»Jeg har altid brugt antihelte«

Dennis Jürgensen er en af landets mest læste børne- og ungdomsforfattere. Nu debuterer han efter fire års hårdt arbejde som voksenforfatter med en grum og humoristisk krimi. Her fortæller han, hvorfor han blev forfatter, om krimien som genre, om antihelte og om en lille grå spurv, der fik ham ud på en længere køretur.

»Det vigtigste for mig som forfatter er altid at fortælle en god historie. Om den foregår på Vesterbrogade eller på Mars er ligegyldigt, hvis bare historien er god,« siger Dennis Jürgensen. ?Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er i grunden paradoksalt.

I sine 33 år som forfatter har han hovedsageligt beskæftiget sig med blodig horror, gys og fantasy, men i fritiden kigger den fredelige mand på fugle! Hvorfor? For at slappe af i naturen. Og nok så bemærkelsesværdigt for at finde spænding. Hvad han føler, når han forsøger at få en sjælden fugl i kikkerten?

»Så sveder man. Adrenalinet koger.«

Generationer af læselystne børn og unge kender Dennis Jürgensen for bøger som »Kærlighed ved første hik«, »Kadavermarch«, »Jeg, en nørd«, »Relief«, Freddy-serien og »Kælderkrigerne«. Han har skrevet 55 bøger for børn og unge og er en af de mest udlånte forfattere på bibliotekerne.

Men nu foretager den 53-årige forfatter et sporskifte. I dag debuterer han efter fire års hårdt arbejde som voksenbogsforfatter med krimien »Løbende tjener«. Men lad os lige gøre det med fuglene færdigt, inden vi går til forfatterskabet.Han har kigget på fugle, siden en skolekammerat i 1972 inviterede ham med på en uskyldig fugletur. Han blev hooked, og han tager nu på fugletur, så ofte han kan. Hvert forår kører han til Skagen og hvert efterår til Blåvand for at kigge på fugle. Og så »twicher« han, hvilket betyder, at han er medlem af et netværk af nørdede ornitologer, der SMSer hinanden, når der er sjældne fugle i farvandet.»Jeg er flere gange kørt fra Rødovre, hvor jeg bor, til Skagen, fordi jeg har fået en SMS. Blandt andet for at se en ørkensanger. Den er vanvittigt sjælden. Der er 519 kilometer til Grenen, men jeg skulle bare se den fugl. Om jeg så den? Ja, ja.«

Og hvad følte han så, da han så den lille undseelige gråbrune spurvefugl (Sylvia nana, 7-10,6 gram), der normalt lever i Sydeuropa og Nordafrika?

»Eufori og en fantastisk lettelse, for undervejs fik jeg en melding om, at fuglen var fløjet,« siger Dennis Jürgensen.

Den 53-årige forfatter har denne dag taget turen fra Rødovre til København på cykel for at lade sig interviewe om sin nye bog. Det er en af årets varmeste sommerdage, og med mellemrum ryster forfatteren kraven på sin hvide T-shirt for at komme af med varmen. Han er uprætentiøs og beskeden. Han ler ofte. Stemmen distinkt og let nasal. Han er en god fortæller.

»Romanen har på flere måder været en milepæl for mig. For tre år siden rundede jeg det skarpe hjørne på 50 år, og samtidig havde jeg 30-årsjubilæum som forfatter. Jeg følte, at der skulle ske noget nyt i mit forfatterskab. Der var en række muligheder, og krimien var én af dem. Den har jeg ikke prøvet før, men genren har altid appelleret til mig, og jeg vil gerne underholde, når jeg laver noget. Det vigtigste for mig som forfatter er altid at fortælle en god historie. Om den foregår på Vesterbrogade eller på Mars er ligegyldigt, hvis bare historien er god,« siger Dennis Jürgensen.

»Løbende tjener« har den erfarne politimand Roland Triel i hovedrollen. Han har selv været offer for en forbrydelse. Hans kone er blevet myrdet i parrets hjem, og deres datter kom hjem midt i ugerningen og blev udsat for mishandling og sidder nu traumatiseret på en institution. Sagen er aldrig blevet opklaret. Roland Triel har været sygemeldt, alkoholiseret, på grund af sagen, men nu er han tilbage i tjeneste og bruger meget af sin fritid på – uofficielt – at opklare mordet på sin hustru. Ellers handler »Løbende tjener« om mordet på den succesfulde forretningsmand Frans Jessen. Gerningsmanden mishandlede sit offer i en flishugger, inden han myrdede ham. Roland Triel bliver sat i spidsen for opklaringsarbejdet, og undervejs sker der mystiske ting, som tilsyneladende har forbindelse til mordet på Triels kone. Bogen er trods det bestialske mord skrevet med betydelig humor og lethed, og Dennis Jürgensen bruger effektivt cliffhangeren til at drive læseren igennem de 91 kapitler.

»Bogen er den første i en planlagt serie, og jeg er allerede i gang med bind nummer to. Ideen er, at Roland Triels personlige tragedie fortælles parallelt med de sager, han skal opklare som efterforskningsleder,« siger Dennis Jürgensen.

Har været fire år undervejs

»Løbende tjener« har været fire år undervejs, hvilket er helt atypisk for den produktive forfatter. Han har måttet skrive om, forkorte og ændre plot, fordi nogle politifolk, som var prøvelæsere, påpegede, at Roland Triel af habilitetsgrunde ikke kunne efterforske mordet på sin egen kone – sådan som Dennis Jürgensen først havde skrevet det.

»Det har ikke været en krise for mig, men jeg var nået til et punkt, hvor jeg ville have det til at fungere, koste hvad det ville. Jeg har ikke bare sagt: »Nu er det godt nok«. Jeg prøver altid at gøre det, så godt jeg kan, og så må læserne vurdere, om de kan lide det.«Dennis Jürgensen har valgt at skrive med dobbeltplottet – mordet på Triels kone, der kører parallelt med mordet på Frans Jessen – for at skabe en mere interessant hovedperson.»Der er ikke ret meget ved en hovedperson, som lever i harmoni med kone, to børn, Volvo og vovse. Derfor er der mange af disse tragiske figurer i krimigenren. Det er en måde at få historien videre på. Jeg har altid brugt antihelte. Sådan var det også med Viktor i min debutbog, »Kærlighed ved første hik«. Han skulle igennem et forhindringsløb, inden han fik Anja, skolens dejligste pige. Ligesom Triel på sin vis skal igennem en række forhindringer for at nå sit mål. Sådan en figur er nemmere at udvikle og få noget spændende ud af. Det er jo sådan, at vi udvikler os. Vi skal igennem nogle prøvelser, og hvis vi klarer dem, så er vi blevet rigere som mennesker. En figur, der har styr på det hele – the cool guy, som klarer tingene med et fingerknips – er jo ikke så interessant.«

Når Dennis Jürgensen efter moden overvejelse valgte krimien til at komme videre i sit forfatterskab, så skyldes det også, at genren beskæftiger sig med motivet for forbrydelser, og at krimien ligger i forlængelse af gys og horror, som han tidligere har beskæftiget sig med.

»Min nye roman handler bestemt også om de mørke sider. Hvad får et menneske til at begå den ultimative forbrydelse og tage et andet menneskes liv? Jeg tror, at vi alle er draget af de mørke sider i mennesket. Vi har civilisationen, men lige nede under den ligger vilddyret. De fleste mennesker kan, hvis de kommer ud i den yderste situation, drives til – om ikke andet så i en forsvarssituation – at slå en anden person ihjel. Det er et overlevelsesinstinkt.«

En årsag til, at Dennis Jürgensen nu vil skrive voksenbøger, er hans møde med sine læsere. Han har været forfatter i 33 år. Han har, fordi han ikke har brudt sig om det, aldrig dyrket læserarrangementer, skolebesøg og forfatteraftener ret meget, men i 2010 var han i forbindelse med lanceringen af et par nye bøger på turne rundt til boghandlere, hvor han signerede bøger. »Her mødte jeg granvoksne mænd på 30-40 år eller mere, der begejstret fortalte om, at de havde læst mine bøger som børn og unge. »Hvornår skriver du noget for voksne«, spurgte de, og de takkede mig og fortalte, at mine bøger har betydet meget for dem, og det er jo helt vildt. Det har jeg ikke tænkt så meget over. Jeg har bare siddet hjemme og skrevet de historier og haft det sjovt. Jeg har kunnet gøre min hobby til mit levebrød. Det er privilegeret ud over alle grænser.«

Lysten til at skrive

Netop lysten til at sidde hjemme, bruge sin fantasi og skrive historier var årsagen til, at Dennis Jürgensen blev forfatter. Da han som 17-årig havde taget realeksamen og hverken ønskede at læse videre eller få et job, hvor han skulle møde klokken otte hver dag, tænkte han, at forfatterjobbet var det rigtige for ham.

»Dybest set er sandheden, at jeg ville undgå et arbejde, hvor jeg skulle møde tidligt. Derudover var det udsigten til at kunne bruge min fantasi og fri arbejdstid, der appellerede til mig. Så jeg gik i gang med at skrive og sende manuskripter til forlagene,« siger Dennis Jürgensen, der er vokset op i et lejlighedskompleks i Brønshøj med masser af legekammerater.

»Jeg har haft verdens bedste barndom og verdens bedste forældre, og de bakkede mig op. De har senere indrømmet, at de havde deres tvivl om projektet, når jeg fik kuverter med afslag fra forlagene,« siger Dennis Jürgensen.

Han brugte tre år på at skrive otte-ti bøger, og var, siger han, bundnaiv i sin tro på, at forlagene ville udgive hans ting.

»Det er jo gået over min vildeste forventninger. Men i starten var det svært. Jeg troede naivt, at når jeg nu skrev en bog og sendte den til et forlag, så blev den selvfølgelig også udgivet. Men der blev jeg hurtigt klogere. »What! Hvad mener I med, at I ikke kan bruge det og sender mit manuskript retur?« tænkte jeg i starten, når jeg fik noget tilbage. Men jeg gav ikke op. Jeg skulle sgu vise dem, og det har været en del af drivkraften for mig. Jeg giver ikke op.«

Efter tre år fik han kontakt med forlaget Tellerup, som han har været hos lige siden. Han sendte et manuskript til forlæggeren. Han ville ikke udgive det, men han syntes, at der var noget i det.

»Han spurgte, om jeg ikke havde noget andet liggende, som jeg kunne tage med til det næste møde. Det havde jeg, og det var »Kærlighed ved første hik«, som blev min første bog. Dagen efter fik jeg en kontrakt. Jeg tror, at der kun blev ændret to kommaer i manuskriptet.«