Jeg har haft en række aha-oplevelser

I årtusinder har hvide heteroseksuelle mænd domineret verdenshistorien. Det skal være slut, mener Henrik Marstal. Som debattør er han drevet af en stærk retfærdighedssans, der blev næret, da han blev mobbet som barn.

Henrik Marstal har selv været udsat for særdeles grove kommentarer på nettet og mener, at det er et stort demokratisk problem. »Uanset om man er enig i en persons standpunkter eller ej, så har vi da tabt som demokrati, hvis de talentfulde og indsigtsfulde bakker ud af debatten alene på grund af mobning og ukonstruktiv modstand fra nettets kværulanter,« siger han. ?Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

For et års tid siden fik Henrik Marstal nok. En mand fra reklameverdenen søgte job, og nogen havde i den forbindelse lavet et opslag på Henrik Marstals facebook-væg. Henrik Marstal kendte ikke manden, og han undrede sig over, hvorfor hans facebook-side skulle facilitere jobsøgningen – især da han fandt ud af, at reklamemanden havde været med til at lave Oddset-reklamerne med punchlinen »Der er så meget, kvinder ikke forstår«.

»I min optik er det nogle ret sexistiske reklamer, som ikke hører til i et moderne Danmark. Så i en kommentar til opslaget skrev jeg: »Der er så meget, sexister ikke forstår«. Og så tænkte jeg ikke mere over det,« fortæller Henrik Marstal.

Men så brød helvede løs. I løbet af få timer blev Henrik Marstal ramt af en shitstorm af for ham hidtil ukendte dimensioner.

»Det viste sig, at reklamemanden var venner med en hel masse fra det københavnske kulturparnas. En stor gruppe af kendte og semikendte mænd i 40erne og 50erne fandt lynhurtigt hinanden og svinede mig til. De var nådesløst aggressive. Deres budskab var, at jeg var fuldstændig forskruet og så sexisme alle steder. Jeg kunne mærke en opsparet frustration over min person fra flere af dem. Selv folk, som jeg troede var mine gode bekendte, vendte sig mod mig og fandt det desuden vældigt underholdende, at jeg blev nedgjort og latterliggjort. Der er mennesker, som jeg desværre ikke længere er på talefod med i dag, fordi det var så groft.«

Henrik Marstal fik ondt i maven på grund af oplevelsen. Smerterne og uroen varede ved i tre uger, men da han begyndte at få det bedre, tænkte han, at det skulle være løgn. Og så gik han med egne ord »all-in« som kønsdebattør og erklærede som en af de første danske mænd offentligt, at han er feminist.

Kønsdebatten – og den til tider barske tone – er ikke nogen ny bane for ham. I sommeren 2013 trak han stikket til sin blog om kultur i Politiken, hvor han ofte kom forbi forskellige ligestillingsproblematikker.

»Jeg stoppede nærmest fra den ene dag til den anden, fordi der foregik en form for utrættelig voksenmobning. Ligegyldigt hvad jeg skrev, så var der en gruppe mænd, som var klar til at håne og nedgøre mig. Jeg var nødt til at stoppe for at få lidt luft. Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg var udsat for alvorlig og systematisk mobning i min skoletid. Når man er blevet det, har man nogle sår, der aldrig bliver helet.«

Henrik Marstal feminist, blogger og musiker Fold sammen
Læs mere

I dag rører angrebene ham ikke på samme måde.

»Jeg er blevet skarpere på, hvad jeg mener, og hvad jeg står for – og så kan det nok heller ikke blive meget værre, end det, jeg allerede har oplevet.«

Følte sig ramt

Henrik Marstal er musiker, ph.d. i musikvidenskab, komponist, medlem af Statens Kunstfond og forfatter. Hans vej ind i kønsdebatten er gået via musikområdet, hvor han i en del år har været en brugt ekspert og debattør.

»Der er ikke nogen enkeltstående ting, som har været afgørende og fået mig til at diskutere ligestilling. Jeg har løbende haft en række aha-oplevelser, som har åbnet mine øjne for, hvor »kønnet« vores samfund egentlig er,« fortæller Henrik Marstal.

En af aha-oplevelserne ramte, da han var med til at lave kulturkanonen på musik­området, som udkom i 2006.

»Vi fik en masse kritik, og det var vi forberedte på. Ligegyldigt hvad vi valgte, ville der jo altid være nogen, som synes, at vi skulle have valgt noget andet. Men noget af kritikken gik på, at det næsten kun var mænd, der var repræsenteret i kanonen. Og den kritik gjorde mig virkelig rasende. Jeg syntes, at det var unfair, for vi havde jo valgt ud fra kvalitet og ikke alle mulige andre parametre.«

Henrik Marstal blev så sur, at han til sidst var nødt til at spørge sig selv hvorfor.

»Og det var jo selvfølgelig, fordi jeg et eller andet sted godt kunne se, at kritikerne havde fat i noget. Måske var vores kvalitetsbegreb kønnet, uden at vi var bevidste om det? Normen er jo, at musik bliver lavet af mænd, og vi forbinder normen med god kvalitet. Vi er vant til, at et band består af fire mænd. Hvis bassisten eller trommeslageren er kvinde, så studser vi over det,« siger Henrik Marstal, der indledte sin løbebane som kønsdebattør ved at beskæftige sig med kvinders generelle underrepræsentation i musikbranchen og langsomt bevægede sig videre ind i den mere generelle køns- og ligestillingsdebat.

Her har han blandt andet angrebet mænds ret til at købe kvinder og opfordret alle mænd til at problematisere, hvis deres venner befamler eller bruger nedsættende ord om kvinder. Han har anklaget kunstnere som Nicolas Winding Refn, Outkast og Suspekt for at lave misogyn kunst. Han har skrevet om kønsroller, voldtægtskultur og dødsvold mod kvinder, og så har han for nylig udgivet bogen »Breve fra en kønsforræder«, hvor han peger på, at alle mænd har et medansvar for at skabe ligestilling.

»Som hvid, heteroseksuel mand tilhører jeg den mest privilegerede gruppe mennesker, der har en fuldstændig dominerende position i verdenshistorien. Vi hvide, heteroseksuelle mænd har nogle nedarvede normer og privilegier, som der hersker en blindhed overfor. Jeg prøver især at få mænd til at forstå, at her er altså noget, som vi skal være opmærksomme på. Jeg synes, at jeg gør det rigtige, og det bliver jeg bekræftet i, når jeg oplever de her meget kraftige reaktioner. Det er som regel reaktioner fra mænd, som bevidst eller ubevidst ønsker at holde fast i de eksisterende balancer i stedet for at tænke over, at det måske ville være bedre for os alle, hvis verden var mere ligestillet. Det tror jeg. Det ville for eksempel også frisætte mænd for de roller, der bliver trukket ned over hovedet på dem.«

Formet som menneske af mobning

Henrik Marstal kommer fra Esbjerg. Hans forældre er klassiske musikere, og han er vokset op i et miljø, der var koncentreret omkring byens konservatorium.

»Jeg har på mange måder haft en privilegeret opvækst med en masse kultur og sådan set også et stort udsyn, men det var også et helt utroligt hetero-normativt miljø, hvor mænd var én ting, og kvinder en anden ting. Og mænd var til kvinder, og kvinder til mænd. Hvis der var nogen homoseksuelle, skjulte de det sørme godt. I hvert fald opdagede jeg aldrig noget i den retning.«

»En stor gruppe af kendte og semikendte mænd i 40erne og 50erne fandt lynhurtigt hinanden og svinede mig til. De var nådesløst aggressive.«

Posted by Berlingske on 19. juli 2015

Henrik Marstals mor flirtede i en periode lidt med rødstrømpebevægelsen, og hjemmet flød med bøger som »Kvinde kend din krop» og Vita Andersens værker. Som det videbegærlige barn, Henrik Marstal var, fik han hurtigt færten af, at verden måske ikke behøvede at være, som den typisk var i 1970ernes og 1980ernes Esbjerg. Og han undrede sig meget tidligt over, at mænd kunne købe en kvinde til sex.

»Det virkede helt forkert på mig.«

Henrik Marstal kunne både læse og regne, da han begyndte i skole, hvor lærerne kvitterede med deres store bevågenhed. Det huede ikke alle, og Henrik Marstal tror, at det var medvirkende til, at han blev mobbet gennem størstedelen af sin skoletid af nogle få drenge i klassen.

»Jeg levede heller op til den stereotype forestilling om en rask dreng. Jeg var lidt mere skrøbelig, lidt mere forfinet, lidt mere følsom, og jeg var heller ikke så fysisk stor af vækst som de andre drenge.«

I dag tror Henrik Marstal, at mobningen har været med til at forme hans engagement i samfundsdebatten.

»Det har fået mig til at føle mig som en minoritet, og jeg tror, at det har fået mig til at identificere mig med dem, der ikke er helt så privilegerede. Følelsen af at stå udenfor har også givet mig en stærk retfærdighedssans, og det har drevet mig langt som debattør.«

En anden drivkraft er, at der sker noget. Kønsdebatten har momentum i medierne, og Henrik Marstal oplever, at området er begyndt at flytte sig, og at der er opstået en eftertænksomhed.

»Kønsdebatten er blevet et mainstream-agtigt emne. De store aviser skriver velvilligt om den, og når et program som »Go’aften Danmark» afsætter 28 minutter til at diskutere sexisme, som det var tilfældet i februar, når diskussionen ud til rigtig mange mennesker.«

Men selv om det rykker lidt nu, tror Henrik Marstal, at det er mænd, som i dag er under 30 år, der på længere sigt kommer til at skabe de virkelig store forandringer på hans køns vegne.

»Jeg venter med længsel på, at der kommer en ny generation af mandlige debattører frem, som også er feminister, og som er klar til at gå ind i kønsdebatten. Jeg ved, at de findes. Lige nu er de måske lidt for unge til at begynde at debattere, men jeg ved, at de er der – de unge mænd, som ikke er bange for at sige: Lad os afhænde patriarkatet og få et ligeværdigt samfund for alle.«

Én ting må imidlertid gerne ændre sig i mellemtiden. Tonen. Det gælder både samfundsdebatten i almindelighed og kønsdebatten i særdeleshed.

»Tonen kan være så utrolig grov, og jeg kan se, at mange andre også oplever det. Det er et stort demokratisk problem. Hvis mennesker, der har noget at byde på i debatten, ikke har en psykisk konstellation, hvor de kan klare de her shitstorms, så trækker de sig. Derfor mener jeg også, at vi skal til at se meget mere alvorligt på hele nethadsfænomenet. For uanset om man er enig i en persons standpunkter eller ej, så har vi da tabt som demokrati, hvis de talentfulde og indsigtsfulde bakker ud af debatten alene på grund af mobning og ukonstruktiv modstand fra nettets kværulanter.«