Jeg er afhængig af musik

Benn Q. Holm kan ikke skrive uden at høre musik - den lige linie fra Beatles til Suede. Han har prøvet med både klassisk og jazz, men det var lige ved at koste ham en skriveblokering, fortæller den anmelderroste forfatter.

»Jeg har brug for mine stimuli: Kaffe, cigaretter og musik,« siger forfatteren Benn Q. Holm. Foto: Linda Henriksen<br> Fold sammen
Læs mere

»Jeg har aldrig været i nærheden af et instrument og kommer ikke fra et hjem med klaver i den forstand,« fastslår forfatteren Benn Q. Holm prompte.

Alligevel er han den danske samtidsforfatter, som mest distinkt bruger musik i sine romaner. For ham er musik nemlig et særdeles effektivt fortælleteknisk virkemiddel på linie med bilmærker, gadenavne og beskrivelser af personpsyke, fritidsinteresser etc.

»Jeg har brugt musik til at researche på en tidsperiode. Og med musik kan man også ret hurtigt opbygge en romankarakter blot ved at beskrive, hvilken musik han lytter til,« siger han og eksemplificerer med den lidt anløbne ejendomsmæglertype, som han i sin anmelderroste roman »Album« lod høre smagløs Michael Bolton og Eros Ramazotti, når han drønede hjem mod parcelhuset ad Helsingør-motorvejen.

»Et lidt tarveligt og billigt trick trick,« medgiver Holm, der i mere positiv henseende lod helten i romanen »Hafnia Punk« lytte til Suede, et band der falder mere direkte i tråd med hans egen smag.

Graden af musikalske tricks i Benn Q. Holms litterære katalog varierer alt efter, om han skriver kollektive, stærkt realistiske romaner som »Hafnia Punk« og »Album«, der foregår i en verden, vi kender. Her spiller musikken en stor rolle, fordi den ifølge forfatteren betyder meget for mennesker generelt, lige som alkoholen er med, fordi danskerne elsker rødvin og drikker meget øl.

Når Holm skriver mere nedtonede romaner som sidste års »Frederik Wenzels rejse«, om en mand, et døgn, en by - »nærmest kammerspil« som forfatteren selv kalder dem, som er knap så kollektive - skruer han ned for musikken.

I forfatterens eget arbejdsværelse i stuelejligheden på Østerbro står bøgerne hobet op i reoler på væggen bag skrivebordet. I et hjørne ved døren står et lille stereoanlæg på en vinkelreol ved siden af små kasser med CD'er og flere bøger på hylderne nedenunder.

Paul Auster, kaffe og fodboldpokal
En livsstilsekspert burde uden tvivl kunne afsløre værelsets ejermand på et spiltsekund. Paul Austers samlede værker først for i reolen, en række af hans egne i flere eksemplarer placeret tæt ved flerbindsværket om dansk litteraturhistorie, en stor gammel fodboldpokal, næsten ene britisk musik i CD-kasserne. Og på det lille skrivebord: en åben bærbar, en fjernbetjening til anlægget, et fyldt kaffekrus og en lighter, begge med FC København-logo og en pakke cigaretter.

Typisk storbyforfatter, typisk mand omkring de fyrre, som har brug for- og gerne skilter med sine fysiske og åndelige stimuli.

Hver arbejdsdag begynder for Benn Q. Holm med et musikvalg på anlægget.

»Faktisk hører jeg kun musik, når jeg arbejder. Jeg voldtager musikken, bruger den til at oparbejde en slags kontrolleret ekstase, når jeg arbejder. Jeg er afhængig af musikken for at komme i stemning. Af numre som tænder mig helt vildt, og som jeg så håber forplanter sig til skriveproccessen og sætter gang i hovedet.

Det er tit sådan, når familien kommer hjem, og jeg er færdig med at arbejde, så slukker jeg for anlægget for bare at få fred. Jeg sætter aldrig en plade på bare for at gå og lytte til den,« forklarer Benn Q. Holm og tilføjer: »kun hvert fjerde år, når jeg skal male væggene i lejligheden.«

Forfatterens musiksmag har ikke ændret sig væsentligt siden gymnasiedagene, hvor han var »mod«, gik i parkacoat og hørte The Jam og The Who Selv siger han:

»Min musiksmag er, hvis jeg selv skal sige det, stadig meget raffineret men helvedes smal. Jeg er ikke typen, der både kan høre jazz og klassisk musik og bossanova. Jeg har malet mig selv op i et engelsk hjørne af musikgenren med indierock. Altså arven fra Beatles, Bowie, The Who, Jam, Elvis Costello, Joy Division, The Smiths, Suede, hele den der indiekultur.«

Depeche Mode, Boo Radleys, Stranglers
Han køber sjældent nye plader, og når han endelig opsøger den lokale pladepusher, ja, så ender han i reglen med at købe »gammel musik«.

»Sidste gang var det en gammel Depeche Mode, en Boo Radleys, en Stranglers og en Sparks-opsamling, dvs. stort set alt sammen firser- eller halvfemsermusik.«

Benn Q. Holm har flere gange forsøgt sig med eksempelvis at låne jazzplader med John Coltrane og Miles Davis, lige som han har de obligatoriske syv-otte klassiske plader stående i samlingen.

»Jo jo, jeg har forsøgt med jazz og klassisk, men så sad jeg der, og var lige ved at få skriveblokering. Så det gør jeg ikke igen.«

Stemningen er det interessante
Han griner lidt, men man er ikke i tvivl om den underliggende alvor.

Selv om Benn Q. Holm lever af ord, interesserer han sig på ingen måde for musikalske tekster. Selv hos David Bowie, en af forfatterens store helte, er det lyden, stemningen og tidånden, han interesserer sig for.

»Mange gange er teksterne jo også dybt banale eller garagesyrealistiske. Så vil jeg faktisk hellere læse en digtsamling, hvad jeg dog aldrig gør,« siger Benn Q. Holm og slår fast:

»Hellere læse en roman i stedet for det, som en eller anden langhåret fyr fra Nottingham har siddet og griflet ned i en brandert på et hotelværelse eller i et øvelokale. Det er ikke altid den helt store kunst. Selvfølgelig med få undtagelser, Elvis Costello f.eks., som har været hofleverandør af de her små, skarpe novelletekster. The Smiths, Costello og Lou Reed er andre navne, hvor det hele smelter sammen.«

Helt bevidst har forfatteren kategorisk fravalgt at skrive til dansk musik.

»Fordi det griber for forstyrrende ind, hvis jeg skal høre Nikolaj Nørlunds Michael Strunge-fortolkninger eller bare C.V. Jørgensen. Selv om vi taler flydende engelsk, så fiser det engelske ikke så direkte ind i hjernen, som dansk gør,« forklarer han og nævner direkte adspurgt hjemlige favoritter som Gasolin, Lars H.U.G., Kliché, Savage Rose og Sebastian, som får dette skudsmål med på vejen:

»Sebastian har lavet rigtig mange gode numre, men jeg kunne aldrig drømme om at gå ud og købe en Sebastian-CD, det ligger i generne, ik'.«

Musikalsk snob men ikke nørd
Benn Q. Holm medgiver gerne, at han kan være lidt af en musikalsk snob uden at være en egentlig ekspertnørd. Men det kan irritere ham, når bekendte, der ellers læser god litteratur og ser gode film, pludselig plaprer ud med, at de hører Michael Jackson.

»Jeg forstår ikke, at de kan høre sådan noget trash, endda næsten white trash. Men det er jo smag og behag,« siger han næsten imødekommende og fortsætter:

»Generelt har jeg nok en aversion mod mainstreammusik. Norah Jones er måske ikke så slem, men hun bliver et symbol på et eller andet middelklasse-hygge, og det har jeg det svært med. Også når bands bliver megastore, så er der et eller andet, der vender sig i mig, og så er det som regel slut herfra. Som da Bowie sang »Let's Dance«, og mange hoppede med på den, så sagde jeg straks: 'Det der er ikke den rigtige Bowie'.

En vej væk fra boybandmusik?
Tålmodighed har han også brug for inden for egen matrikel. Hans 14-årige datter har gjort ham bekendt med såvel Robbie Williams som med boybandmusik. Hidtil har han holdt fordømmende kommentarer i sig af angst for, at det skal få den modsatte effekt, »men,« siger han bestemt og afklaret, »hvis hun stadig hører boybands om fire år, datteren, så bliver der taget fat i kraven på hende, det er helt sikkert.«www.berlingske.dk

Anmeldelser af Benn Q. Holms værkerwww.litteratursiden.dk

www.bibliografi.dk

Mere om forfatteren