgt sig med »det går nok«. Og der må man se i øjnene, at det simpelthen ikke er godt nok. Det er ikke godt nok i et liv ikke at anstrenge sig, ikke at gå ind i kampen. Det er et krav. Og det agter jeg at stille hver dag. Kan du huske den dér Talking Heads-sang: You may ask yourself: How do I work this (»Once in A Lifetime«, red.)? Det bør man jo begynde hver dag med. Det er ikke et spørgsmål, om du skal det her, næh, det er et spørgsmål om hvordan. Det er nok til at få mig op som sangskriver om morgenen og over i baghuset, hvor jeg så går i gang.«

Nostalgi er utidighed for Steffen Brandt. Alligevel ligger boxen der. TV-2 finder ærespriser upassende. Alligevel tog de imod en. For det er okay at rydde op, såvel som at blive anerkendt. Så længe man er »stadig stående.«

»Jeg har ikke kigget tilbage i 100 år. Jeg har ikke haft behov for det. Men du får en eller anden form for klarhed, fordi du tvinges til at forholde dig til; hvad var det hele så for noget? Jeg kan kun sige, at jeg har ikke haft nogen længsel i denne forbindelse efter, at det burde have været noget andet, end det der nu ligger, og som folk selv kan forholde sig til,« siger sangskriveren.

Resten er tydeligvis tilbage til fremtiden for Steffen Brandt. En vis ydmyghed er at foretrække. Uanset om man indtager Croque Monsieur eller parisertoast. For er det ikke nok at blotlægge sin sjæl, skal man nu også udlevere sine spisevaner?