»Jeg er her i min egen ret«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er udmærket klar over, at hans succes historisk vil blive målt på, om han vinder næste valg. Men han insisterer også på at sætte idéer over mennesker. Det var idéerne, der vandt magten i 2001, og de skal også vinde næste

Færøerne er utvivlsomt Lars Løkke Rasmussens andet hjemland. Her har han tilbragt hver eneste sommer, siden han for tyve år siden mødte sin færøske hustru. Hendes familie tilhører selvstyrefløjen i dansk politik, så det er nok med blandede følelser, at de ser, at Sólrun nu er gift med den danske statsminister, siger Lars Løkke Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Blandt Thorshavns mange iøjnefaldende huse er der særligt ét, der er ekstraordinært smukt. Et næsten borglignende stenhus, med lysende hvide vinduer og et spidst tårn. Det er her rigsombudsmanden bor, og det var ved det her hus, at Lars Løkke Rasmussen og hans færøske hustru Solrun gik rundt og lagde karriereplaner for den unge Lars 15-20 år tilbage. Han skulle da være rigsombudsmand, så han og Sólrun kunne slå sig ned på Færøerne.

Helt således gik det ikke, eller som Lars Løkke selv siger, »det er nok for sent nu.«

Men hævet over enhver tvivl er det, at den danske statsminister trives ualmindelig godt i det færøske. Han har tilbragt tid her hver sommer i de 20 år, han og Sólrun har været sammen. Drevet får, spist hval, danset kædedans til Olaj-festen – nationaldagen hvert år i juli. Også i år, hvor han godt nok tiltrak sig lidt mere opmærksomhed end ellers. Færingerne hilser pænt og venligt på statsministeren, men nogen Obama i Kenya-agtig jubel, kan det nordatlantiske ø-folk trods alt ikke mobilisere.

»Sólruns familie er rundet af selvstyretanken. Hendes morfar var forsvarer for oprørerne i Klaksvik i 1950erne. Han sammenlignede færingerne med sydslesvigerne, og der var ikke mange pæne ord om danskerne. Første gang jeg mødte ham, talte han ikke til mig de første tre dage. Han boede i nabohuset til min svigermor, og til en Olaj-middag, hvor han havde fået en lille snaps, sagde han som det første til mig: ’Den eneste Venstremand, jeg respekterer og nogensinde kommer til at respektere er Erik Eriksen (statsminister 1950-53 og mangeårig præsident for Foreningen Norden, red.).’ Det var min velkomst. En sej fyr, og det er Sólruns familie rundet af. Og jeg tror da nok, at hvis du spørger min svigermor, så er det med blandede følelser, at hendes datter nu sammen med mig er førsteparret. Men på det personlige plan oplever jeg kun åbenhed og venlighed heroppe. Og jeg tror også, at mange synes, det er sjovt, eller hvilke ord man nu skal sætte på, at der nu er en færøsk pige, der er gift med statsministeren.«

Lars Løkke Rasmussen er ved at afslutte sin første sommerferie som statsminister og slentrer hjemmevandt rundt i Thorshavn, som var han helt almindelig. Det insisterer han nu også på at være – rundet af velfærdsstaten, Lille Lars fra Græsted og alt det der. Men han kan ikke løbe fra, at han nu er landets øverste leder, der skal anvise veje, samle og stå i spidsen for nationen. Men hans tilgang til det nye job har i den grad ikke været frembrusende.

Det er fire måneder siden, du blev statsminister, og du har jo været meget tilbageholdende med store program- erklæringer og planer. Hvornår vil du for alvor sætte dit eget præg på det?

»Jeg bilder mig ind, at jeg, også før jeg blev statsminister, satte mit betydelige præg på det. Jeg mener på alle måder, at jeg var den naturlige arvtager. Jeg ved godt, at jeg skuffer dem, der efterspørger en helt ny kurs, men jeg føler at regeringens linje hele vejen i høj grad har været designet af mig. Et nøgleord er respekten for det enkelte menneske, respekten for det enkelte individ, mennesket frem for systemet. Det frie valg, og det at lave en folkeskole, der tager sit udgangspunkt i den enkelte elevs potentiale. Det er en dagsorden, jeg har været med til at føde denne regering med. Jeg står på meget af det. Og når jeg så rykker til hjørnekontoret, ville det da være underligt, hvis det første jeg gjorde var at lave det hele om, og forkaste det, vi har lavet.«

Hvornår blev du selv klar over, at nu var det lige op over? Var det først den torsdag, hvor Anders Fogh meldte sit kandidatur som NATO-chef og ringede og sagde, at nu var det nu?

»Jeg har vidst i flere år, at hvis der skete noget, så var det mig. Og jeg har vel vidst siden en gang sidste efterår, at den nok trak den vej. Jeg ved godt, at det kan misforstås, men det er ikke sådan en drøm for mig at blive statsminister. Og derfor har jeg også haft det på den måde, at hvis det skete, så var jeg forberedt på det, men jeg ville ikke få et følelsesmæssigt tilbageslag, hvis Anders kom hjem fra NATO-topmødet og sagde, at han ikke fik posten.«

Når du siger, at det ikke har været en drøm, handler det så også om, at du dybest set aldrig har tænkt tanken til ende?

»Det er forkert at sige, at man aldrig har haft ambitionen. Men det har aldrig været noget med magt og noget om, at min karriere kun er noget værd, hvis jeg ender her. Jeg har den praktiske tilgang til livet, at man løser opgaverne i den rækkefølge, man får dem stillet. Det handler om at hvile i sig selv og finde ro. Ikke om at leve på en eller anden drøm om, at engang når jeg bliver millionær, så skal jeg det eller det. Eller når jeg får magt, som jeg har agt, vil jeg lave hele verden om. Jeg vil gerne leve i situationen, og frem til jeg blev statsminister, har jeg fundet stor tilfredsstillelse i at være med til at idéudvikle og konkretisere denne regerings grundlag. Nu skal jeg så noget mere, og det glæder jeg mig til. Jeg føler mig klar til det, men jeg vil også insistere på retten til at have min egen køreplan for, hvordan tingene skal foregå. Og jeg mener, at det på alle måder ville have været vanvittigt, hvis jeg var kommet hjem fra påkeferie og havde sagt: Nu skal I høre. Vi har ny regering, nyt program.

Det ville i øvrigt også ramme helt ved siden af det, der er danskernes forventning. Jeg ved godt, at der i kommentatormiljøet er forventning hele tiden om nyt, nyt, nyt. Men jeg ved, at danskerne, som de er flest – jeg er selv en af dem – efterspørger andre ting. Vi efterspørger, at Danmark og min familie er i en situation, hvor jeg kan betale mine terminer, hvor mine børn får en ordentlig skolegang. Hvor vi kan gå sikkert på gaden, og hvor man føler sig tryg ved, at hvis ens far – som min – har fået prostatakræft, så er der også et ordentligt behandlingstilbud. Sådan nogle ting. Og ikke at vi skal lave om for at lave om.«

Lars Løkke Rasmussen har noget med sin ansigtsmimik. Han kan tale om meget alvorlige emner eller være meget bestemt i sit tonefald, for så pludselig at løsne op med gavtyv-smil. Munter og festglad siger rygterne, men når man bliver statsminister som 44-årig, er tilværelsen næppe festet væk. Så er man ambitiøs, flittig og målrettet. Lars Løkke Rasmussen siger selv, at han bare har løst opgaverne i den rækkefølge, de er blevet ham stillet. Hvilke opgaver har han så stillet sig selv nu?

»Helt overordnet hedder det lige nu krise, kommunalvalg og klima. Men over det er det vigtigste for regeringen, at vi så at sige skal begynde forfra. I bund og grund er den politiske udfordring den samme. Skolerne skal virke, sygehusvæsenet skal fungere, busserne skal køre til tiden. Men regeringens udfordring halvt inde i en valgperiode og i øvrigt med en historie, der gør at vi snart har været her i otte år, er, at vi evner at trække frisk luft ind og tør tænke det hele påny. For der er selvfølgelig en iboende risiko for, at vi bare siger: det har vi prøvet, det problem har vi løst. Hvis ikke der ovenfra ledelsesmæssigt er nogen, der sørger for at vi er sultne stadigvæk, at vi stadig vil magten og vil forandring, så sander det til. Pointen er, at vi skal gøre det igen, for vi kommer aldrig nogensinde til at lave utopia. Vi når aldrig det punkt, at Danmark er perfekt. Den politiske dagsorden er jo den neverending story om at forsøge at geare samfundet til at skabe optimale rammebetingelser omkring det enkelte menneske, sådan så det enkelte menneske kan blomstre. Det er min hovedopgave.«

Brutalt kunne man sige, at du først rigtig er statsminister og har gjort dig fortjent til posten, når du selv har vundet den. Det kan vel ikke undgå at have lagret sig hos dig, at du kan gå over i historien som en statsminister, der fik magten forærende og derefter tabte den?

»Jeg tror på idéer over mennesker. Jeg synes, at det er at nedgøre ikke bare mig, men også den danske befolkning, hvis man siger, at vi kun har en borgerlig-liberal regering, fordi der i 2001 var en statsministerkandidat, der hed Anders Fogh. Og havde han ikke været der, så var vi blevet agterudsejlet. Den køber jeg ikke. Jeg mener, at vi vandt i 2001 på vores idéer. Derfor synes jeg, at jeg er her i min egen ret. Men når det er sagt, vil det da give det en ekstra dimension både menneskeligt og politisk, hvis jeg leverer en valgsejr.«

Da du stod i Statsministeriet til overdragelsen den 5. april, så du meget ydmyg ud. Hvilke tanker gjorde du dig?

»Man kan resonere sig frem til alt muligt, og det er flere år siden, at jeg resonerede mig frem til, at hvis Anders gik, så var det mig. Det sidste halve år kunne jeg se det komme og begyndte at gøre mig tanker om, hvordan jeg skulle håndtere det. Så det med at fortsætte, have kontinuitet og ikke lave nogen større rokade var ikke noget, jeg først begyndte at tænke over, da det var sket. Men uanset hvor meget man kan resonere sig til det, så er det jo først, når det er der, at det er der. Hvornår går det op for en? Det er klart, at når porten går op, og der står det hav af mennesker, så er der noget, der siger: Nu er den der... Jeg blev lidt overrasket over det. Jeg vidste det jo godt, men...«

Det virkede som om, du var lidt tynget?

»Jamen, sådan har jeg nok haft det med alle de poster, jeg har haft. Er der ikke et princip, som siger, at enhver stiger til sit niveau af inkompetence? Det er jo en menneskelig frygt, man kan have. På et eller andet tidspunkt risikerer man, at man ligesom overgør sin karriere. Nogle vil sikkert sige, at det gjorde jeg får mange år siden, men den iboende menneskelige ting, at jeg tænker »puha, hvordan skal jeg klare den her,« har jeg haft, da jeg blev viceborgmester, da jeg blev udvalgsformand. Måske i virkeligheden størst, da jeg blev udvalgsformand og sad der som 24-årig med en forvaltningschef, der var dobbelt så gammel som mig, og så skulle sidde der for bordenden og sige, nu skal I høre her. Da jeg blev amtsborgmester, da jeg blev minister, da jeg blev finansminister – jeg har hver gang haft den der med, om det nu også kan gå? Jeg er ikke ked af, at jeg har det sådan, for det er jo først, når man tror, at man kan gå på vandet, at man falder igennem for alvor.«

Det er kun godt et år siden, at Lars Løkke Rasmussen var ved at falde igennem i den såkaldte bilagssag, hvor pressen gennemtrawlede en lang række bilag på alt fra fadøl til hotelovernatninger. Et forløb der i medievirkeligheden tegnede et billede af en anløben politiker, der var dybt ukvalificeret til at komme i nærheden af Statsministeriet. Men også et forløb, der ifølge Løkke og hans støtter udstillede en presse, der som en anden glubsk muskelhund småtskårent bed i selv mikroskopiske lunser.

Det er ingen hemmelighed, at du forud var igennem en meget hård periode og målinger, der dømte dig ukvalificeret. Det vendte meget hurtigt, trods alt. Var du påvirket af det?

»Det er klart, at der var et element af forløsning i det. Jeg var igennem et år, hvor det var åbenlyst, at alt var sat ind på at få skudt anden ned, før den stak hovedet op over vandet. Og der var perioder, hvor jeg tænkte, at det kan da godt være, det lykkes for dem. For et eller andet sted kan der komme et punkt, hvor det pludselig ikke er i idéernes interesse, at det er dig, der skal personificere dem. Sådan nogle tanker havde jeg da sidste forår, og så var det en forløsning, at jeg ikke blev skudt ned.«

Havde du også en fornemmelse af, at nu skal jeg bare vise dem?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg har altid haft det sådan, at der helt åbenlyst er to virkelighedsbilleder – mindst – i det danske samfund. Der er en mediebåren virkelig, og så er det den rigtige virkelighed. De to billeder er niveauforskudt. Jeg bilder mig selv ind, at jeg har et relativt godt øje for, hvad der sker i det rigtige liv.«

Det er vel meget nemt som politiker at komme til at leve i den mediebårne virkelighed. Hvordan har du undgået det?

»Ja, det er en åbenlys risiko. Men jeg mener, at jeg har gjort det ved at være trofast mod det, jeg selv er rundet af. Jeg flytter ikke ind på Marienborg, jeg bliver oppe i Græsted. Mine børns spejderledere har jeg selv haft som ulveunger. Min yngste dreng har den samme klasselærer som jeg selv havde. Ved at være her på Færøerne. Ved at være tilgængelig. Jeg kommer ude i det rigtige liv og snakker med folk. Jeg handler selv, har cykelvenner, alt muligt. Jeg lever mit liv, og det gør, at da det virkelig var slemt, så havde jeg noget andet at læne mig op ad. «

Du siger, at du er rundet af det, der i denne medievirkeligheds forsimplinger hedder Lille Lars fra Græsted. Men kan man stadig være Lille Lars fra Græsted, når man er statsminister?

»Det er klart, at der også skal være en eller anden form for distance. Men helt grundlæggende tænker jeg det sådan her: Jeg ville ikke sidde her i dag, hvis ikke der var nogen, der havde skabt det samfund, som jeg er født ind i. Jeg er den første i min familie med en studentereksamen, og indtil nu den eneste med en akademisk grad. Men det er jo ikke sådan, at jeg bare har fået det forærende. Der findes faktisk historiske eksempler, hvor jeg ikke havde råd til at købe kaffe. Da Sólrun og jeg fik vores første barn, boede vi i et 40 kvadratmeter lejet lokale i Gilleleje. Vi havde ikke salt til et æg, og måtte sælge bilen, fordi vi ikke havde råd til forsikringen. Min mor kom forbi med almisser og to pund kaffe. «

Hvor vil du så gerne sætte en aktiv konkret forandring i gang? Hvad er sigtelinierne for dig?

»Vi har det jo fantastisk godt, men vi må jo minde hinanden om, at det ikke er nogen naturlov, at en lille plet i Skandinavien, der hedder Danmark, ved naturens hånd er dømt til at være på top ti i verden. Det lille næsten perfekte samfund, der hedder Danmark skal stadig kæmpe for at være i toppen af ligaen. Det er en national kollektiv udfordring. Og velfærdssamfundets iboende svøbe er risikoen for, at det går så godt, at vi ikke har den ambition for øje. Vi har problemer med social udstødelse, og alle har ikke samme materielle levestandard, men i det store perspektiv går det jo. Du kan ikke helt falde igennem.«

Så er der vel også en fare for, at man som politiker bliver mere administrator af allerede eksisterende velfærd end udvikler af ny?

»Ja, og det er præcis det med de friske øjne. Det er noget med vedvarende at insistere på, at det ikke er Gudgivet, at Danmark har denne position. Der skal kæmpes for det hele vejen rundt. Vi skal huske, at velstand er forudsætningen for velfærd. Man kan sagtens leve godt af at være offentligt ansat, jeg er selv offentligt ansat, men vi kan ikke leve af sådan nogen som mig. Derfor skal vi have skabt en større konsensus om, at politik ikke kun handler om, hvordan kagen skal skæres, men også om hvordan den bages større. Det kunne også handle om, at have bedre blik for enerne og for dem, der har det ekstra potentiale. «

Der skal være mere plads til ulighed?

»Der skal være plads til forskellighed. For mig handler det om at bygge broen mellem det stærke individ, der vil noget, tør noget og tager en risiko, og så samtidig har det stærke varme fællesskab, hvor man kan føle sig tryg, og hvor der i den forstand ikke er mere på spil end at hvis det går galt, så er der en trampolin, du kan springe ned i. Vi skal fjerne forskellene i muligheder, men det skal bare være drevet af en ambition om, at vi løfter og ikke af, at vi holder igen.«

Jo stærkere de stærke bliver, jo varmere bliver fællesskabet?

»Ja, vi skal jo ikke bekæmpe rigdom, vi skal bekæmpe fattigdom. Du må gerne stikke ud, du må gerne tjene penge, du må gerne få en god idé, og du må også gerne blive rig af den. Du må gerne hige efter succes, du må gerne ville noget mere, du må gerne have en ambition på dine børns vegne. Det må bare ikke fortsætte i den form for egoisme, at du selv vinder frem ved at trykke de andre ned.

Grundlæggende siger du jo også, at hvis nogen tror, at Venstre står for mindre stat, så er det et forældet billede?

»Ja, det er en meget antikveret opfattelse.«

- Man skal ikke regne med, at det liberale længere betyder, at en stat skal være mindst mulig. Staten må godt vokse, den offentlige sektor må gerne vokse endnu mere?

»Det gør bestemt ikke mig noget, så længe der er balance i det og noget at vokse af. Gæren til den dej er private arbejdspladser og eksport, og derfor kan det offentlige ikke vokse på det privates bekostning. Men hvis vi sørger for at ville det bedste, så får vi det gær, vi skal vokse af, så skaber vi jo også en forudsætning for, at vi kan få mere samfund – som er et ord, jeg hellere vil bruge. Når jeg vil bygge broen, så handler det om, hvordan vi gør velfærdsstaten til et velfærdssamfund. For mig er der stor forskel. Velfærdsstaten siger, at hvis du er alkoholiker, så får du et behandlingstilbud, og hvis du har brækket dit ben, skal vi nok sætte det sammen. Du skal bare stille dig op i køen. Samfundet står for at menneskeliggøre den stat, så vi tager det der ansvar, men på individets præmisser.«