Jeg har haft det ligesom Jeppe

Ole Thestrup står foran en af sin karrieres helt store udfordringer, når Det Danske Teater på tirsdag har premiere på »Jeppe på Bjerget« med den populære skuespiller i titelrollen. En rolle hvor han trækker på 27 år som drikkende alkoholiker.

Foto: Vibeke Toft Fold sammen
Læs mere

»Jeg spillede Jacob Skomager. Ole Ernst var Jeppe. Og vi havde edderperkeme tømmermænd begge to. Jeg var for længst i den fase, hvor jeg ikke længere fik hovedpine, men abstinenser af at drikke. Vi havde haft en uges pause på teatret, og jeg havde givet den en ordentlig skalle. Jeg skulle bare have stoppet tre dage inden, vi skulle spille igen, men jeg holdt først op dagen før. Med det resultat, at jeg var ædru. Men jeg kunne ikke holde på en flaske, og jeg skulle jo skænke snapse op til Jeppe hele tiden. Alt gik på mig. Det var fandeme ikke sjovt,« fortæller skuespilleren Ole Thestrup om et af sine værste øjeblikke på teatret.

»Men der lærte jeg det, som alle alkoholikere lærer, så man kan holde rystelserne væk,« siger han og demonstrerer, hvordan man kan stabilisere sine bevægelser ved at lade pegefingeren flugte med flaskehalsen.

Nu er der kun cola i Ole Thestrups flaske. Han er tørlagt alkoholiker -»jeg spiser end ikke en romkugle«- og han har været det i ni år. Berlingske Tidende har vækket ham. Ikke i baronens seng, men på en slidt sofa i teatrets kantine mellem to krævende teaterprøver. Han er vendt tilbage til »Jeppe på Bjerget«, men står nu mere end 20 år senere over for en af sin karrieres absolut største udfordringer, når han på Det Danske Teater fra i morgen er avanceret til titelrollen i Holbergs berømte komedie fra 1722.

»Det er en af de roller, som er mest sammensat i dansk dramatik. På kort tid går Jeppe fra det ene følelsesmæssige yderpunkt til det andet. Det er svært teknisk at spille. Man skal naturligvis have kræfter - men rollen er først og fremmest indfølingsmæssigt udfordrende.«

Ønskerolle

»Jeppe på Bjerget« er klassikeren om fæstebonden, der både drikker og får stryg af sin utro kone, og som herremanden og hans lakajer udsætter for en grovkornet practical joke - en magtleg, der er lige ved at løbe dem af hænde. Jeppe, der tror, han pludselig er blevet herremand, begynder at lege med og tage styringen. Mens andre skuespillere nødigt taler om ønskeroller, har Ole Thestrup aldrig lagt skjul på, at Jeppe var en drømmeopgave. Jeppe er samtidig hans første reelle hovedrolle, selv om han har været færdiguddannet skuespiller siden midten af 1970erne:

»Det føles dejligt. Men grunden til, at det ikke er lykkedes mig før, er jo, at jeg i 27 år af min karriere drak en grusom masse spiritus. Med det resultat, at min hukommelse og min koncentrationsevne kun rakte til mindre roller. Drikkende alkoholikere lider af paranoia: »Jeg er meget bedre end dem, de kan bare ikke se det.« Men når jeg ser i bakspejlet, var der stor grund til ikke at give mig kæmpestore opgaver. Når det så er sagt, så er der heller ikke så mange roller, som ligger indlysende for mig. Dem, der så er, håber jeg at kunne spille her i mit livs efterår.«

Har oplevet det hele

I Alexa Thers iscenesættelse er Ole Thestrups Jeppe placeret i et tidløst miljø skrællet for teatersjællandsk og alle forsøg på at skabe gammeldags Holberg-teater med halm i træskoene:

»Jo mere du ræber, prutter, bander, æder, drikker og taler sjællandsk, jo mindre fatter publikum, hvad det handler om. Jeg håber, vi i vores udgave får vist både magten - personificeret ved baronen og hans folk - og afmagten i Jeppes fornedrelse. Jeppe er et offer, men er hurtig på aftrækkeren og tager magten, hvis han får mulighed for det. For det er også et spil om, hvad der sker, hvis man får bestemmelsesret over andre. Det er der jo mange moderne eksempler på. Nu har jeg lige siddet og set retssagen mod Saddam Hussein i TV.«

Ole Thestrup medgiver gerne, at han trækker på sine egne - dyrekøbte - erfaringer, når han går på scenen.

»Jeg har været i Jeppes situation. Jeg har også været afhængig af alkohol. Og jeg bruger da også mig selv og mine forliste ægteskaber, der indimellem til forveksling lignede Jeppes og Nilles scener. En af mine koner er jeg sikker på, var mig også utro, som Nille nu er med degnen. Jeg har oplevet det hele.«

Hvorfor drikker Jeppe?

»Han siger selv hvorfor, men det er den typiske alkoholikers søforklaring: »Jamen, det er fordi min kone boller ved siden af og oven i købet tæsker mig - og min arbejdsgiver giver mig mindre i løn og skælder mig ud, når jeg kommer for sent.« Men hvad kommer først, hønen eller ægget? Jeppe undskylder sig selvfølgelig med, at det er alle andres skyld end hans egen. Men i næsten alle tilfælde kommer alkoholismen først. Derefter begynder problemerne at opstå. Konen finder en anden, fordi manden ikke gider gå i seng med hende mere. Firmaet går ad helvede til og direktøren skælder ud.«

Hvorfor drak Ole?

»Alle drikker jo mere eller mindre. Med få undtagelser. Og så er mennesket indrettet sådan, at ca. hver tiende af alle, der har et overforbrug af alkohol, bliver alkoholikere. Fælden smækker bare lige pludselig. En dag kan man ikke bare gå i bad, tage en kop kaffe og en albyl og så vente med at drikke. Pludselig har tømmermændene ændret sig til noget endnu værre - abstinenser og angst. Hovedpinen er væk. Man kaster ikke op. Men til gengæld er man fyldt af psykisk smerte, og fysisk lider man af koldsved, rystelser og kan ikke engang skrive sit eget navn. Med mindre du tanker op. Så er man helt normal og virker ikke beruset. Men som årene går, er balancen svær at styre. Det er nemt at få for meget eller for lidt. Og så kan man ikke arbejde ordentligt.«

Kunne ikke mere

Sådan var det for Ole Thestrup i mange år. Den næsten 30 år lange druktur blev dog afbrudt, når han havde engagementer. I perioder med jobs tvang teaterdirektørerne ham på antabus, for alle vidste, han drak. Det har været med til at redde hans liv, mener han. Ind imellem var der så spruttågerne, spiritusdommene og overskrifterne. Værst naturligvis, da han i juli 1988 i en ordentlig brandert gik amok om bord på et British Airways-fly til Los Angeles. Kaptajnen måtte nødlande i Canada, hvor Ole Thestrup blev idømt tre måneders fængsel. Han blev sat fri efter at have afsonet 43 dage, og flybilletten hjem blev betalt af en indsamling startet af en dansk pølsemand.

»Flyveturen - herregud, det var bare en lille ting. Den sidste alvorlige konsekvens, der fik mig til at gå i behandling, var mere eller mindre et selvmordsforsøg. Min nuværende familie slog hånden af mig og smed mig ud. Jeg boede på Nørrebro i nogle få uger. Så kunne jeg ikke mere. Tog min bil - jeg havde kørekort på det tidspunkt - og kørte lige ind i en mur. Med vilje. Men det var et meget lille selvmordsforsøg. Mekanikeren sagde: »Ole, det har godt nok taget 55.000 kroner at få lavet bilen. Men jeg vil tro, du har kørt 15 km i timen.« Jeg ser det som et råb om hjælp. Overskrifterne kom dagen efter - og dagen efter kom hjælpen.«

Ole Thestrup fik kontakt med Dansk Afholdsforening og blev tørlagt. Et stykke tid efter kom succesen også. I år 2000 blev han Bodil-nomineret for sin skydegale jæger i »Blinkende lygter« og fik stor anerkendelse for sin indsats i teatersensationen »Woyzeck« på Betty Nansen Teatret.

»Det var min hjerne, der skulle regenereres totalt. Lige efter at jeg var blevet ædru i julen 1997, havde jeg et teaterjob. Verdens mindste rolle. En af de fede mænd i »Livsens ondskab« på Amager Scenen. Jeg drak ikke og var på antabus, men jeg var så langt ude med hensyn til hukommelse og koncentration, at jeg måtte skrive de seks replikker, jeg havde, på A5-plancher og klistre dem op ude i kulissen, når jeg skulle ud og ind. Ellers kunne jeg kraftedeme ikke huske, hvad jeg skulle sige. Hukommelsen kommer ikke igen måneden efter. Det tager mange, mange, mange måneder. De sagde til mig i min behandling, at der i mit tilfælde ville gå halvandet år. Det passer lige præcis med år 2000. Et halvt års tid forinden var det begyndt at gå stærkt med hukommelsen, bl.a. fordi jeg var startet med at nørkle med en computer. Alle de celler, der ikke kunne noget mere, skulle overtages af andre.«

Typecasting er i orden

Men Ole Thestrup er ikke bitter. I dag har han et godt familieliv. Han har det godt med arbejdet, og økonomien er i orden, for han og hans kone har sat sig billigt i et hus på landet, på Tuse Næs ved Holbæk. Hyren tjener han rimeligt let, for når der er brug for en fidelt smiskende eller truende bonderøv, der pludselig bliver farlig midt i al den jyske gemytlighed, ringer man til Ole Thestrup. Men mens alle andre skuespillere taler om, at de ikke vil sættes i bås, bekymrer det ham overhovedet ikke:

»Jeg nærmer mig 60, og jeg har det bedst med at vise de ting, jeg kan. Hvis du skal have lavet en ny hoveddør, og naboen har fået lavet en flot én, så kalder du på den tømrer, der har lavet den dør, og som er god til det. Man kan selvfølgelig lave så mange døre, at man hellere vil snedkerere vinduer og trapper. Men vi mennesker har det bedst med at lave ting, vi ved, vi kan magte - det er lidt ligesom at køre rundt i en jaguar, hvor du aldrig får brug for de sidste halvandet hundrede hestekræfter, du måske er i besiddelse af. Det er værre som skuespiller at blive sat til ting, hvor talentet ikke helt rækker.«

Nu har mange ment, at Ole Thestrups talent rækker til Holbergs Jeppe. Og som han selv udlægger det:

»Nedturen har jeg prøvet mere end de fleste. Men jeg ville ikke være den skuespiller, jeg er, hvis jeg ikke havde den kæmpe, dyrekøbte erfaring, som sgu lige så godt kunne være endt med døden.«

»Jeppe på Bjerget«. Af Ludvig Holberg. Iscenesættelse: Alexa Ther. Scenografi: Rikke Juellund. Det Danske Teater. Turné i hele landet. Se hvortil på www.detdansketeater.dk.