»Jeg har byttet tiden for succes. Og det var et dårligt bytte«

Jussi Adler-Olsen samler på historier. Fra sine rejser, fra medierne, fra gamle minder og fra souvenirs fra svundne år. »Jeg vil aldrig glemme at interessere mig for min omverden,« fortæller bestsellerforfatteren.

Jussi Adler Olsen fotograferet i hans hjem i Allerød. Fold sammen
Læs mere

»1. februar, 1960. Glitrende frost. Klart vejr. Og vi får boller i karry. Det var min livret!«

Jussi Adler-Olsen står helt stille med en lille bog i hånden og øjnene stædigt fæstnet ved sidernes sirlige håndskrift. Den er tydeligt ældet af år, men ordene i den er, som ordene var for 54 år siden. Det er hans mors dagbog - et perfekt minde fra en tid, der ikke længere er, men i et kort øjeblik kan genopleves i de nedfældede hverdagsobservationer.

Minder, dem har Jussi Adler-Olsen nok af. Og han har samlet alle de genstande, der materialiserer dem, i et lille udhus ved siden af sin bolig i Allerød. Der er mælkerationeringsmærker fra hans forældres tid, et par gamle blå badebukser, en elektromotor, han fik foræret af sin fysiklærer i Brønderslev, samtlige Anders And & Co.-blade, souvenirs fra solrige charterture i Sydeuropa, familiebilleder, gamle breve - ting, som for en udefrakommende umiddelbart ligner ren ragelse, men som hurtigt får en særlig signifikans, når de bliver fisket frem fra Jussi Adler-Olsens elefanthukommelse.

»Min mor registrerede alt,« siger han, mens han ivrigt bladrer gennem dagbogen. Det propfyldte udhus giver et klart indtryk af, at det samme gælder ham selv.

Jussi Adler Olsen har sit skrivekontor i sit hjem i Allerød, hvor reolerne er fyldt med ting og sager og gamle historier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

Jussi Adler-Olsen samler på historier. Han gemmer dem, analyserer dem, sætter dem i system og finder en mening med dem, som han finder hylder til dem i sit udhus.

»Jeg vil aldrig glemme at interessere mig for min omverden. For, om folk får en rød pølse eller en ristet. Det er noget, min gamle moster har lært mig. Moster Karen hed hun. Det er så vigtigt,« siger han.

Jussi Adler-Olsen er en af Danmarks mest berømte nulevende forfattere. Hans bøger om vicepolitikommisær Carl Mørck og Afdeling Q er udgivet på mere end 40 sprog og solgt i over otte millioner eksemplarer på verdensplan. De imponerende salgstal er ikke noget, han har bygget op over et helt liv. Tværtimod debuterede han først skønlitterært som 47-årig.

»Jeg har skrabet viden sammen i så mange år. Jeg har læst medicin. Jeg har været i fredsbevægelsen og lavet marcher til Finland. Jeg har komponeret musik til tegnefilmen »Valhalla« på min synthesizer. Jeg har startet en tegneseriebutik op helt fra bunden. Alle de udfordringer, jeg har givet mig selv, har gjort, at jeg føler mig kompetent til at skrive om de ting, jeg skriver om i dag. Nogle kalder det erfaring. Jeg ved ikke, hvad det er. Men jeg har i hvert fald været igennem det. Jeg har så mange ar, at du tror, det er løgn,« fortæller han og trækker op i sit skjorteærme, så man kan se beviset.

Jussi Adler Olsen på gåtur nær hjemmet i Allerød. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

Det er, som om Jussi Adler-Olsen fylder mere, end hans fysiske størrelse umiddelbart afslører. Det ene øjeblik springer han op på et trappetrin og trutter skødesløst i et gammelt horn, han har gemt fra sin tid som spejder. Det næste står han og hiver i bjælkerne til det, der engang skal blive til endnu en tilbygning til hans i forvejen ret udbyggede villa i Allerød. De mange ar, han nævner, er uden tvivl mærker fra et levet liv. Men de er også små vidnesbyrd om alle de gange, hvor han har slået ud med armene, selv om rummet egentlig var for lille. Det giver knubs at have armbevægelser så store, at de når ud over landets grænser.

Jeg læste på internettet i et kommentarfelt til en artikel om dig, at en kvinde under navnet »Helle« ordret skrev: »Jeg indrømmer, at jeg ikke er fan. Ikke bare af Jussis bøger men også ham«. Hvordan har du det egentlig med sådan nogle kommentarer?

»Jeg ved godt, at der er nogen, der tænker sådan om mig. Jeg læste engang, at der var en, der skrev »Ham gider jeg ikke læse, for han er selvfed.« Jeg ved selvfølgelig ikke, om ordet »selvfed« har andre betydninger i yngre generationer, men i min er det meget, meget negativt. Jeg blev ked af det, for jeg synes virkelig ikke, at det er sådan. Men jeg er da godt klar over, at det nok er konsekvensen, når man smider benene op på bordet, mens man bliver interviewet af Lisbeth Østergaard i Go’Morgen Danmark, eller når man insisterer på at stå op til oplæsningerne i stedet for at sidde ned på den der kedelige, klassiske facon. Det kan måske godt virke lidt mærkeligt på nogle mennesker, men sådan er jeg altså. Og det har intet med selvfedme at gøre.«

Jussi Adler Olsens nyeste bog, »De Grænseløse«, er blevet godt modtaget af de danske anmeldere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

Den vigtigste årsag til, at Jussi Adler-Olsen valgte forfattergerningen, var, at han ville have tid, fortæller han. Tid til sit liv, sine venner, guitaren og sin søn. Han ville lave pandekager og være husmor. Og så ellers bare skrive ved siden af, indtil han ikke kunne mere.

»Men sådan er det jo ikke blevet,« siger han.

»I dag har jeg ikke noget tid. Jeg har byttet tiden for succes. Og det var et dårligt bytte. Tiden er gået, og det er gået fantastisk. Jeg skal ikke klage over noget. Men det, som er dybest i én, eller det, som bør være det, er trådt i baggrunden. I dag får jeg ikke brugt nær så meget tid med min familie, som jeg gerne ville. Og jeg er rusten på guitar - jeg har faktisk slet ikke lyst til at spille for nogen længere, selv om jeg har et helt studie oppe på anden sal.«

Til gengæld er du blevet »bestsellerforfatteren« og »krimikongen«. Hvordan føles det at bære de etiketter?

»Jeg har det ret dårligt med »krimikongen«. Jeg kan generelt ikke lide etiketter. Jeg vil ikke være et brand. Et brand er til for at forsvinde lynhurtigt. Jeg vil bare være mig. Etiketterne har kun én konsekvens, og det er, at der er nogen, der synes, at de er forkerte. Og så bliver man kaldt selvfed og folk synes, at man er arrogant.«Men kan man undgå, at succesen påvirker ens måde at være på?»Den har i hvert fald helt klart påvirket folks måde at møde mig på. Jeg er en rockstar i Tyskland. Der kommer smukke kvinder i høje sko og bærer mine kufferter. Jeg kan samle store mængder af folk til signeringer, og de bliver nogle gange helt røde i hovedet, hvis jeg giver dem et knus. Det er jo sødt og dejligt, men jeg ville egentlig helst møde dem i øjenhøjde. Derfor står jeg også op, når jeg signerer.«

At Jussi virkelig er en stjerne i Tyskland, får jeg bevis for en uge efter, da jeg rejser med på en af hans utallige ture syd for grænsen. Jussi Adler-Olsen er på farten i mere end 100 dage om året til litteraturfestivaler, bogsigneringer, oplæsninger og prisuddelinger. Denne gang skal han til den lille by Wickede i Ruhr-distriktet, til krimifestivalen »Mord Am Hellweg«, hvor han er nomineret til den prestigefyldte europæiske krimipris »The Ripper Award«.

Foto: Simon Læssøe.

Der er en kø af forventningsfulde fans langt ned ad gaden fra hallen i Wickede, hvor Jussi skal læse op af sine seneste to bøger, »Marco Effekten« fra 2012 og »Den Grænseløse«, der netop er udkommet i Danmark. Folk vender fnisende deres mobilkameraer i hans retning og vifter med bøger, der bare venter på en signatur. Blandt de fremmødte er også en fanklub for Afdeling Q-karakteren Assad i matchende hvide T-shirts med Q-tryk på maven. Jussis tyske tourmanager, Christine Püffel, fortæller mig, at arrangementet blev udsolgt med det samme. De 700 billetter var revet væk.

»Det er et klassisk tysk setup,« påpeger Jussi, da vi kommer indenfor i hallen.

Han nikker op mod scenen, hvor der står et bord og tre stole – én til Jussi, én til den tyske moderator, Margarete von Schwartzkopf, én til skuespilleren Peter Lohmeyer, der læser op af de tyske oversættelser af Jussis bøger. Opstillingen er helt efter bogen. Men Jussis oplæsninger skal ikke være helt efter bogen:

»Bogoplæsninger er egentlig ret kedelige. Jeg synes, at der skal ske noget. Derfor får jeg en skuespiller til at læse op. Og så kan jeg bryde ind, når jeg synes, at jeg har noget at komme med. Han hader at blive afbrudt, så det er tit ret sjovt - og han har det samme privilegium over for mig. Og så gider jeg ikke at sidde gemt bag et bord. Jeg vil kunne gestikulere,« forklarer han.

Jussi lader heller ikke til at være særligt bundet af »det tyske setup« på scenen. Han rejser sig jævnligt op, hiver en høj stol ind i stedet for den, der passer til bordet, sætter stolen på plads igen, løber ud bagved og så tilbage til scenen. Publikum, der fejrer oplæsningen, badet i rødt og grønt projektørlys, med rødvin, øller og sandwiches, griner og klapper fra deres sæder i salen. Den afslappede facon passer åbenbart fans af Afdeling Q lige så godt, som den passer forfatteren bag.

Som han sidder der og hygger sig blandt sine læsere og fans, er det svært at forestille sig, hvorfor det lige netop er blodige og til tider ret ondsindede thrillerhistorier, der kommer ud af Jussi Adler-Olsen, når han sætter sig ved tastaturet.

Jussi hiver selv en del af svaret frem fra minderne:

»Jeg er jo vokset op på et sindssygehospital,« begynder han.

»Min far var læge og var så generøs ikke at holde mig væk fra sin arbejdsplads. Så jeg har boet sammen med sindssyge, og jeg har set folk, der var så langt ude i en depression, at de begik selvmord. Jeg har set dem, der var så forfærdede over noget, de havde gjort, at de blev sindssyge af det. Livet er mangesidet. Der er mennesker, der ikke tør tage deres børn med til begravelse. Helt ærligt - hvorfor ikke det? Det giver en virkelighedsopfattelse, en viden om livet, som man som menneske har krav på. Det giver en selvopholdelsesdrift.«

Jussi Adler-Olsen fotograferet i en hængekøje i 2012. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund.

Er du blevet hærdet?

»Det vil jeg tro. Sådan er det generelt med lægebørn, tror jeg. Som børn kom vi tit ind til min far, hvis vi havde ondt et sted. Vi sagde »Far, det gør ondt, når jeg trykker der.« Hans svar var altid bare »jamen, så lad da være med at trykke.«

Jussi indrømmer selv, at han godt kan lide, når oplevelser kommer derud, hvor de gør lidt ondt. Han fortæller mig om dengang, han og barndomsvennen Torben til spejder gik 80 kilometer i silende regn med oppakning i dårlige rygsække, der sled skuldrene til blods.

»Vi søgte ly i en telefonboks og stod og græd lidt. Men selv om vi græd, vidste vi jo inderst inde godt, at det ikke var, fordi vi havde lyst til at stoppe. Det var bare en fysisk reaktion på udmattelsen. Det, at vi græd, var en del af vejen til målet.«

Måske er det selvopholdelsesdrift, måske er det bare en særligt sund appetit på livets udfordringer, der gør, at Jussi Adler-Olsen aldrig rigtig har kunnet sidde stille. Der er altid et byggeprojekt, et forretningseventyr eller, som på det seneste, et par bøger forude, og sådan vil det nok altid være, pointerer han.

»Jeg kan godt lide projekter. Og hvis jeg kan se potentiale i noget, kan jeg ikke lade være med at undersøge det nærmere. Jeg kan ikke standse min hjerne. Og det vil jeg heller ikke. Mit liv, også min alderdom, skal holdes oppe af kreativitet og nysgerrighed.«

Jussi Adler-Olsen i sin have i Allerød. Foto: Simon Læssøe Fold sammen
Læs mere

Et af Jussis utallige projekter, fra tiden før han blev forfatter og verdensberømt, var tegneserieantikvariatet Pegasus. Det blev startet op i begyndelsen af 1970erne som en undskyldning for, at Jussi og hans nuværende kone, Hanne, kunne bo i forretningslokalerne på Blågårdsgade. De skulle sælge et eller andet, og i mangel af bedre satte Jussi nogle af sine gamle tegneseriehæfter i butiksruden. Han havde ikke regnet med kunder, men kunder, det kom der, og endda så mange, at han hurtigt måtte ansætte ekstra personale i butikken.

»Jeg har nok altid været lidt af en samler. Og jeg havde mange gamle tegneseriehæfter og fik importeret flere fra udlandet. Men jeg havde ikke forestillet mig, at jeg faktisk skulle starte min egen tegneseriebutik helt fra bunden,« siger han.

Pegasus er i dag flyttet fra sin oprindelige adresse på Blågårdsgade til Nørre Farimagsgade, men lever stadig i bedste velgående under nye ejere.

»Pegasus var et fantastisk sted. Fuld af »nørderier« og gode historier. Mærkelige typer, der kom og gik. Pushere, der ville gemme hash i baglokalet -det fik de ikke lov til. Der bliver altid skrevet meget om min barndom på sindssygehospitalet, men historien om Pegasus er lige så vigtig for, hvorfor jeg er blevet den forfatter, jeg er i dag,« fortæller han.

I dag er forfatterskabet Jussis store projekt. Hver gang han har afsluttet en ny bog, er han allerede på vej til at skulle i gang med den næste. Inspirationen til bøgerne henter han i tidens trends og i medierne. For Jussi samler ikke kun på minder om fortiden. Han bruger også sin samtids historier aktivt i sine bøger.

»Jeg er meget inspireret af ting, der sker i tiden, og jeg vil gerne følge med og kende tidens trends. Mine bøger skal have et snert af tidsånd. Jeg skrev »Kvinden i Buret« lige før sagerne om Natascha Kampusch og Fritzl kom frem. »Flaskepost fra P« kom, lige da vold mod børn i kirkelige sekter for alvor blev et tema i medierne. Sådan skal det være.«

Tilbage i Allerød fortæller hans kone Hanne mig, at hun har et regneark over Jussis bøger, så de sammen kan holde styr på, hvad der er blevet sagt hvornår, og hvem der indgår i hvilke bøger. Der skal være ti bøger i alt i serien om Afdeling Q, og Jussi har allerede planlagt, hvordan hver eneste bog skal forløbe.

»Jeg har styr på det. Jeg har overholdt alle de aftaler, jeg har lavet med mig selv om, hvad jeg skulle fortælle om hovedpersonernes forhistorier og hemmeligheder. Jeg har plantet lige præcis de cliffhangers, der skulle føre videre til den næste bog.«Fortryder du nogensinde, at du fra starten lagde dig fast på , at der skulle være ti bøger?»Jeg fortryder det ikke. Men jeg var ikke helt klar over, da jeg startede, at det faktisk ville tage mig 13-14 år, at skrive de ti bøger. Og det skulle jo lige lægges til de der 57 år, jeg allerede var. Jeg havde ikke lige forestillet mig, at jeg skulle blive ved med at skrive på den serie, til jeg var nær de 70,« siger Jussi og tilføjer:

»På et eller andet tidspunkt i dit liv går det op for dig, hvor gammel du egentlig er. Da jeg var 57, var jeg bare fit for fight, jeg havde dårligt nok gråt hår. Selvfølgelig er energien ikke, som den var for ti år siden. Jeg bygger ikke mine huse mere. Jeg ville være blevet chokeret, hvis jeg havde fortalt mig selv det for ti år siden. »

Har Jussi Adler-Olsen brug for et afbræk fra skriveværkstedet i Allerød, hvor han også har hjemmeadresse, kan han gå op til sin racerbane. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper.

Jussi har også taget sine forholdsregler.

»Jeg prøver også at vinde noget tid nu. Jeg siger nej til mere og mere. Så jeg har en eller anden ret naiv tro på, at jeg når til et mere acceptabelt aktivitetsniveau i forhold til forfatterskabet i løbet af et par år,« siger han.

»Men jeg har ikke til sinds at opgive succesen, om man så må sige. For succesen er jo også den direkte adgang til det, jeg allerhelst vil: At skrive for læsere, der læser mig.«

Jussi Adler-Olsen på BogForum

Scenen, fredag, 10.30 (åbningstale). Arnold Busck, fredag 12.30. Arnold Busck, fredag 12.30. Bog & Idé, fredag 14.00. Bog & Idé, lørdag, 10.30. Politikens Forlag, lørdag 13.00. Scenen, lørdag 16.30. Arnold Busck, lørdag 17.15. TV2-regionernes scene, søndag 12.00. Bog & Idé, søndag 14.00. Politikens Forlag, søndag 15.20. Afdeling Q-værkstedet bag Rød Scene, fredag, lørdag og søndag.