»Jeg er overbevist om at Gud eksisterer«

Musikeren og entertaineren SIGURD BARRETT har aldrig lagt skjul på, at han tror på Gud. Men han oplever ofte, at det at fortælle om sin tro opfattes som mere grænseoverskridende end at fortælle om sit sexliv. »Det er synd, for jeg kunne godt unde mange flere at være en del af den varme, kærlighed og tryghed, jeg oplever i kristendommen,« siger han.

Sigurd Barrett føler sig lige så nær ved Gud hjemme i sin have eller et hvilket som helst andet sted som i kirken. »Kristendommen er en del af min hverdag - det er kirkens rum ikke,« siger han.<br>Foto: Claus Bjørn Larsen. Fold sammen
Læs mere

Det ville være synd at sige, at Sigurd Barrett er en hardcore kirkegænger. Med et hæsblæsende arbejdsliv som musiker, entertainer, komponist, forfatter og foredragsholder og som far til fem børn i alderen 12 til ét år er tiden kun sjældent til fordybelse i højloftede kirkerum.

Men det gør ham ikke til en dårligere kristen end dem, der sidder på bænkene søndag efter søndag, mener manden, de fleste danskere kender fra Sigurds Bjørnetime, Sigurds Ulvetime og Hit med sangen i TV eller som festligt swingende konferencier ved Muskelsvindfondens årlige Åh Abe-koncerter.

»For mig handler den kristne tro lige så meget om livsværdier som om kirkelige ritualer. Kristendommen er en del af min hverdag det er kirkens rum ikke,« siger han.

»Men når det er sagt, så betyder det meget for mig, at kirken er der, og sådan tror jeg faktisk, de fleste danskere har det, uanset om de er troende eller ej. Folk er glade og trygge ved, at folkekirken findes, selv om mange har et ret diffust forhold til det, der foregår derinde.«

Det har Sigurd Barrett til gengæld ikke. Hans forhold til kristendommen er nært, trygt og kærligt og har været det lige siden barndommen:

»Selv om man siger, at tro og tvivl går hånd i hånd, så har jeg aldrig tvivlet. Jeg er overbevist om, at Gud eksisterer,« siger han. »I kristendommen oplever jeg medmenneskelighed, kærlighed og tryghed, en varme, som jeg godt kunne unde mange flere mennesker at være en del af. Men jeg er ikke missionerende. Tro for mig er en privatsag, og når jeg fortæller åbent om det handler det alene om at dele ud af den glæde, jeg har ved troen ikke om at pådutte andre, hvordan de skal tro. Jeg respekterer alle folk, uanset om de tror eller ej. Jeg synes bare, det er dejligt at kunne fortælle om de gode ting, jeg personligt finder i kristendommen.«

Troen fik han fra sin mor. Eller rettere stedmoder, for han blev som spæd bortadopteret af sin biologiske mor, en ung pige fra et strengt akademisk miljø, der var kommet »galt af sted«. Sigurd voksede i stedet op hos et lærerpar i Viborg, der havde et pragmatisk forhold til kristendommen:

»Mine forældre var ikke faste kirkegængere, men især min mor bekendte sig til den kristne tro og bad hver aften Fadervor med mig,« fortæller han.

Han gik også i søndagsskole, og da han blev lidt større, kom han med i FDF. Ikke så meget fordi, det var et kristent ungdomskorps, nok mest fordi hans far også havde været FDFer som dreng.

»Der oplevede jeg ligeledes, at der blev bedt fadervor, og det gav en slags synergieffekt mellem Fadervor derhjemme og Fadervor i fællesskabet med mine jævnaldrende. Jeg tror, den sammenhæng har været vigtig for, at troen fik så stor betydning for mig. At der var et fællesskab omkring det at bede Fadervor og tro på Gud. Det betød, at jeg ikke kom til at føle mig som en særling,« siger han.

»I vore dage er der desværre sjældent nogen, der vedgår sig den kristne tro. Der er få, der tror - og endnu færre, der tør stå ved, at de gør det.«

Selv har Sigurd Barrett aldrig lagt skjul på, at han er kristen og tror på Gud. Men han blev alligevel chokeret over den voldsomme reaktion, da han første gang fortalte om det i et avisinterview:

»Det var et større interview til Ekstra Bladet, og journalisten spurgte - nærmest tilfældigt blandt en hel masse andet - om jeg troede på Gud. Og da jeg svarede ja, var det næsten en større sensation, end hvis jeg havde tilstået et sidespring,« fortæller han.

»Kristendommen og det at tro på Gud er et utroligt tabu. Man sidder til en fest og efter nogle øller får man lyst til at tale om tilværelsens store spørgsmål. Men hvis man så begynder at tale om sin kristne tro, er det næsten mere kontroversielt, end hvis man krammer ud med hele sit hemmelige sexliv. Man bliver hurtigt sat i bås som én, der er meget rabiat, og det, synes jeg, er meget trist. For dybest set handler det at tro jo blot om, at vi som voksne tør sige, at der er noget, der er større end os selv.«

Sigurd Barrett opfatter ikke på nogen måde sig selv som »hellig«, og hans liv er langtfra pletfrit.

»På mange måder lever jeg snarere lidt mere udskejende end så mange andre, fordi jeg i mit job er så meget på farten hele tiden,« siger han. »Men samtidig er jeg ikke i tvivl om, at jeg skal stå til regnskab over for Gud for mine handlinger. Og det gør, at jeg måske tænker lidt mere over, hvordan jeg opfører mig og taler til andre mennesker. Når Jesus siger, at »du skal elske din næste...«, så betyder det jo alle, vi møder, ikke bare vores nærmeste. Men den stressede hverdag, mange af os lever i, risikerer let at gøre os så afstumpede, at vi ikke husker at behandle vores »næste« ordentligt.«

For Sigurd Barrett kan kristendommen i bund og grund koges ned til det, han kalder »det dobbelte kærlighedsbudskab«. Nemlig Jesu ord om, at »du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl« og »du skal elske din næste som dig selv.«

»Og det handler netop om, at der findes noget, der er større end os selv, og at vi skal være taknemmelige over vores eksistens og gøre, hvad vi kan for at leve op til det ansvar, Gud har givet os, fordi han gav os livet,« forklarer han. »Det er så let at falde i og tro, man er universiets centrum. Især når det går godt. Jeg kan da godt selv blive så begejstret over den succes, jeg oplever i mit arbejde i disse år, at jeg synes, jeg bare er fantastisk, og helt glemmer ydmygheden. Men jeg prøver i hvert fald at være bevidst om, at når det går mig godt, skal jeg også huske at takke Gud.«

Bønnen betyder meget for Sigurd Barrett. Han beder ofte alene, og ligesom hans mor bad aftenbøn med ham, da han var dreng, beder han hver aften Fadervor med sine egne børn:

»Bønnen er en god måde at være inderlig sammen med Gud, og man kan bede alle steder - det behøver ikke foregå i kirken, det kan lige så godt være på børnenes værelser eller herude under æbletræet,« siger han.

»Bønnen er også en god måde at vise børnene, at der er en samhørighed med Gud - og gøre det i et sprog, som de forstår. Så når vi har bedt Fadervor, fortsætter vi altid med en bøn, jeg selv digter, og som handler om de ting, børnene kender, og som betyder noget for dem. Vi beder f.eks. for mor og Dagmar, som lige nu er på ferie i Barcelona, men vi kan også bede for, at scateboard-rampen ikke bryder sammen igen, eller takke for, at det er gået godt for Jens Konrads fodboldhold.«

Men selv om Sigurd Barrett former bønnen, så den passer til børnenes hverdag og til det sprog, de taler, kunne han aldrig drømme om at fifle med selve det kristne budskab:

»Kristendommen er ikke et tag-selv-bord, og Bibelen er ikke en kogebog, hvor man kan nøjes med at lave de retter, man selv kan lide,« fastslår han.

»I vore dage siger folk ofte, at de tror på et eller andet, men om det er Gud, ved de ikke rigtig. Og så kommer de med en hel masse ting fra Bibelen, som de i hvert fald ikke tror på at Jesus gik på vandet, eller at Gud sidder oppe i himlen med hvidt skæg. Det kan godt ryste mig, at voksne danskere taler om kristendommen på det niveau. Som voksen er man nødt til at forholde sig til det store budskab, men mange danskere er øjensynlig ikke kommet videre end til nogle vage barndomsforestillinger om Gud som en gammel mand med langt hvidt skæg, der sidder på en sky oppe i himlen. Andre kan måske godt se det store budskab, men så er der lige dét og dét og dét, der ikke passer dem det er ikke min Gud, siger de så. Det er en lidt forkælet holdning, når man tror, man bare kan fravælge det, man ikke kan lide.«

Da hans forældre døde i 2002 med kun fire ugers mellemrum, mærkede Sigurd Barrett for alvor betydningen af en fast forankret, betingelsesløs tro:

»Det var et ubærligt tab at miste begge forældre så hurtigt efter hinanden, og da var det meget, meget vigtigt for mig, at jeg kunne finde trøst i min tro,« siger han. »Præstens ord om, at de var kommet op til Gud, og at vi en dag skal mødes i Hans rige, var ikke tomme ord for mig. Jeg er overbevist om, at vi skal mødes igen om man så vælger at kalde det Paradis, et andet rige eller for den sags skyld »i en anden dimension«, hvis man synes, det lyder mere funky, er for mig underordnet.«

Som både kendt og kristen optræder Sigurd Barrett - ind imellem sine andre arrangementer - også ved musikgudstjenester, børnegudstjenester og andre mere festlige arrangementer i kirkeligt regi. Han kan godt lide det supplement til den traditionelle gudstjeneste, og som regel trækker arrangementerne fulde huse til ellers halvtomme kirker.

»Jeg tror, det er en god måde at få især børn og unge gjort mere fortrolige med kirken. Men det skal ikke erstatte den egentlige gudstjeneste,« siger han. »Jeg mener ikke, man skal lave alle gudstjenester til rockgudstjenester bare for at få flere kunder i butikken. Man kan ikke måle folkekirkens succes på antallet af tilskuere, men omvendt nytter det jo ikke meget at have en kirke, hvor folk ikke kommer, og hvor de ikke aner, hvad der foregår.

Han holder selv meget af den almindelige gudstjenestes faste ritualer og den følelse, de giver af at være del af et fællesskab og en tradition, der har rødder flere tusinde år tilbage. Dem skal der efter hans mening ikke laves om på:

»Når jeg rejser mig fra alteret efter nadveren og synesforladelsen, føler jeg virkelig, at jeg er blevet et bedre menneske. Og når præsten mod slutningen af gudstjenesten lyser velsignelsen, løfter armene og siger »Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!« - jamen, så får jeg fred!«

Omvendt kan han sagtens sætte sig ind i, at mange - især børn og unge - kan opleve en to timers højmesse søndag formiddag som dræbende kedsommelig:

»Det, der er galt, er det sprog, der tales i folkekirken. Mange af salmeteksterne kan moderne mennesker ikke forstå - og slet ikke børn og unge. Det samme gælder mange af de tekster, der indgår i gudstjenesten. En vigtig del af Luthers reformation for snart 500 år siden var at ændre kristendommens sprog fra latin til et sprog, folk forstod. Måske har vi brug for en ny reformation nu forstået på den måde, at vi moderniserer det gammeldags sprog, som folk ikke forstår og ikke forbinder med noget,« siger han. »Det kan være svært for unge at forbinde en Jesus, der går rundt i en vingård, med noget fra deres egen dagligdag. Og hvad i alverden er en vingård overhovedet? Det er klart, at der ikke er meget »MySpace« over Det ny Testamente men pointerne derfra kan vi jo stadig bruge. De store medmenneskelige budskaber om barmhjertighed og næstekærlighed har jo ikke flyttet sig, hvis vi ellers formår at formidle dem i et sprog, der også taler til de unge.«

For Sigurd Barrett er det især vigtigt, at børnene bliver fortrolige med det kristne budskab.

Derfor er han imod planerne om at ændre faget kristendomskundskab til religion i folkeskolen:

»Ikke fordi jeg opfatter kristendommen som den eneste rigtige religion, for dybest set tror jeg, at alle religioner i verden udspringer af det samme,« siger han. »Jeg er hverken nationalist eller fanatisk kristen. Jeg har rejst meget og elsker at møde andre folkeslag og andre religioner. Men det er også vigtigt at holde fast i, hvem vi selv er. Fordi kristendommen nu engang er vores kulturgrundlag her i Danmark, er det vigtigt, at der er et fag, der primært handler om den religion. Vi skal holde fast i kristendommen som kulturbærer, ligesom vi skal holde fast i landets øvrige historie.«

Sigurd Barrett vil gerne selv yde et bidrag til at øge børns og unges forståelse af kristendommen. Han har skrevet en lille børnebog med sin egen fortolkning af Juleevangeliet, »Sigurd fortæller Juleevangeliet«, som udkommer til jul, og nu pusler han så småt med planer om en alternativ børnebibel:

»Det skal selvsagt ikke være en bibel i gængs forstand. Det skal være en multimediebibel med tøjdyr på film, masser af musik og sange og selvfølgelig også en masse humor,« understreger han.

»Det er jo en konvention i den danske folkekirke, at der ikke må gøres grin med Gud. Men jeg har det nu sådan, at hvis Gud skabte verden, skabte han vel også humoren, og så må man altså gerne lave sjov både med Jesus og med Gud. Tro handler for mig først og fremmest om glæde og rummelighed ikke om alvorsminer og dommedagstrusler. Det er det glade budskab, jeg meget gerne vil dele med andre.«

tmpberlingske.dk

Sigurd Barrett om

Dåben:

Dåben er et flot symbol på, at der er plads til alle ved Herrens bord, selv et lille barn, som endnu ikke har forstået noget som helst. Ved at døbe vores børn giver vi dem valget. De kan altid vælge den kristne tro fra. Hvis vi ikke døber dem, bliver det meget sværere at vælge kristendommen til.

De 10 bud:

De 10 bud kan ikke sådan diskuteres, synes jeg. Man kan ikke bare nøjes med de seks, man selv kan gå ind for. Så er det ikke kristendom længere, så er det èn eller anden selvopfunden religion.

Ateister:

Jeg har fuld respekt for både ateister og folk, der har en anden religion end kristendommen. Men jeg har lidt mindre respekt for dem, der ikke tager stilling, som bare lader sig flyde.

Mine yndlingskirker:

Viborg Domkirke var min barndoms kirke. Der er jeg både døbt, konfirmeret og gift, og mine forældre er begravet derfra. Det er den kirke, jeg stadig føler størst tilknytning til.

Århus Domkirke holder jeg også meget af. Der kom min kone og jeg meget i vores første år sammen, og der er Jens Konrad døbt.

Frederiksberg Slotskirke er den, vi vælger til jul, og det er også der, de fire piger er døbt.

Jesuskirken i Valby er den, vi kommer mest i til daglig. Dels fordi den ligger nærmere, dels fordi vi rigtig godt kan lidt præsten.

Blå Bog:

Sigurd Barrett er født den 10.1.1967 og voksede op i Viborg.

Fik sit første professionelle job som musiker som 12-årig i 1979.

Musisk studentereksamen 1985

Cand.phil. i musikvidenskab med speciale i russisk rock 1992

Orkestre:

Discobandet California

Jazz trioen Trio de Janeiro

Sigurd Barrett & The Cigars

Har turneret i ind- og udland med

Sigurd Barrett Piano Show

TV-programmer bl.a.:

Sigurds Bjørnetime

Sigurds Ulvetime

Sigurd og Symfoniorkesteret

Sigurd og Big Bandet

Op på Tangenterne

Hit Med Sangen.

Har udgivet en lang række CDer og bøger for både børn og voksne.

Er gift med operasangeren Winnie Merete Barrett, som han også optræder sammen med.

Parret har fem børn.