»Jeg er afhængig af alt, der får mig til at glemme mig selv«

For hver optur er der en nedtur. Det ved Robbie Williams bedre end de fleste. Berlingske har mødt den pladeaktuelle superstjerne i London.

Bag Robbie Williams charmerende ydre gemmer sig et menneske spændt ud mellem storhedsvanvid og et skrøbeligt selvbillede formet af et langt liv i mediernes søgelys. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRISO GENTSCH

I 2008 gik jeg på pension. Jeg fortalte det bare ikke til nogen. Jeg var fuldstændig modløs og brugte al min tid på at ryge pot, jagte ufoer og spise junkfood. Ens hjerne bliver til schweizerost, når man bare sidder i sofaen og ser reality-TV. Min tilværelse var i opløsning. Jeg var kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg havde så mange penge, at jeg aldrig behøvede at arbejde igen. Og så begyndte spørgsmålene at dukke op:

»Hvem er jeg? Er jeg bare den her fyr, der sidder i sofaen hele dagen, leder efter ufoer og ryger pot?«

Det er jeg ikke. Så efter noget tid lovede jeg mig selv aldrig at ende på den sofa igen. Og det løfte har jeg holdt de seneste fire år. Mine arbejdsmuskler er velsmurte. Jeg nyder showbiz.

Jeg er grundlæggende tilfreds. Jeg er gift og har et barn. Jeg er knap så hensynsløs som tidligere. Det virker som om, at der er en mening med alt det her. Tidligere troede jeg, at meningen lå i selve akten: De dyre biler, mærketøjet, kvinderne og det store hus. Men det var ikke tilfældet. Det gjorde det bare ikke for mig. Men der er mening i, at jeg er blevet far til en lille pige. Jeg har et formål. Nu er jeg tøjret til planeten. Jeg er tvunget til at tage del i, hvad der foregår omkring mig. Jeg er nødt til at bevæge mig ud i offentligheden. Og det gør mig til et bedre menneske. Tidligere havde jeg svært ved at komme ud af sengen. Nu er jeg nødt til at få nogle ting gjort. Og det har tvunget mig til at genlære, hvad det vil sige at være et menneske. Det har jeg haft rigtig godt af.

Jeg keder mig ikke på samme måde som før. Dovenhed er overvurderet. Der er kun så og så mange ting, man kan læse på internettet. Det er usundt, og jeg er en misbruger. Jeg er afhængig af alt, der får mig til at glemme mig selv. Den letteste genvej til at gøre det går gennem mad, stoffer, sex, internettet, rygning og tv. Og nu altså heldigvis min datter.

De første to uger efter min sommerturné var elendige. Også for min kone, der også havde nydt at rejse med rundt. Vi snerrede og gik hinanden på nerverne. Men sådan er det bare. For hver optur er der en nedtur. Jeg oplevede noget helt utroligt denne sommer. Folk råbte at de elskede mig. Jeg kunne næsten ikke fatte det. »Stadig? Fucking fantastisk! Tusind tak!« Det betød mere for mig end nogensinde. Mod slutningen af mine turnéer er jeg normalt helt udmattet og glæder mig til, at det er overstået. Sådan havde jeg det ikke denne gang. Og så var det, at jeg indså: »Fuck! Nu er jeg jo blevet afhængig af det her!« Der er heldigvis langt værre ting at være afhængig af. Men det er også derfor, at jeg allerede nu er klar med en ny plade. Jeg er afhængig.

Jeg kunne trække mig tilbage. Men det gør jeg ikke. Og det er der flere grunde til. Frygt. Usikkerhed. Konkurrencementalitet. Generel overfølsomhed. Dumhed. Jeg tror, at det er ret menneskeligt. Bare fordi Manchester United vandt mesterskabet sidste år, betyder det ikke, at de slipper speederen fra gaspedalen. Og bare fordi jeg bliver ældre, bliver jeg jo ikke mindre ambitiøs. Jeg vil gerne sælge endnu flere plader. Jeg vil gerne overgå folk. Selvom jeg er usandsynligt heldig over at stå, hvor jeg gør og have få så meget ud af så lidt, så er jeg stadig klar til at konkurrere. Jeg ved godt, at det er dumt, men jeg tænker også, at det er menneskets natur at prøve at gentage ens succeser og stræbe efter endnu mere.

Jeg har aldrig drømt om at erobre USA. Mit job som popstjerne og shaman på en scene sker kun i kraft af publikum. Det virker kun, hvis folk er med på den og opildner mig. Jeg prøvede for en del år siden at spille i USA, men der var begejstringen overhovedet ikke den samme. Jeg havde hverken ambitionen eller drivet til at forsøge at overbevise et helt kontinent. Jeg kunne have brugt 18 måneder og endt med alligevel bare at være en dråbe i havet. Så jeg besluttede mig for at koncentrere mig om det, jeg havde i forvejen. Det handlede måske også om dovenhed. Hvis det var lykkedes mig at bryde igennem, havde jeg jo også skulle arbejde en masse derovre. Og det er svært nok at dække Europa i sig selv.

Numrene Robbie spillede i Parken

Til gengæld har jeg valgt at bo i Los Angeles. Der kan jeg være anonym og nyde frugterne af mit arbejde. Jeg plejede at flygte derover hvert år i hele januar måned, men efter tre år begyndte jeg at tænke »hvorfor bliver jeg ved med at rejse tilbage til England? Jeg har det jo sjovt her! Jeg kan gå i seng med alle de her flotte kvinder, jeg har en virkelig lækker bil og et skønt hus.« Jeg kunne slippe af sted med langt mere, fordi jeg ikke havde den her frådende horde af mennesker hængende på mig hele tiden, der enten ville tage billeder af mig eller udstille mig på den ene eller anden måde. I USA er de slet ikke klar over, hvor mange penge de kan tjene på at udstille mig. Så jeg genfandt en eller anden grad af normalitet derovre, som var enormt tiltalende.

Min far er komiker, sanger og entertainer. Under min opvækst plejede jeg tit at besøge ham i weekenderne. Nogle gange havde han kun 20 pence til hele weekenden. Alligevel var han glad og tilfreds. Jeg ville til enhver tiden gøre det her arbejde for samme beløb. Men det behøver jeg ikke. Jeg tjener styrtende med penge på det. Og det er jeg virkelig glad for. Men jeg er ligesom hesten på engen. Nogle gange galopperer jeg bare for at gøre det. Andre gange er det et spørgsmål om overlevelse. Sådan er jeg bare. Det er det, jeg gør. Hvis alle folk begynder at forsvinde, vil jeg stadig synge efter dem, mens de vender mig ryggen. Jeg kan ikke finde ud af noget andet. Det løber i mit blod.

Når man som 16-årig bliver skudt ind i den her industri, er det meget svært at få styr på, hvem man er. Man læser om, hvem man er. Eller man bliver fortalt, hvem man er, gennem den måde folk reagerer omkring en. Mine jævnaldrende hadede mig, fordi jeg var med i et boyband. Men under overfladen var de jaloux. Alle steder kunne jeg læse, at jeg var lort. Pressen afskyede, misbrugte og udnyttede mig på et ugentligt plan. På en eller anden måde former det ens personlighed. Fordi de syntes, at jeg var lort, så tænkte jeg selv, at jeg var lort. Og det gør jeg stadig. Men det gør ikke noget. Det er anderledes nu. Mit liv er blevet lettere at holde styr på. Det helt store spotlys skinner ikke helt så kraftigt på mig længere. Jeg har fået plads til at manøvrere.

Der går ikke så længe, før det er tid til at forsvinde igen. Jeg er nødt til at skabe et vakuum for at kunne komme tilbage. Man kan ikke bare blive ved med at køre på, for så begynder folk at kede sig over dig, og så når man til et punkt, hvor folk tænker, »hvis jeg ikke ser ham denne gang, så gør jeg det bare næste gang«. Man er nødt til at få folk til at tro på, at der muligvis ikke kommer en næste gang.

Berlingskes rejse til London var betalt af Universal Music.