»Jeg fortryder intet«

Han har solgt 15 millioner bøger, men siden midten af 1990erne har forfatteren Peter Høeg brugt meget af sin tid på at finde en indre balance. Nu er han aktuel med en spændingsroman, der varsler det store sammen-brud. Afgrunden er meget nærmere, end vi tror, mener han.

Peter Høeg, forfatter. Han er aktuel med bogen "Effekten af Susan". Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Telefonen ringer på forlagsredaktørens hjørnekontor. Peter Høeg springer op fra den røde sofa og er henne ved apparatet, der blinker i takt med den konstante kimen. Han bøjer sig ned og finder stikket. Får telefonen koblet fra.

»Så vi ikke bliver forstyrret,« siger han og sætter sig igen.

Vi er midt i interviewet, der foregår på forlaget Rosinante, i Indre By i København. Langt fra Nørre Snede, hvor Peter Høeg i ti år har haft bopæl, i tilknytning til det spirituelle bo- og undervisningssted Vækstcenteret. Og endnu længere fra det isolerede naturområde i Nordjylland, han det seneste år har trukket sig tilbage til for at meditere.

»Det er den længste periode, jeg endnu har siddet for mig selv, hvor jeg ikke forlader et snævert område, og hvor jeg prøver at komme længere ind,« som han forklarer om det, han kalder sine meditations-retreats. Dem har han samlet brugt omkring fem år på fordelt over de seneste 30 år.

»Jeg har praktiseret rigtig meget og kun set de allernærmeste; mine børn og min kæreste og de nærmeste venner. Jeg har ikke noget fjernsyn, ikke noget internet, ikke nogen telefon. Så lidt forstyrrelse som muligt.«

Nu er forfatteren, der i morgen fylder 57, tilbage. På næste fredag udkommer hans spændingsroman »Effekten af Susan«. Med den skyder han et år med intensiv, udadvendt formidling i gang. Udover at være forfatter er Peter Høeg blandt andet involveret i foreningen Børns Livskundskab, hvor han sammen med folk som Steen Hildebrandt, professor på Handelshøjskolen i Aarhus, og familieterapeuten Jesper Juul holder kurser. Målet er at fremme børns muligheder for at bevare kontakten til sig selv og deres egen indre dømmekraft i en travl hverdag. Desuden underviser han på Vækstcenteret.

Men det er den nye roman, vi tager afsæt i, da vi mødes en halv time tidligere. For det er stadig lidt af en begivenhed, når der er nyt fra Peter Høeg. Også selvom det efterhånden er 22 år siden, »Frøken Smillas fornemmelse for sne« kom. Den bog, der med ét slag gjorde Peter Høeg verdenskendt. Kritikere sammenlignede ham med Thomas Mann, Herman Melville og Umberto Eco, og i 1994 blev den civilisationskritiske thriller om en kvindes splittelse mellem europæisk og eskimoisk kultur kaldt alle tiders største europæiske romansucces i USA. Over 30 lande udkom den i. Efter den fulgte »De måske egnede« og »Kvinden og aben«. I midten af 1990erne var Peter Høeg en litterær superstjerne. Han gav hundredvis af interviews og solgte i omegnen af 15 millioner bøger på verdensplan. Alene herhjemme har han solgt omkring halvanden million bøger.

Siden fik nok. I ti år holdt han sig helt ude af rampelyset, udgav ingen romaner, talte ikke med pressen.

Da vi begynder interviewet, skynder han sig da også, ekstremt venligt og imødekommende, at slå fast, at han ikke vil gøres til et visdomsbillede. At han ikke som forfatter ligger inde med sandheden. At han ikke vil have en bispehat på hovedet, som han siger.

»Det er vigtigt for mig at afvise den hat og sige, at jeg ikke er samfundsdebattør eller økonom. Jeg fortæller røverhistorier,« siger han og indskyder:

»Det er måske lige defensivt nok, men jeg er fortæller, og jeg er optaget af mødet mellem mig og læseren. Jeg kan rigtig godt lide uvisheden ved skønlitteraturen. Jeg giver ikke bestemte samfundsmæssige prognoser, jeg er en fortæller, der lader min optagethed af verden og min samfundsbekymring eller vågenhed glide ind i bøgerne.«

»Effekten af Susan« er en dystopisk spændingsroman om den 43-årige fysiker Susan og hendes familie, der ufrivilligt bliver involveret i en betændt politisk sag. Tilbage i begyndelsen af 1970erne bliver Fremtidskommissionen nedsat. Sammen kan medlemmerne forudse samfundsudviklingen. Eller mere præcist giver de seks forskellige sammenbrudsscenarier. Uden at afsløre for meget, får den hemmeligholdte viden vidtrækkende konsekvenser, efterhånden som katastroferne rykker nærmere, og der bliver brug for det helt særlige talent, Susan har: Hun fremkalder oprigtighed og kan få folk til at tale.

»Som privatperson og som et politisk menneske kan jeg kende bogens uro,« siger Peter Høeg.

»Jeg har en dyb uro, også meget dybere end den, der kommer til udtryk i den danske offentlighed. Jeg tror, vi er langt nærmere afgrundens rand, end vi almindeligvis er opmærksomme på.«

Truslen er, som Peter Høeg ser det, blandt andet hele væksttankegangen. At vi er så glade og tilfredse med velstanden, at vi glemmer, at den er baseret på de fossile brændstoffer, vi kender, men som ikke er holdbare.

»Jeg tror, jeg er meget enig med den amerikanske økonom Jeremy Rifkin, som skriver, at der er brug for et spring i empati, og det vil komme. Vi har nok, ved nok og vi kan nok til, at det kan ske. Vi kunne fjerne al fattigdom, sult og forurening. Det, der mangler er menneskers hensynsfuldhed over for hinanden. Forståelse for, at vi er i den samme redningsbåd, der hedder Jorden.«

Trods troen på at det enkelte menneske faktisk kan gøre noget, frygter han, at vi ikke kan nå at vende udviklingen.

»Den spænding, der bygges op klimamæssigt, socialt og religiøst er meget risikabel. Jeg har tænkt, at sammenbruddet ikke kom i min levetid, men det tror jeg nu, det gør. Det tidsvindue, som er åbent for, at vi kan lave om, det er meget mindre, end man tror. Så hvis jeg holder noget tid endnu, tror jeg, at jeg når at opleve de her ting,« siger Peter Høeg og tilføjer, at sammenbruddet måske allerede er igang.

»Men det foregår i slowmotion. Det er derfor, vi ikke kan se det. Hundrede biologiske arter udryddes hvert eneste døgn, men det går langsomt endnu. Det vil tage til og stige eksponentielt. Hvornår i den proces vi når at besinde os og finde andre fordelinger er svært at sige.«

I sit eget liv har Peter Høeg søgt efter alternativer til det ensidige fokus på det materielle.

»Det samfundsmæssige pres for at blive noget, eje noget og folde sig ud er i sig selv meget værdifuldt. Vi skal alle sammen folde os ud som individer, ellers er livet jo ikke vellykket, så forbliver man umoden. Men hvis det ikke er suppleret af, at man finder en frihed fra den udfoldelse, altså en frihed fra optagetheden af sin karriere, en frihed fra sit begær efter det materielle, en slags leden efter et dybere sted, så bliver livet for overfladisk,« siger Peter Høeg og lægger til:

»En tilstand af meningsfylde finder man aldrig i det materielle eller i karriere, det handler om noget med dybe kærlighedsrelationer og om en vågenhed. Så en balance mellem de to ting, tror jeg, at alle mennesker må lede efter. Det har jeg selv på min måde prøvet.«

Man kunne tro, at der har været særligt meget at balancere for Peter Høeg, som oplevede at tjene mange millioner på sine bøger i en relativt ung alder. Men sådan ser han det ikke selv.

»Fra den første bog kom, har jeg prøvet at balancere livet i offentligheden med en tilbagetrukkethed. Jeg har aldrig været sky, det er et billede, medierne har skabt, men jeg har prøvet at balancere det. Som kunstner har man adgang til en bestemt form for energi, en hane, og den har i mit tilfælde ført penge og opmærksomhed og interesse med sig. Den energi skal man nyde at være i, og så skal man lede den videre. Ellers bliver der forstoppelse, så ophober man for meget. Men det er ikke offentligheden eller ting omkring det, der har vanskeliggjort mit liv. Det er andre ting: Det var for eksempel meget smertefuldt at blive skilt fra mine ældste børns mor. Men i forhold til offentligheden og mine bøger har jeg gjort det så godt, jeg kunne. Der er no regrets.«

Da Peter Høeg i 1988 debuterede med romanen »Forestilling om det tyvende århundrede« formulerede han da også samtidig for sig selv, hvad tilværelsen drejede sig om for ham: At være et familiemenneske, der var noget for sine børn og sin kærlighedspartner. At skrive de bøger, der skulle skrives så godt og omhyggeligt som muligt. Og endelig at følge en spirituel meditativ leden efter at komme i dybere kontakt med sig selv.

»Den prioritering har faktisk holdt i alle de år. Så har jeg lavet en fond for at overgive en del af mit økonomiske overskud, og jeg arbejder frivilligt i Børns Livskundskab og på Vækstcenteret. Det er et forsøg på at give noget af min energi væk til andet end bare noget, der skal komme retur. Samtidig med at jeg passer min forretning og betaler min skat og så videre.«

Men hvordan harmonerer den spirituelle meditative søgen egentlig med det at skabe kunst?

»Det er jo et paradoks, men når Ghita Nørby græder eller flipper ud på scenen, er hun jo selv fuldstændig rolig indvendig, det er jo kunsten. Kunsten kan råbe og skrige, folk bliver myrdet, familier opløst, og samfundet går under, og så rejser man sig op og får sin cafe au lait. Kunsten dykker ned og leger med os alle sammen. Det er leg, og i den leg er der også disharmoni. Min lille søn leger også, at han slår ihjel. Han myrder masser af sine Lego-figurer, og så i næste øjeblik sidder han på skødet og putter. Det gør man også som kunstner. Jeg synes godt, man kan udtrykke voldsomme problemer og disharmonier kunstnerisk, fra et ret roligt sted i sig selv.«

Peter Høegs yngste dreng er seks år. Desuden har han to voksne børn og et i konfirmationsalderen. Selv er han også i kontakt med sit indre barn.

»Før jeg fik skriftsprog, tegnede jeg historier. Den dreng på 4-5 år kan jeg sagtens mærke, når jeg skriver. Jeg føler egentlig bare, at jeg har forklædt mig som voksen og fundet en kanal, hvor jeg kan få folk til at acceptere, at jeg leger.«

Familien og relationen mellem forældre og børn fylder også en del i Peter Høegs nye roman.

»Det har ligget mig meget på sinde, men det var også et af de steder, hvor jeg følte, der var en risiko, for når bøger arbejder bevidst med spænding eller en fremaddrivende handling, som den her gør, så er alt der addresserer et mere sart niveau jo med til at arbejde i en anden retning. Det er en svær balance, og jeg har tænkt meget over, om folk nu vil sige noget nedvurderende om den? Om de vil kalde det en familiekrimi? Eller sige, at han har forsøgt at forene Krummerne med et eller andet? Det var et skræmmebillede, jeg fik, men jeg kunne også mærke, at jeg skulle gøre det. De erfaringer, jeg har gjort mig som far, interesserer mig så meget, at de ville ind i bogen.«

Det at skrive er for Peter Høeg noget meget fysisk.

»Jeg har en helt fast procedure. Jeg skriver om formiddagen. Når jeg så mærker det der kreative flow begynde, føler jeg, at at kroppen vibrerer. Ligesom klangkassen på en violin eller på en guitar.«

Peter Høeg fortæller om jazzmusikeren Dizzy Gillespie, der engang blev spurgt, hvor kraften i hans spil kom fra.

»Vil de virkelig vide det, frøken,« spurgte han den kvindelige journalist fra New York Times: »Den kommer fra røvhullet.«

Peter Høeg ler. Siger, at for ham skal hele systemet være aktiveret.

»Hvis det kun var hjertemæssigt, familiemæssigt, eller kun mentalt, sprogeksperimenter, ville det blive enten for køligt eller for følelsesmæssigt,« siger Peter Høeg og tilføjer: »Jeg er også nødt til at have røven med, seksualiteten, og drengen der er optaget af spænding.«

Peter Høegs »Effekten af Susan« bliver anmeldt i Berlingske næste fredag.