»Jeg håber, jeg vil kunne betro dig alt«

Det Kgl. Bibliotek er kommet i besiddelse af 57 dagbogsbind fra Thorkild Hansens hånd. Bindene peger ikke bare på forfatterens sproglige overskud, men også på, hvordan dagbøger ofte er fulde af løgn og forvanskninger.

Thorkild Hansen i Paris 1947-52. Fold sammen
Læs mere
Foto: Det Kongelige Biblioteks aktiviteter

I 2013 blev et opsigtsvækkende fund gjort: En samling af forfatteren Thorkild Hansens breve, udkast og manuskripter dukkede op i en bankboks. Men også hele 57 bind dagbøger, hvis indhold har vist sig at afvige radikalt fra det, der står i de udgivne, meget roste dagbogsbøger »De søde piger« og »Et atelier i Paris I-II«.

Det var ikke det hele. Dagbøgerne var heller ikke, som de gav sig ud for, skrevet i ungdommen, men først mange år senere.

Dermed viste litteraten Poul Behrendt sig at have ret. Han skrev allerede i »Djævlepagten« fra 1995 om dagbøgerne, hvor han refererede den imponerede anmelderstand, der ikke mente, at Thorkild Hansen havde skrevet bedre, end da han var mellem 20 og 25 år. Poul Behrendt selv mente derimod, at »Ungdomsdagbøgerne var et sent manddomsværk.«

Foto: Det Kongelige Bibliotek .

Det har han fået ret i. Og hans studier af de 57 nyopdukkede dagbogsbind, der nu kan læses på Det Kgl. Bibliotek, viser blandt andet, at et af Thorkild Hansens gennemgående mottoer i de udgivne dagbøger, »Aldrig mere den lille kærlighed«, slet ikke findes i de oprindelige.

Sagen om Thorkild Hansen, en af dansk litteraturhistories feterede skikkelser, er ikke bare opsigtvækkende og med et vist sensationelt præg. Den peger også på nogle helt grundlæggende sider af dagbogen som genre. På den indlejrede troværdighed, den i helt usædvanlig grad besidder, men også på, hvordan dagbogsskriveren kan udnytte denne troværdighed til at forstærke, forskønne eller fordreje.

En dagbog defineres leksikalsk som »personligt førte optegnelser«. Hvor brevet er henvendt til en anden, er dagbogen en i grunden besynderlig henvendelse: Man skriver til sig selv, selv om man må formodes at vide det hele i forvejen.

Men det er også denne hyperprivate betroelse, der giver dagbøger en så høj troværdighed. Her tales der uden filter og dømmende medlæsere om såvel det sjælelige som det hverdagslige.

Dagbøger er selvterapi

»Jeg håber, jeg vil kunne betro dig alt; som jeg aldrig før har kunnet betro mig til nogen,« skriver Anne Frank i det første notat fra 12. juni 1942 i det, der siden skulle blive til »Anne Franks dagbog«.

Det er et stort barns rørende vidnesbyrd om livet og gruen under Anden Verdenskrig, og lige så troværdig er auraen omkring Franz Kafkas »Tagebücher«, der blandt andet vinder deres troværdighed i kraft af deres fragmenterede, ufuldendte præg. Som Franz Kafkas forrygende oversætter Karsten Sand Iversen skriver, rummer dagbøgerne »dels de forventelige personlige refleksioner og dag til dag-beskrivelser af levet liv, mennesker, bøger, trakasserier, dels, og ikke mindst, kortere og længere skønlitterære forsøg«.

Men hvorfor overhovedet skrive dagbog? Digteren W.H. Auden skrev – som alt i det følgende i min oversættelse – at dagbogens fineste egenskab er, at den giver »os mulighed for at være alene med vores eget selv.« Den er altså et rum for ikke bare selvhenvendelse, men også for selverkendelse.

Forfatteren André Gide er inde på noget lignende, når han mener, at dagbogen er stedet, hvor dagens støv blæses af hjernen, og hvor han, som han skriver, kan »genfinde mig selv«.

For de flittige dagbogsskrivere Anais Nin og Virginia Woolf er dagbogen også et sted, hvor ord og tanker kan strømme frit. Hvor perfektion og selvkritik ikke er et krav som i fiktionsværkerne. Dagbogen er, som Woolf skriver, et frirum, hvor man ikke behøver tænke på »misserne og snublerierne.«

At dagbogen står i forbindelse med det frie og ufiltrerede og dermed ægte, er forfatteren og essayisten Susan Sontag også inde på, men også på et andet væsentligt aspekt. Under overskriften »Om at skrive dagbog« skriver Sontag, at »I min dagbog er jeg ikke bare mere åben, end jeg er over for et andet menneske; jeg skaber også mig selv.«

Foto: Det kongelige Bibliotek.

Det sidste er interessant. Men hvor Sontag taler om at skabe sig selv, sin identitet, kan dagbogen også være et sted at skabe sig selv i forhold til verden udenfor. Ved at trække på dagbogens dybt troværdig aura, er det muligt at forstærke eller manipulere omverdenens forestilling om, hvem man er eller var. Som Thorkild Hansen gjorde det, vel vidende, at eftertiden ville finde de gamle udgaver i bankboksen, og at han på den måde kunne være én på et tidspunkt og en anden efter sin død. Eller forsvinde mellem de to versioner, måske?

Fakta og fiktion blandes

Thorkild Hansen-affæren viser uanset hvad, at nok er dagbogen i sit udgangspunkt privat, men det vedbliver den ikke med at være, hvis man har offentlighedens eller forskningens bevågenhed. Flere dagbogsskrivere ønsker vel, på ekshibitionistisk vis, at de en dag bliver læst af andre. Ellers kunne de jo brænde deres dagbøger, som Johannes V. Jensen gjorde det, eller gøre som Aage Dons, der i sit testamente skrev, at hans mange, mange bind dagbøger skulle destrueres.

Men de dagbøger, der overlever, øver en kolossal kraft. Fordi de appellerer til voyeuren i os alle. Vi er af natur drevet mod de ord, der ikke er tiltænkt os. Præcis som vi ikke kan lade være med at kigge gennem hullet i et hegn. Den drift har skønlitteraturen også forsøgt at låne i de såkaldte dagbogsromaner. Tænk bare på klassikere som St. St. Blichers »En landsbydegns dagbog«, Søren Kierkegaards »Forførerens dagbog« eller Martin A. Hansens »Løgneren«.

Den voldsomme interesse for dagbøger fører også til falsknerier. Som i 1983, hvor man pludselig havde fundet Adolf Hitlers dagbøger. Det var dog kun antagelsen i et par uger, så viste dagbøgerne sig at været skrevet af en vis Hr. Konrad Kujau.

En sag, der maner til eftertanke. Og måske er dagbøger altid en slags romaner? Digtede oven på verden og med en hovedperson, der nok bærer forfatterens navn, men sjældent er ham eller hende, men en uigennemsigtig blanding af drømme, ønsker og realitet? Og kan vi overhovedet skrive uden at have en imaginær læser siddende på skulderen?

Foto: M. Aagaard.

Svarene er ikke givne , og det er måske, når alt kommer til alt, noget af fascinationskraften ved dagbøger. At de alle siger »dette er sandheden«, men også altid er »noget andet«. Og at det er umuligt at se, hvor det ene begynder, og det andet slutter.

Men lad mig slutte i det humørfyldte hjørne, med Oscar Wilde, der faktisk siger noget af det samme: »Jeg rejser aldrig nogen steder uden min dagbog. Man skal jo altid have noget spændende at læse i toget.«