Jeg frygter for at miste kedsomheden

Det er svært at finde tid til kedsomheden for tiden, for adspredelserne står i kø for at overtage pladsen efter hinanden i en sådan grad, at jeg frygter at miste evnen til at kede mig. For bag kedsomheden tager fantasien en ny vejrtrækning og drypper overraskelser ind i sindet.

Gertrud Thisted Højlund Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

KLUMME: »Kedsomhed er et privat problem,« sagde min far altid. Og det var således ikke noget, hans børn skulle belemre ham med. Når man fodslæbende og fantasiforladt trådte ind i pibetågen på hans kontor for at klage sin kedsommelige nød, blev man sendt på porten igen.

Alt muligt kunne man spørge om: Ideer til bøger, man kunne læse, forklaringer på ting, man ikke forstod, lov til at løbe ud og lege gemmeleg med kammeraterne. Men min kedsomhed vedkom ham ikke. Det måtte jeg selv gå og rode med.

Og det gjorde jeg så, og bag den upædagogiske modvilje havde han ret: Kedsomhed er et privat problem og noget, man selv skaber. For verden er farverig og tigger på at blive opdaget.

Og når kedsomheden har ligget længe nok som en doven dyne over sindet, så vågner det gerne til dåd og finder på en udvej. En leg, et puslespil, en sten med kriblekrablende liv under, et eventyr, en opdagelsesrejse eller bare en tanke, som sindet kan pusle med for en stund.

Og således er jeg egentlig opdraget til at omfavne min kedsomhed med en spændt forventning om, at livets eventyrlighed om lidt bliver så påtrængende, at problemet løser sig selv. At et øjebliks kedsomhed faktisk kun er en lille pris at betale for at se fantasien på arbejde.

Men det er svært at finde tid til kedsomheden for tiden, for adspredelserne står i kø for at overtage pladsen efter hinanden i en sådan grad, at jeg frygter at miste evnen til at kede mig.

Den forlystelsessyge hjerne har tændt for fjernsynet, grebet ud efter telefonen, tjekket mails, fire sociale medier og tre (asociale?) medier og sendt en SMS, inden den bevidste del af min bevidsthed overhovedet har truffet en beslutning om at gøre det.

Inden kedsomheden overhovedet er kommet ind ad hoveddøren, så er jeg smuttet ud ad bagdøren for at se, om nogen ikke skulle have postet noget sjovt.

Fordi forlystelsessygen med sin gubbi-hukommelse hele tiden glemmer, at der er en dør inde i kedsomhedens rum, som fører nye steder hen.

I yoga og meditation arbejder man med sin vejrtrækning, og forskellige øvelser handler om at holde vejret kortvarigt. Enten efter en udånding, så kroppen og sindet bliver vendt mod nulstillingen – eller i toppen af indåndingen, så det indre åndedræt får mulighed for at strække sig længere end sædvanligt.

Kedsomhed har den samme evne: Her bliver roen højrøstet i sin rolighed, sekunderne føles længere, tiden strækker sig ud som et fladt landskab foran dig i stedet for at hobe sig op, som sekunder der presser sig gennem dig, går alt for hurtigt og aldrig er tilstrækkelige i antal.

Når man keder sig, føles tiden så rigelig, som den rent faktisk er. Menneskelivet føles nok kortere, jo længere man kommer ind i det, men tiden, den er altid lang og rigelig, hvis man lader kedsomheden indfinde sig – og bag kedsomheden tager fantasien en ny vejrtrækning og drypper overraskelser ind i sindet.