»Jeg er ikke i dette job for at overgå mig selv«

Mads Mikkelsen vil gerne være med til at fortælle gode historier som i Danmarkshistoriens dyreste film »FLAMMEN OG CITRONEN«. Mød den filmaktuelle skuespiller i et interview om modstandskampen, fascination ved håndvåben og om ikke at lade sig styre af medier, der vil genopfinde historien om ham.

Mads Mikkelsens karriere er ikke resultatet af overdreven fremadtænkning, siger han. »Jeg er meget ambitiøs på mit jobs vegne, og ud af det kommer der vel en karriere på den ene eller anden måde. Men jeg har aldrig tænkt: ’Det skal jeg opnå!’ eller ’Der vil jeg hen med mit liv!’«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen

Mads Mikkelsen skynder sig ned ad Vognmagergade for at komme ud af den kolde vinterregn, og tilfældet vil, at vi, journalist og fotograf, kommer til at løbe i hælene på ham, indtil vi når Café Sommersko henne om hjørnet.

Her bestiller skuespilleren varm chokolade og guider os over i et hjørne, hvor han mener, der er roligt nok til at lave interview. Op gennem sin karriere har Mads Mikkelsen haft et ambivalent forhold til pressen, der jævnligt har set stort på hans ønske om at holde sit privatliv ude af spalterne. Derfor kommer det en smule bag på os at se skuespilleren både veloplagt og spøgefuld.

Måske er hemmeligheden bag Mads Mikkelsens status som intens skuespiller hans evne til at være opmærksom. I hvert fald lytter han koncentreret til hvert spørgsmål og forsøger på bedste vis at besvare dem, hvilket indebærer, at han til flere spørgsmål nøjes med at svare:
»Det har jeg sgu aldrig tænkt over«.

I modsætning til mange af sine kolleger kaster han sig ikke ud i længere filosoferen, hvis han kan nøjes med den korte version. Han har opnået en position, hvor han ikke længere skal bevise, at han med sin blotte tilstedeværelse i en film kan tilføre den kunstnerisk tyngde – og i de fleste tilfælde sælge ekstra hundredetusinder biografbilletter.

Men der er en grund til hans gode humør. Mads Mikkelsen har været med til at lave en film, som han med egne ord er »pærestolt« af, og det må danskerne gerne få at vide.

»Fortæl alle læserne, at de skal gå ind og se »Flammen og Citronen« – der er jo mindst to millioner, der skal købe billet til den, før den begynder at give overskud,« siger Mads Mikkelsen med en mindre overdrivelse om danmarkshistoriens hidtil dyreste film – 45 millioner kr. – hvori han spiller den anden af titelpersonerne.

Ligesom instruktøren Ole Christian Madsen og andre, der har været involveret i produktionen af »Flammen og Citronen«, er Mads Mikkelsen gået til opgaven med en vis følelse af ydmyghed og respekt for forlægget. Det her handler om mere end film og profitmarginaler. Det handler om at være med til at fortælle danmarkshistorie. Ikke omskrive den, ikke forskønne den, men heller ikke gøre den musealt uvedkommende for fremtidige generationer.

»Denne film er en investering i fremtiden,« som Mads Mikkelsen formulerer det.

I filmen spiller han modstandsmanden »Citronen«, mens Thure Lindhardt spiller hans makker, den rødhårede »Flammen«. Under besættelsen specialiserede duoen sig i stikker-likvideringer, et arbejde der blev vanskeliggjort af den tids dobbeltbundede dagsordener og uigennemskuelige loyalitetsforhold. Med andre ord: Et andet billede af de fem besættelsesår end det, som danske film gennem årtier har tegnet.

»Det var simpelthen på tide, at man lavede en film som denne, hvor man i højere grad har forsøgt at komme så tæt på virkeligheden som muligt med alle dens gråzoner,« siger Mads Mikkelsen.

Det betyder ikke, at »Flammen og Citronen« i alle detaljer er historisk korrekt, heller ikke i beskrivelsen af hovedpersonerne, selvom Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt har haft møder med endnu levende folk fra den kreds af modstandsfolk og civilister, der omgav filmens titelpersoner.

»Hvis vi forsøgte at lave et meget præcist portræt af Flammen, som der i øvrigt ikke findes ret mange billeder af, ville vi alligevel ramme forkert. Vi har heller ikke forsøgt at kamuflere mig til at ligne ham på en prik, sådan som man har gjort det i nogle biografiske Hollywood-film. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke skulle være vores metode. Så hellere skabe et portræt, der er sammenhængende, og som viser virkeligheden respekt,« siger Mads Mikkelsen.

Ligesom de fleste nulevende danskere har skuespilleren en familiehistorie om besættelsestiden. Helten i familien Mikkelsens historie er skuespillerens morfar, der var kommunist og deltog i modstandskampen.

»Jeg ved ikke så meget om hans opgaver under besættelsen, fordi han aldrig snakkede om det, men jeg har set hans falske identitetspapirer, og jeg formoder, at han var medlem af BOPA (Borgerlige Partisaner, red.). Vi ved jo, at der pludselig var rigtig mange ’frihedskæmpere’ lige efter befrielsen, men jeg har en fornemmelse af, at morfar var med i noget reelt, netop fordi han ikke fortalte så mange røverhistorier,« siger Mads Mikkelsen.

»Flammen og Citronen« er optaget i de berømte Babelsberg-studier i Berlin, som også blev brugt af nazisterne under krigen. Man spekulerer uvilkårligt på, hvordan det var at færdes på optagelse mellem filmens tyskere og virkelighedens tyskere.

»Selvfølgelig tænkte vi over det. I danske ører giver selve det tyske sprog jo stadig nogle associationer. Jeg tror, at krigstraumet fortsat er under bearbejdning hos de ældre tyskere. Der er nogle ting, som er svære at lægge i glemmebogen. Men det var der også hos os. Den danske regering lagde sig ned for invasionen, hvilket måske var meget smart, hvis vi skulle undgå at blive udslettet – men ikke noget, det er nemt at være stolt af,« siger Mads Mikkelsen.

På optagelse i studierne, hvor tiden og miljøet blev genskabt ned til mindste øl-etikette, følte skuespillerne sig ofte hensat til perioden, og det var helt naturligt at diskutere, hvilken rolle hver især mon ville have indtaget i virkelighedens verden.
»Svaret for mit vedkommende må være, at det simpelthen er umuligt at svare på. Jeg vil tro, at det har spillet en rolle, om man havde børn eller ej. Hvis man havde børn, var man måske mindre parat til at ofre sig – på den anden side ville man jo også have mere at slås for på deres vegne,« siger Mads Mikkelsen.

Som modstandsfolk adskiller Flammen og Citronen sig på et afgørende punkt. Hvor Flammen hurtigt bliver den dødsensfarlige dræber, der aldrig tøver med aftrækkeren foran sin ofre – pånær i et skæbnesvangert tilfælde – er Citronen en mand, der synligt mærkes af henrettelserne. Ikke mindst da et uskyldigt barn fanges i krydsilden under et attentat mod en gestapomand.

»Jeg kunne måske godt sætte mig ind i situationen, hvor det handler om nærkamp og selvforsvar. Men ligefrem at likvidere nogen bagfra må være meget, meget grænseoverskridende. Jeg tror ikke, at nogen kan gøre det og være et helt menneske efterfølgende. Når først man har krydset den grænse, tror jeg ikke, man slipper for psykiske mén,« siger Mads Mikkelsen.

Håndvåben spiller en stor rolle i »Flammen og Citronen«, og Mads Mikkelsen kan bekræfte, at selv filmvåben har en særlig tiltrækningskraft.

»Våben har en mærkelig magt. Når de dukkede op ved optagelserne, skulle mange lige hen og røre ved dem. Det er lidt uhyggeligt, men sådan virker de. På den måde blev våbnene faktisk en medspiller i filmen, for vi gik med dem hele tiden, også når vi ikke skulle bruge dem i scenerne – lige som Flammen og Citronen også gjorde det i virkeligheden. Pistolerne, det tunge overtøj som de sov i og cigaretterne, som de røg hele tiden, var med til at skabe figurerne for os,« siger Mads Mikkelsen, der beskriver sit arbejde med at sætte sig ind i roller som »et spørgsmål om at trække fra, indtil jeg står med en kerne af figuren i rollen, som jeg kan bruge«.

For nogle år siden begyndte Mads Mikkelsen og hans agent at arbejde på at skaffe ham roller i udenlandske film, hvilket foreløbig har kulmineret spektakulært med den centrale skurkerolle Le Chiffre i James Bond-filmen »Casino Royale«, som han iklædte en menneskelig dimension, der var usædvanlig for James Bond-skurke. Om kort tid begynder han på optagelserne til en tysk film, som han betegner som en »magisk thriller«. Mads Mikkelsen ser undrende frem for sig, da han bliver spurgt, om han nogensinde har overvejet risikoen ved at blive en international filmstjerne med alt, hvad det indebærer for den privat anlagte person, han er.

»Jeg tror ikke, det er frygteligt anderledes end at være det i Danmark. Der er mange amerikanske skuespillere, som vælger, at de vil have et normalt liv, og som færdes på gaden ligesom alle andre. Men skal jeg være helt ærlig, så er det slet ikke noget, jeg har tænkt over. Mit udgangspunkt for at arbejde i udlandet er, at det er bedre at have to film at vælge imellem end kun at have en film. Og får man ti film at vælge mellem, er det bedre end kun at have to. Vi er jo et lille land, og det, der bliver lavet af film, kan jo ikke kvalitetsmæssigt komme helt op at ringe hvert eneste evige år. Så jo flere tilbud man får her og ude, jo større sandsynlighed er der for, at nogle af dem er gode. Men hvis jeg bliver tilbudt noget, der er rigtigt fedt herhjemme, ville jeg selvfølgelig stadig prioritere det meget højt,« siger Mads Mikkelsen.

Han er da også begyndt at sige nej til udenlandske tilbud. I en periode fik han jævnligt tilbudt roller i gyserfilm, for eksempel som vampyr.
»Det var sådan nogle film, der ikke rigtig tændte mig. Intet galt med det, og hvis manuskripterne havde været gode, havde jeg også sagt ja tak, fordi jeg elsker vampyrfilm. Men det var de desværre ikke,« siger Mads Mikkelsen.

I Danmark har han opnået en position, som kun ganske få skuespillere tør drømme om. Men det betyder ikke, at han bekymrer sig om at gå i stå kunstnerisk. Hvorvidt han kan overgå sine egne anmelderroste præstationer, kalder han en »ren mediebekymring«.

»Journalister vil jo gerne ’opfinde’ en. Og når man en gang er opfundet af dem, bliver man røvsyg at beskæftige sig med, med mindre de kan ’genopfinde’ dig. Så jeg vil kalde det en medieting, at man skal ’overgå sig selv’. Jeg er jo ikke i dette job for at overgå mig selv. Jeg er i netop dette job, fordi jeg vil lave nogle gode film. Jeg er heller ikke i dette her job, fordi det ’er en stor udfordring’. Hvis jeg var det, ville jeg bestige et bjerg. Jeg er her, fordi der er nogle spændende historier derude, og hvis folk gerne vil have det, vil jeg meget gerne være med til at fortælle de historier på bedst mulig måde.«