»Jeg er en normal fyr i en unormal situation«

Rasmus Seebach er landets største popstjerne, og skal man tro det portræt, medierne gennem årene har tegnet, er han et ærligt og alt andet end kynisk gemyt. Men er det nu også hele sandheden? Berlingske tog seks kritiske spørgsmål med til mødet med den albumaktuelle hitmager.

Rasmus Seebach. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

1. I medierne fremstår du som en meget sympatisk mand. Venlig, kærlig, varm. Men er der ikke også en kyniker i dig? Dine sange er jo konstrueret på en måde, så de sætter sig i lytterens øre med det samme.

»Den musik jeg kan lide, og den musik jeg går efter at lave, den handler om den rigtige kombination af toner. Når det sker, er det magisk, men jeg jager ikke de toner, som giver mig et kick, men lader dem ligesom bare komme til mig, og når de så er kommet, indspiller jeg dem på min telefon eller på noget andet og bruger dem i en sang. Når de rigtige toner eller akkordskifter er der, kan jeg mærke det. Ikke med hovedet, men med hjertet og følelserne, og hvis tonerne virker på mig, så har jeg fundet ud at, at de med stor sandsynlighed virker på andre. Det er jo logisk nok, for jeg er et menneske præcis som dem, og jeg kan lige som de fleste af dem lide pop. Og pop er jo det store musikalske sprog i dag. Før i tiden hørte man lange klassiske stykker, men i dag har vi så travlt, at der ikke er tid til mere end en tre minutters popsang. Men den gør i sidste ende det samme, bare i en mere koncentreret form, nemlig at skabe følelser – triste eller glade – i lytteren. Og det er da klart, at der er noget håndværk i det at lave en popsang, men jeg synes ikke, det har noget med kynisme at gøre, når det hele starter med nogle toner, som rører noget i mine følelser.«

2. Måden, dine melodier og refræner er skruet sammen på, er fulde af klicheer, præcis som en Melodi Grand Prix-vinder. Burde du ikke udfordre dig selv lidt?

»Jeg synes faktisk, jeg udfordrer mig selv, hver gang jeg laver en ny sang, og instrumenteringen og forløbene er aldrig helt ens. Der er jo ingen mening i at skrive den samme sang to gange. Men min smag, og det jeg er vokset op med, er jo popmusik, som følger nogle bestemte strukturer. Men i de strukturer lægger jeg jo de magiske toner, jeg talte om tidligere, ind, og så opstår der noget nyt og personligt. Jeg kunne aldrig finde på at bryde popreglerne bare for at bryde dem og lave en 15 minutter lang sang, eler hvad det nu kunne være. Men jeg ville gøre det, hvis jeg følte, at det var nødvendigt for den sang, jeg arbejdede på. Men når det indtil videre har virket unaturligt, hvorfor skulle jeg så gøre det?«

3. Dine tekster består også af klichéer. På den nye er der »stjerneskud« og »knuste hjerter« og så videre. Kan man overhovedet sige noget ærligt, som du giver udtryk for at du vil, med klicheer?

»Du kan vel godt kalde det klicheer. Det er der jo meget, vi siger, der er. Du siger sikkert også »Jeg elsker dig« til din kone eller kæreste. Det er jo en kliché, men det er jo ikke bare ordene, det handler om, men om hvordan de siges. Eller i mine sange, hvordan de synges og af hvilken musik, de omgives af. Af stemningen og lyduniverset. Men jeg tænker ikke over, at nu må det ikke blive en kliche, men bare på at sige det på en måde, som rør mig og bevæger mit hjerte. Gør det ikke det, så dropper jeg sangen. Det skal virke rart og ærligt, og jeg skal kunne mærke MIG i det. Man kan sagtens bruge alle de ord, du kalder klichéer, hvis blot man føler dem. Og for mig er det vigtigt, at der ligger oplevelser bag ordene. Jeg skal have set, levet eller tænkt de ting, jeg synger om. Men jeg vil aldrig synge om nogen jeg kender eller har mødt mod deres vilje. I min single »Olivia« lavede jeg for eksempel navnet på den, jeg synger om, om. ikke fordi jeg blev bedt om det, men fordi der ikke var nogen grund til at bruge det rigtige navn. Følelserne i teksten var jo sande alligevel, og det skal de altid være. Er de det, bliver de aldrig klichéer.«

4. Du synger altid om kærligheden som det eneste, der kan gøre et menneske lykkeligt. Er det ikke et lidt fattigt syn på livet? Og får du ikke de af dine fans, der ikke har en kæreste, til at føle sig som tabere?

»Det håber jeg bestemt ikke. Men jeg tror altså på, at mennesker skal være sammen. Selvfølgelig er der nogle, hvor parlivet ikke er det store, og jeg har da også mødt folk, der har sagt, at de hellere vil rejse jorden rundt. Men hvorfor så ikke rejse jorden rundt med en, man elsker. Det gør jo alting større og bedre ikke at opleve det alene. Jeg har da selv i nogle perioder været alene og haft det godt med det. Men når jeg så har været på endnu en bytur med drengene, så er søndagen ikke altid så sjov. Du ved, med tømmermænd og i joggingbukserne ned efter grillmad. Og så, på vejen ned efter det, se et lykkelig par komme gående med en klapvogn. Så har jeg bare kunnet mærke, at »det vil jeg også«. Jeg kunne aldrig finde på at sige, at folk, der drømmer om et andet liv, er »forkerte«, men jeg tror bare, at de fleste mennesker drømmer om at leve tæt sammen med et andet menneske og stifte familie. Og jeg synger jo mine sange fra et personlig sted, og derfor synger jeg om den store drøm om kærlighed og familie.«

5. Du synger ofte om, at du bare er en almindelig fyr. Men det er du jo ikke. Du er tidens bedst sælgende musiker og har masser af fans. Er det særlig ærligt?

»Jeg er en normal fyr i en unormal situation. Men de mennesker, jeg har omkring mig i mit liv, og de vilkår jeg er vokset op under, det gør, at jeg aldrig føler mig som andet en helt almindelig. Jeg er ikke distanceret fra andre mennesker, og selvom mange interesserer sig for mig, så er jeg for min familie og mine venner bare den Rasmus, jeg altid har været. ikke sådan noget »Rasmus Seebach, popstjernen« der. Og som alle andre venner har vi stadig de samme roller, som vi havde som børn. Den slags ændrer årene jo ikke på, og vi er jo i sidste ende ret ens alle sammen og gør de samme ting: sover, står op, mister, elsker. Men der er da ting i mit liv, der er anderledes, og jeg synes også, jeg reagerer på dem som et normalt menneske. Når jeg går på scenen foran en masse glade mennesker, er jeg jo ikke cool, men råber: »hvor er det vildt«. Fordi jeg aldrig er blevet stjerne og sådan en professionel. Eller det du før kaldte kyniker.«

6. Hvis du ikke er kyniker, hvordan kan du så trives i pladebranchen, der kun tænker på at tjene penge?

»Jeg ved da godt, at jeg er en af dem, der rent faktisk kan tjene penge til mit pladeselskab. Og det så let at tro, at alle i branchen er kolde og kyniske. Men jeg har kun mødt passionerede mennesker, der brænder for at få musikken så godt afsted som muligt. Og hvad angår kynisme, så er den jo i alle de brancher – og det er mange – der er i krise i øjeblikket. En reklamemand har det da for eksempel lige så hårdt som en dem, der arbejder med at tjene penge på musik. Det er ikke hårdere her end andre steder. Der er ingen grund til at tude, og det gør jeg heller ikke. Men det er da selvfølgelig en hård branche, og hvis du ikke leverer, så står der som i alle andre brancher en anden klar til at overtage din plads. Jeg forsøger at blive ved med at være god, ved at være ærlig over for mig selv og kun arbejde med de toner, jeg selv synes er magiske. Det tror jeg lytterne kan mærke, ærligheden. At det så giver overskud, er jo bare dejligt. Men at nogle menneskers løn er påvirket af min succes, det tænker jeg aldrig over. Det ville jo aldrig gavne mig. Men når jeg kommer ind på kontoret, kan jeg jo se, at der er en masse, der arbejder med mine ting. Jeg har da ansvar, men jeg løfter det nok bedst ved ikke at tænke på det. Bare lade alle tonerne og melodierne komme til mig. Det skal være en leg for at blive rigtig godt. Det er ikke en opskrift eller et stykke matematik. Det er ikke kynisk. Det er noget andet. Noget meget smukkere.«