»Jeg er min egen stemmegaffel«

Jens Andersen, en »kille från hinsidan«, har skrevet den første nordiske biografi i fire årtier om svenske Astrid Lindgren. Her fortæller han hvorfor.

Forfatter Jens Andersen er nomineret til Læsernes Bogpris 2015 for sin roman »Denne Dag, Et Liv«. Fold sammen
Læs mere

I alle de 25 år, Jens Andersen har skrevet biografier, har han drømt om en dag at skrive en om Astrid Lindgren.

»Jeg interviewede hende i 1990 for Weekendavisen, og som alle andre, der kom indenfor i Dalagatan, blev jeg dybt fascineret af den dengang 83-åriges vitalitet og sammensathed,« fortæller han.

»Det milde, bedstemoderlige væsen, nærværet og et flammende engagement i forhold til det omgivende samfund. Lindgren var noget så forholdsvis sjældent som en forfatter med politisk mod og magt og kolossal folkelig opbakning i sit land. Alt sammen hvilede det på den samme form for næstekærlighed og civilcourage, der altid har strømmet fra Pippi, Emil, Brødrene Løvehjerte, Ronja Røverdatter og mange andre af de Astrid Lindgren-figurer, der heldigvis aldrig bliver voksne.«

I første omgang blev det dog en lang række andre biografier, forfatteren, journalisten og litteraten kastede sig over. Om nogle af den danske litteraturs mest markante stemmer, blandt andre Tom Kristensen, H.C. Andersen, Tove Ditlevsen og Ole Lund Kirkegaard, men også om fodboldspilleren Frank Arnesen og en jubilæumsbiografi om dronning Margrethe.

En livslang drøm

Med »Denne dag, et liv«, der er nomineret til Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings litteraturpris, Læsernes bogpris, udlevede Jens Andersen drømmen om at skrive om Sveriges store børnebogsforfatter. Bogen er blandt andet baseret på en lang række breve, skriverier og dagbogsnotater, som Jens Andersen studerede på Astrid Lindgren-arkivet på Kungliga biblioteket i Stockholm.

»Det fylder halvanden hundrede reolmeter og har siden 2005 været på UNESCOs verdensarvsliste, men ubegribeligt nok har ingen litteraturforsker eller biografiforfatter før interesseret sig for det.«

Men det var nu mødet med Astrid Lindgrens nu 80-årige datter, Karin Nyman, der for alvor gjorde det muligt for Jens Andersen at skrive sin bog.

»Hun syntes, det var en god idé, at jeg skrev en biografi om hendes mor. Og Karin blev ikke kun den levende hovedkilde i min bog, men også en personlig inspirationskilde og nøgle til en masse materiale, der aldrig tidligere har været offentliggjort eller omtalt.«

»Denne dag, et liv« er den første nordiske Astrid Lindgren-biografi i 40 år. Men hvordan kunne det egentliwg gå til, at det blev en dansker, der skrev den?

»Det kunne nok også godt have været en finne, færing, nordmand eller islænding. Det afgørende var, at Karin Nyman fattede tillid til netop mig,« siger Jens Andersen.

»Hun så perspektivet i min idé om at lave en biografi, hvor ensomheden i både hendes mors private liv og i hendes bøger var en rød tråd, og efter at have orienteret sig i mine biografier om H.C. Andersen og Ole Lund Kirkegaard mente hun at kunne se, at jeg ville være i stand til at løfte opgaven.«

Jens Andersen har da heller ikke mødt modstand i det svenske kulturliv. Tvært­imod.

»Jeg har overalt i landet – på arkiver, institutter, biblioteker og hos private – mødt lutter velvilje, interesse og lyst til at hjælpe med en brik eller flere til det widescreen-puslespil, en kunstnerbiografi altid er. Ingen misundelse eller smålighed, bare glædelig overraskelse over, at der skulle »en kille från hinsidan« til at genfortælle et væsentligt kapitel i Sveriges nyere historie og pege på de mindre kendte sider af landsmoderen.«

Liv og værk kan ikke skilles ad

Som i mange af sine tidligere forfatterbiografier fokuserer Jens Andersen både på livet og værket. Han spejler det personlige i forfatterskabet.

»Jeg har aldrig skrevet på teorier og kan ikke prale af at have en særlig metode. Jeg er min egen stemmegaffel, og hver eneste ny biografi sætter sine egne grænser og rummer sine unikke udfordringer med hensyn til indhold og form. Jeg har kredset om biografi­genren i 25 år, og hvis der noget, jeg gang på gang har lært, så er det, at en kunstners liv og værker ikke lader sig adskille i to praktiske bæreposer. Med en omskrivning af Piet Heins gruk: »Den, som kun ta’r liv for liv, og kunst kun kunstnerisk, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt«.

Jens Andersen bilder sig ikke ind, at han kan fortælle hele historien om dem, han portrætterer.

»Lige meget hvor mange skulderklap jeg får fra højeste sted for at have skildret Astrid Lindgren, så hun næsten bliver levende igen, så ved jeg, at det ikke er Astrid Lindgren, men kun mit billede af hende, læseren ser. Begrænsningen i enhver fortælling er fortælleren. Også i biografier,« siger Jens Andersen.

»Men man kan blive ikke så lidt klogere af at se med hen over eksempelvis Astrid Lindgrens skulder og betragte forfatteren i hendes værksted og i hendes familiære, private omgivelser og samtidig se det hele i lyset af den tid og epoke, hun levede i. Her ligger kunstnerbiografiens særlige styrke. Den kan formidle både den lille historie og den store historie i ét og samme greb.«