Jeg har følt, at jeg skulle bevise, at jeg var god nok

Solen skinner ned over Elmegade på det indre Nørrebro i København, mens cyklister og en propfyldt linie 3 suser forbi ned mod travle Nørrebrogade.

Cafeerne i det populære gå-i-byen-område er også fyldt godt op, og kvarteret omkring Sankt Hans Torv er præget af en voldsom juletrængsel.

Özlem Saglanmak har på gåben har fundet vej til det aftalte mødested i den bydel, hun elsker mest i hele København.

»Her er en utrolig mangfoldighed,« som hun udtrykker det.

Özlem Saglanmak har boet på Nørrebro hele sit liv og er vokset op i de socialt belastede højhuse i Lundtoftegade, en gade som er mest kendt for sine skyggesider med en del ballade og kriminalitet. Men helt så slemt, som det fremstår i medierne, mener Özlem langt fra det har været, selv om hun kalder området »lukket«. Børnene i området legede meget sammen, og Özlem husker det som en god opvækst trods det brogede miljø.

»Der sad altid drankere på en bænk lige ved siden af min opgang. De var harmløse og søde. Men man kunne da også finde kanyler rundt omkring i buskene, og vi fik at vide, at vi skulle passe på med at gå igennem Nørrebroparken, for der var unge piger, som blev voldtaget. Men jeg var fuldstændig ligeglad. Jeg gik på ungdomsskole om aftenen og gik glad igennem parken midt om natten. For jeg var overbevist om, at jeg skulle nok kunne klare mig. Men det havde jeg nok ikke kunneteoretisk - jeg har altid været en lille splejs; enormt tynd og lille.«

Özlems indstilling var ikke at gå rundt og ligne et offer, og det socialt belastede miljø fik ikke lov at gå ud over hendes udlængsel. Hun har altid gået sine egne veje, og mens andre efter gymnasiet rejste på interrail i Europa eller tog til Fjernøsten, smuttede Özlem sammen med en veninde på en vovet fire måneders rundtur i Syrien, Libanon, Jordan, Georgien, Egypten, Israel og Tyrkiet.

»Jeg var 18, fandenivoldsk og skulle ud at opleve det hele og stå på egne ben.«

På samme vis har hun gået sin egne veje, når det gjaldt karrierevalg. Moderen ville helst have, hun blev læge, advokat eller ingeniør, men dramatimerne i folkeskolen havde givet hende lyst til en skuespilkarriere.

»Jeg er nok meget stædig af natur og holdt fast i min drøm,« siger den 26-årige, som er nyudklækket fra Statens Teaterskole i sommer og indtil nu har medvirket i et par teaterforestillinger samt filmen »Halalabad Blues«. Netop nu er Özlem aktuel i musikforestillingen »Midt om Natten« i Folketeatret.

Hendes tyrkiske forældre blev skilt, da Özlem var fem år gammel, men en stærk og sund opdragelse har altid lært hende at stå på egne ben. Moderen, som i dag er folkeskolelærer, opdragede Özlem og hendes to søstre til at være meget selvstændige og uafhængige.

Konflikten mellem de to sider

Alligevel har det hele ikke været en dans på roser for Özlem, som har haft svært ved at finde sin identitet i teenageårene, fordi hun med et ben i både den tyrkiske og danske lejr ikke helt kunne finde ud af, hvilket ben hun skulle stå på.

»Som mennesker er vi flokdyr. Vi vil gerne accepteres og tilhøre en gruppe. Sådan har jeg også selv haft det, og når jeg ser tilbage på min barndom, har jeg gjort nogle ting for at blive accepteret. For at blive ligesom dem, danskerne. Det er en hård kamp, for et eller andet sted vil der - lige meget hvor meget jeg prøver - altid være en eller anden, som går forbi mig på gaden, som siger 'skrub hjem til dit land'. Det kan jeg ikke komme udenom, fordi jeg ser ud, som jeg gør. Det kan jeg desværre ikke ændre. De mennesker, som jeg mødt, som har været sådan, er desværre ikke åbne overfor dialog. De skal bare læsse en masse affald af på mig. Der er ingen kommunikation. Jo, det er der, men den er ensrettet.«

Du siger, du har forsøgt at blive ligesom 'dem'. Hvad mener du?

»Jeg har følt, at jeg skulle bevise, at jeg var god nok. Ikke at jeg var dansker, men at jeg var dygtig nok fagligt. Det har gjort, at jeg er blevet meget perfektionistisk og bevidst om, hvordan jeg fremstår. Jeg har hele tiden ubevidst haft i baghovedet, at jeg skal klare mig lidt bedre end alle de andre for at være lige så god.«

»Jeg har fået sådan en idé om, at mange tror, Tyrkiet er en stor bjerglandsby med geder - og at de kan ikke så meget andet end at slå hinanden i hovedet eller slå hinanden ihjel i æresdrab. Det er hårdt at mærke, at andre folk synes, at en stor del af mig ikke er så fedt. Jeg har følt mig som et undermenneske på en eller anden måde.«

Özlem tager en tår af sin café latte.

»Det er først nu, jeg er lidt mere sikker på mig selv som menneske. Jeg er blevet mere hel og mere voksen og er bedre til at se de ting, som jeg synes er værdifulde, og som jeg er stolt af. Det nemmeste ville jo være bare at vælge side. Enten kan jeg vælge at blive fuldstændig assimileret og glemme alt om min kulturelle baggrund eller blive helt tyrkisk og kun snakke med tyrkere.«

Det er der mange, der vælger.

»Ja, og jeg kan godt forstå det. Det er igen det der med, at vi er flokdyr. Man vil gerne gøre mange ting for at være en del af en gruppe, hvor man er accepteret. Så jeg har forståelse, hvorfor der mange der vælger at leve deres liv på den ene eller den anden måde.«

Hvorfor?

»Umiddelbart er det lettere at lukke en kasse og gemme den væk. Så er der renere linier. Det er mere enkelt end at finde ud, hvor meget jeg skal have af det ene og det andet, og hvordan får jeg det til at passe sammen. Og når jeg gør det, som passer til den ene kasse, så vil det være en anderledes og fremmed måde at agere for den anden kasse og omvendt.«

'Jeg er bare mig'

Özlem Saglanmak kigger håbefuldt ud af vinduet på Sankt Hans torv, hvor de få, der endnu ikke har købt juletræ, i sidste øjeblik kan købe lidt gran med hjem.

»I virkeligheden vil jeg gerne kunne sige, at jeg er dansker, uden at det er ensbetydende med, at jeg er fuldstændig assimileret og vil gøre alt som danskere gør. Jeg synes, vi skal kunne være danskere på mange forskellige måder. At en dansker kan se ud som mig og at en dansker både kan fejre jul og alle andre spændende ting. At vi kan blive lidt mere nuancerede omkring, hvad der er plads til. At det hele ikke bliver så ensrettet og ensformigt.«

Tjeneren på Sebastopol bringer pandekager med syltetøj hen til bordet.

»Jeg vil bare gerne være mig uden at skulle forklare, hvorfor jeg ser ud som jeg gør. Om jeg drikker, om jeg nogensinde har gået med tørklæde og alle de der ting. Det har jeg bare lyst til at løbe skrigende bort fra og sige: 'Jeg er bare mig.' Hvis jeg sidder med en drink i hånden, så lad vær at spørg mig om jeg drikker. Det kan de jo se!«

Så lover jeg at lade være at spørge, hvorfor du ikke går med tørklæde.

»Ja tak! Haha.«

Hvad betyder det, at nogle indvandrere har rettet tankerne mod at vende hjem på et tidspunkt?

»Det er helt klart en hæmsko. Mange har isoleret sig selv, og der opstår ofte en sprogbarriere. Det gør det sværere at skabe kontakt til danskere og dermed udvide sit sociale netværk. Jeg tror, der er mange, som ikke har turdet eller orket at tage kampen op. Også fordi mange har tænkt, at vi tager hjem igen om nogle år. Så hvorfor skulle man. Men pludselig har de siddet her i 30 år og spørger sig selv: 'hvorfor er det lige, at man ikke kan sproget bedre?' Det ,synes jeg, er ærgerligt.«

Özlem hører til den gruppe, der har valgt at tage kampen op uden at glemme sine rødder. Også i teaterverdenen regner hun med at kæmpe nogle kampe.

»Der er nogle ting, jeg ikke bliver taget med ind i. Mine veninder kommer til casting, hvor jeg ikke bliver taget i betragtning, fordi jeg ser ud som, jeg gør. Det kan jeg blive lidt ængstelig over og tænke: 'Åh nej, er vi ikke kommet længere?«

Ængstelig?

»Ja, det nytter ikke noget at blive vred, for der er ikke nogen at vende vreden mod. Det er én stor masse. Det bliver mere en frustration over, at vi er der, hvor vi er, og at vi ikke er længere. Så bliver jeg bekymret for fremtiden.«

Bruger du din kulturelle baggrund i din kunst?

»Det er stadig noget, jeg jonglerer med. Sådan med hensyn til mængden af hvor meget, jeg skal have med af det ene og det andet. Jeg har altid vidst, at jeg kunne være stolt af min tyrkiske baggrund. Og der ligger enormt mange kunst- og kulturskatte og værdier, som jeg også har med. Men jeg har ikke altid følt, at folk omkring mig har syntes, det var spændende. Jeg kan huske en pige fra gymnasiet, som var italiener. Det synes folk var så spændende. 'Narj, du er italiener, fortæl.' Der var aldrig nogen der kom hen til mig og sagde: 'Narj, du er tyrker, fortæl'. Det var ikke lige så eksotisk.«

Hvordan bruger du din baggrund i din kunst?

»Det er ikke noget, jeg bruger aktivt og det er ikke sådan, at nu kommer det tyrkiske frem og nu er kom det danske frem. Men som skuespiller bruger jeg meget mig selv. Min baggrund giver mig nogle flere farver på paletten, og det gør, at jeg kan trække på noget ekstra. Jeg har lidt tusind og en nats eventyr i mig og jeg har en anden måde at udtrykke sorg på. Men jeg ved ikke, om jeg har brugt det så meget endnu. Jeg har endnu ikke spillet noget, hvor jeg skulle bruge det. «