»Jeg håber ikke, jeg ender som en ny Niels Holck«

Filmmanden Mads Brügger håber ikke, at Liberias beslutning om at retsforfølge ham ender i et politisk slagsmål om en udlevering til det afrikanske land.

diverse fødselsdage Robertpriserne uddeles i Cirkusbygningen
ARKIVFOTO. Mads Brügger håber, at Danmark undgår endnu et udleveringsslagsmål med Liberia, efter landet har valgt at retsforfølge den danske filmmand, der ikke selv har tænkt sig at rejse til Liberia. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Danmark er endt i et diplomatisk slagsmål med Indien, der vil have udleveret den danske våbensmugler Niels Holck. Mads Brügger håber, at Danmark undgår endnu et udleveringsslagsmål med Liberia, efter landet har valgt at retsforfølge den danske filmmand, der ikke selv har tænkt sig at rejse til Liberia.

- Nej, jeg har ikke planer om at holde sommerferie i Monrovia (Liberias hovedstad, red.), og jeg håber ikke, jeg ender som en ny Niels Holck, siger Mads Brügger til politiken.dk.

Den tidligere TV-vært og nuværende kanalchef på Radio24syv undrer sig over, at Liberia vælger at retsforfølge ham, fordi han i filmen »Ambassadøren« køber sig til en titel som liberiansk diplomat.

- Hvis en journalist fra Liberia havde afsløret, at det var muligt at bestikke den danske udenrigsminister og drive gæk med Danmarks førende selskabsadvokat, ville det jo være mærkeligt, hvis den danske stat begyndte med at retsforfølge den liberiske journalist, siger Mads Brügger til politiken.dk.

»Eksotisk og interessant«

Den danske provokatør forholder sig forholdsvist roligt til, at Liberias præsident Ellen Johnson-Sirleaf fordømmer Mads Brüggers handling, har iværksat en undersøgelse i »fuld skala« af sagen og altså har valgt at retsforfølge ham.

- Det forekommer stærkt eksotisk og interessant i talende stund, siger Mads Brügger og fortsætter:

- Jeg forholder mig afventende, og jeg har ingen anelse om, hvad der kan ske. De har, så vidt jeg ved, en konsul ude i Ørestaden - det kan være, han byder mig på et glas portvin.

Mads Brügger erkender, at han har forbrudt sig mod lovgivningen i Liberia, men understreger, at han ikke har nogen planer om at melde sig hos de liberiske myndigheder.

- Liberisk retspraksis og fængselsvæsen lader meget tilbage at ønske. Vi taler om et land, hvor præsidentens egen søn er formand for den nationale oliekommission, selv om hans viden om olie kan ligge på et meget lille sted, siger Mads Brügger.