Kasketten peger kækt i retning af himlen. Øjnene flakker søgende og lidt nervøst ud over eftermiddagstrafikken på Vester Voldgade, i samme tempo som de trippende, urolige fødder. Det er, som om han forsøger at undgå at kigge direkte ind i det kamera, der har været rettet mod ham siden 1. maj, med en dokumentarfilm for øje. Han siger ingenting, ryger bare en cigaret, nipper til en kop kaffe i pap. Vi nikker, trykker hånd, »Nicholas,« siger han. Taler så lidt løst om sin optræden søndag aften i det direkte talkshow med Clement Kjersgaard, hvor aftenens to gæster var Helle Thorning-Schmidt og ham selv, Nicholas Westwood, alias rapperen Kidd. De hilste og fik taget et billede sammen, som nu cirkulerer på nettet med tilhørende kommentarspor, hvor statsministeren i et sjældent tilfælde får (street)kredit frem for kritik.

Et par dage før programmet havde Kidd, sidste års mest omtalte navn i dansk musik og fadder til steppebrande af fjollede hits om hash og damer betitlet »Kysset med Jamel«, »Ik Lavet Penge« og »Gøre Sin Ting«, annonceret på sin Twitter-profil »ungekidd«, at han ville trække sig tilbage fra musikken pr. omgående. Det kom som et chok og uden forklaring. Tusinder af fans gik amok i debattråde på nettet, og samtlige nyhedsmedier berettede i artikler, der hver og én endte i store uforstående spørgsmålstegn.

22-årige Kidd var endnu ikke et fuldt år inde i en kometkarriere, der undervejs har sendt ham til tops på iTunes-hitlisten, på YouTube, på magasinforsider og landet rundt til i omegnen af 200 spillejobs på ni måneder. Selv om både L.O.C. og Suspekt, landets hidtil ubestridt største rapnavne, udsendte nye albums, var det debutanten Kidd, der samlede landets unge og høstede de fleste af anmeldernes stjerner i 2011.

Hvorfor skære hovedet af sin egen karriere, hvad var der sket? Mens han ryger færdig, gentager Nicholas sit korte budskab fra TV: »Kidd skulle slås ihjel«, Kidd var for dumt, et ironisk skuespil, men tusinder af fans og professionelle tog det hele 100 procent alvorligt. Og teksterne for pålydende.

Vi fylder en minielevator op til syvende sal, rapperen, journalisten, hans booker, der lægger lokaler til, og dokumentaristen med hans snurrende kamera. På toppen i det store mødelokale er der udsigt over København. I det ene hjørne står et kamera med en lap, der signalerer, at det skal bruges til optagelser af en Rasmus Seebach-video. Senere vil Nicholas i et af sine bombastiske, men også meget ærlige statements hævde, at dansk musik er stendød og pakket ind i plastic. Seebach og Medina, som han har arbejdet sammen med, nævnes ved navn. Og som værende blandt årsagerne til Kidds massive gennembrud.

Henslængt i sofaarrangementet behøver Nicholas ikke at slukke for sin telefon, det gjorde han for to dage siden. Journalister fra snart sagt samtlige landets medier har forsøgt at nå ham for en forklaring, der stikker dybere end de seks lidt rodede TV-minutter i studiet. Det blev for meget, i stedet har han valgt kun at give én - i dette interview.

Kidd-projektet opstod omkring 1. marts sidste år for bl.a. at konkurrere med en række andre unge, nye rappere, der havde musikalsk base på Nørrebro. Med det ekstra twist, at der skulle produceres hits, som potentielt kunne generere en reel indtægt. Og dermed skabe en levevej, der kunne matche det karriereønske, som Nicholas netop havde nedfældet på det lokale jobcenter foran en hovedrystende socialrådgiver: Popstjerne. Hitsangene skulle sikre en færgebillet til Jylland, for var det ikke i Jylland, at de store penge lå? De lå i hvert fald ikke på det lokale værtshus Saxons i København, hvor hyren var på fem ølbilletter og 200 kr. for en aften som DJ.

På to nætter fik Nicholas sammen med sine venner, deriblandt produceren TopGunn og rapperen Klumben, som han nu også har pladeselskabet Cheff Records sammen med, stykket en EP sammen af numre med tekster fiflet frem på under ti minutter og rappet med en signifikant karikeret, vrængende stemme. Musikken dertil var ganske rå og upoleret, tillige dansabel med rod i bl.a. hiphop fra begge sider af Atlanten og lidt reggae, og rig på ørehængende pophooks. Endnu en ven, Jamel, lavede fluks en video og smed den op på YouTube. Da de vågnede næste gang, havde 7.000 klikket sig ind og set den.

Herfra gik det stærkt. Kidd var en realitet.

»Det var sjovt i starten at se musikanmeldere og andre anerkendte folk skrive dybe meninger om »slinge ding ding slinge ding ding,« altså det kan næsten ikke blive sjovere. Eller »Jeg har ikke lavet penge, jeg har lavet damer«, altså...« Nicholas slår et grin op og fortsætter:

”Selv om Kidd var dumt, når det alligevel ikke op på dumhedsniveauet i resten af dansk pop. I forhold til de hits, der bliver lavet i Danmark, er det jo ikke svært at lave hits. Og der var åbenbart et kæmpe hul, som jeg hurtigt fyldte ud. Musikalsk var det, fordi dansk popmusik virkelig er dødt. Og når jeg kigger tilbage på det, tror jeg, at det skete, fordi de unge godt kunne lide ægtheden i det. Selv om Kidd var en rolle, var det stadig ægte, folk kunne se, at vi havde det slum i »Kysset med Jamel«-videoen, og det havde vi. Det er et godt nummer, et hit, alle numrene er pissefede. Altså , det er bare...«

»Bare« dækker over fire daglige livejobs på sommerens Distortion Festival foran titusinder af unge i København og yderligere et job på Roskilde, hvor Kidd trak flere publikummer, end der nogensinde før havde været foran festivalens skatepark. I interviews spillede han med og levede op til rollen, og pludselig levede han rent faktisk det liv, han rappede om. Problemet var bare, at det liv var tomt, svært at forsvare. I klar tale slet og ret værdiløst.

»Jeg følte mig fanget i det. Ingen tillod mig at træde ud af Kidd-rollen. Og det var slet ikke mig, jeg er ikke et hashrygende svin. Jeg har været chokeret, når jeg har mødt 15-årige på turneen, som har fået optur over at ryge hash på grund af Kidd. Det giver ingen mening. Folk er så ukritiske,« siger Kidd og flyder videre med ordstrømmen:

»Det er ikke nok bare at gå ind på en scene og sige »Ik lavet penge« i en halv time og tage sine 30.000 kr. og gå igen. Der bliver nødt til at blive skabt noget større ud af det.«

»Det har,« siger han videre, »altid været en drøm for mig, at hvis folk lyttede til mig, så skulle muligheden bruges noget mere. Jeg har fået en gave - at kunne samle tusindvis af unge i Danmark, som så bare er kørt med på den her ligegyldighed, som ungdommen i forvejen har. Fuck, kan folk ikke se det?«

Du har jo selv kørt med på den, ligegyldigheden, det var det, du rappede om, og det du fik?

»Ja, men det var slet ikke det, vi ville have.«

Ok, hvad vil du så bruge den opmærksomhed på?

»Det ved jeg ikke. I min generation er der ingen, der er forenet om noget, det handler om individet, og folk har svært ved at samle sig om ting. Jeg synes, at det ville være spændende, hvis man kunne gøre noget ved det. Men jeg tror ikke på det moderne demokrati, vi er opdraget med.«

Nej...?

»Jeg er ikke filosof, og jeg ville ønske, at jeg havde et bedre svar. Jeg ved ikke, hvad jeg hellere vil have, men jeg har en fornemmelse af - og kan se - at der er noget galt i det, vi har nu.«

Men hvis du vil skubbe til dit publikum på en eller anden måde, så må du da have noget at byde ind med?

»Jeg tror på mangfoldighed, fællesskab, større respekt for hinanden. Så meget ved jeg....«

Det er da ganske demokratiske tanker?

»Ummm, nej, det ved jeg ikke, det kunne også være nationalsocialisme, det kunne være demokrati, være islam, kristendom, mange ting. Men det er jo ikke nogen af de ting, jeg tror på.«

Hvad tror du på?

»Jeg tror på mine medmennesker. På fremtiden. Jeg synes, det er spændende, at min generation, som bare er så afstandtagende fra alt og meget individ-fokuseret... hele Kidd-projektet har været sjovt, fordi det har samlet så sindssygt mange mennesker.«

Men du tror på din egen generation?

»Ja, jeg tror, at vi kunne skabe noget større, hvis min generation begyndte at bruge mere tid på det fællesskab, som så mange peger fingre ad. Hvis flere og flere begyndte at skubbe til det. Det tror jeg virkelig på. Jeg er jo ikke Lama eller Gandhi, tværtimod, jeg er en virkelig dårlig rollemodel eller et virkelig dårligt forbillede, men derfor kan jeg stadig se, hvad der foregår omkring mig, og have en holdning til det. Det er vigtigt, når så mange unge lytter til én, at man har en holdning. Man kan ikke bare snakke om hash og damer. Det kan man også godt, men vægten skal balancere.«

Beslutningen om at foretage et karaktermord på Kidd havde været undervejs et stykke tid. Den sidste turné på 68 jobs på bare 60 dage op til årsskiftet gjorde udslaget. »Det var umenneskeligt hårdt,« siger Nicholas. Mellem de sidste to koncerter brød han sammen, gik i panik og begyndte at smadre tourbilen et sted i Jylland. Chaufføren måtte trække ind til siden, få ham ud og lade Nicholas fortsætte sit udbrud. Nicholas havde ikke grædt i ti år, det gjorde han nu. »Min krop og hjerne gav bare op,« siger han og leder efter en konklusion og siger så: »Jeg tror, det hedder et nervesammenbrud.«

Han sidder uroligt i sofaen, Nicholas. Kasketten ryger af og på, vendes og drejes. Benene flyver rundt. Arme og hænder ligeså. Over sine knoer har Nicholas tatoveret otte bogstaver, ét på hver finger: »K I D D L I F E«. Det, Kidds liv, ér gået stærkt, og det rimer på ejermandens rastløse, men let antændelige fremtoning. Han vil gerne snakke, gerne fortælle. Snubler af og til over ordene i ren iver. Han virker kampklar, opsat. Nu er budskabet ude, og så skal der ske noget. Nicholas vil fortsætte med musik, gerne til han ikke kan mere, men det skal være noget andet, »noget større«, siger han, »endnu større hits«, »bomber«, som han kalder de sange, han allerede er i gang med.

Han havde ikke behøvet at forklare sig, at delagtiggøre offentligheden i Kidds endeligt. Men det har hjulpet ham allerede, føler han.

»Jeg kunne godt have kørt karakteren nogle måneder endnu, men jeg fornemmede bare, at jo længere den kørte, jo sværere ville det blive at komme af med den. Nu, da jeg har meldt ud, er det lettere at springe ud og lave noget med nogle ærlige og dybt alvorlige tekster, som folk ellers ville have taget afstand fra. Og samtidig vil folk kunne se den ironiske distance, når/hvis der kommer nye fjollede hits.«

Men du er ikke bange for, at du har skudt dig selv i foden ved nu at sige, at dine fans ikke har fattet noget?

»Det er kun sundt, at de har fået det direkte i hovedet, at de skal sætte spørgsmålstegn ved det, de ser. Så fred være med det, om jeg så ender med kun at spille for én person. Om de vil eller ej, så kommer folk til at lytte til det, vi har gang i lige nu, for det er fuckin’ fedt.«

Nicholas griner lidt, men kun lidt.

»Men jeg er ligeglad, jeg er ovenpå nu. Jeg var gået helt død, men jeg har aldrig været så klar til at lave musik, som jeg er nu. Jeg vil gerne skabe billeder og lyd, som ikke er set og hørt før. Jeg har lyst til at lave musik, til jeg dør - jeg vil også gerne arbejde for staten på et tidspunkt, hos DR, og være med til at formidle public service. Men først når jeg bliver voksen, meget voksen...«

Nu griner han højt, Nicholas Westwood Kidd.