»Jeg elsker også at arbejde med begrænsninger«

Den amerikanske stjernekoreograf William Forsythe har ivrigt udforsket feltet mellem koreografi og billedkunst. Nu udstiller han i Kunsthal Charlottenborg.

Den amerikanske koreograf William Forsythe udforsker feltet mellem billedkunst og koreografi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dominik Mentzos
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hold da op. Her er virkelig højt til loftet,« udbryder William Forsythe, da han har sat sig til rette på et kontor i stuetagen i Kunsthal Charlottenborg, hvor man er nødt til at lægge hovedet helt tilbage for at kunne se op til loftet.

Med sit observante blik og sin utrættelige nysgerrighed omkring kroppens forhold til både fysiske og mentale rum scanner den 65-årige amerikanske mesterkoreograf lynhurtigt rummet, som han nu sidder i for at give interview. Anledningen er åbningen af udstillingen »William Forsythe - In the Company of Others«.

»Bygninger, rum og materialer fortæller så meget, og arkitektur og rum har jo stor indflydelse på, hvordan man udøver og realiserer sin kunst. Rummets størrelse påvirker f.eks. kropsbevægelsernes tempo og størrelse.«

»Da jeg var leder af Frankfurt Balletten, arbejdede vi i et operahus, hvor scenen var stor som et landskab. Så det var nødvendigt, at danserne lavede store fysiske bevægelser. Jeg elskede det. Men jeg elsker også at arbejde med begrænsninger,« siger William Forsythe.

Hans navn er herhjemme nok mest forbundet med tåspidsballet i toptunet tempo, kombineret med knivskarpe kropslinjer og komplekse vridninger og drejninger af kroppen. Sådan som man har kunnet opleve det, når Den Kgl. Ballet eller gæstespil med Frankfurt Balletten og Ballet de l’Opéra de Lyon har præsenteret Forsythe-værker.

Men William Forsythe er en alsidig kunstner, der ikke bare har været banebrydende fornyer af ballet. Han har også ivrigt udforsket feltet mellem koreografi og billedkunst og har de seneste 20 år skabt en række installationer, koreografiske objekter og videoværker, der har været vist på fremtrædende kunstmuseer verden over. Det er nogle af disse værker, man nu kan opleve i Kunsthal Charlottenborg.

En legende appel

»Dans og koreografi er to forskellige ting. Jeg laver begge dele. Koreografi har med organisering at gøre. Jeg vil ikke kalde mine installationer for dans, men koreografi. Men jeg bryder med de gængse antagelser om, hvad koreografi er.«

Forsythes store installation »Nowhere and Everywhere at the Same Time« (2005-2015) præsenteres i en speciel københavner-version, hvor mange hundrede penduler hænger ned fra loftet i lange tynde snore i Charlottenborgs hvide kube.

»Når man går mellem snorene, kan man iagttage, hvordan både man selv og andre bevæger sig og ændrer kropsholdning og tempo,« siger William Forsythe.

»Installationen har helt sikkert en legende appel, og så er tyngdekraften meget nærværende. Det er vigtigt, at publikum tager overtøjet af, inden de går rundt, så de kan mærke kontakten med snorene.«

Videoen »Suspense« fra 2008, hvor man ser William Forsythe forsøge at hæmme sin egen bevægelighed med et langt reb, kalder han også et koreografisk værk. Det er et værk, der med sit koncept om begrænsning af bevægelsesfrihed skaber stærke billeder og let giver associationer til f.eks. Abu Ghraib-fanger. Det er ikke tilsigtet, fortæller William Forsythe:

»Men jeg er da glad for, hvis videoen giver politiske associationer. Det, jeg helt generelt altid forsøger at undersøge, er, hvor langt man kan strække begrebet koreografi. Ligesom dans skal koreografi hele tiden kunne rumme nye ideer og definitioner. F.eks. eksisterede hip hop og break dance ikke for 40-50 år siden.

Billedkunstens privilegier

I dag er det helt identificerbare danseformer, der tilmed er kodificerede med bestemte betegnelser for bestemte bevægelser. Så ligesom i den visuelle kunst sker der også hele tiden fornyelser i dans og koreografi. Det er jo hele pointen: At vi ikke ender med standard-definitioner, men er åbne for definitioner, der rækker ud i fremtiden.«

Videoværket »Stellenstellen« fra 2013, hvor to personer ligger sammenfiltret som en kluddermorsagtig skulptur, kategoriserer William Forsythe dog som dans.

»Det gør jeg, fordi det kræver dansetræning og danserfaring at bruge kroppen, som de to mænd gør. Værket ville ikke være det samme uden deres danseerfaring,« siger William Forsythe og understreger, hvor heldig han føler sig over at være i både dansens og billedkunstens verden.

»En ting, jeg så godt kan lide i billedkunstens univers, er, at der bliver talt om og forklaret en masse om tankerne bag værkerne. Man har en helt anden formidlingstradition end i dansen verden. Desværre kommer trykte tekster i danseverdenen ofte til at fremstå som en undskyldning for værkerne. Jeg håber, at dansen snart kan nyde godt af billedkunstens privilegier. Men det kræver, at kunstnerne i dansens verden bliver mere velartikulerede.«

William Forsythe er ikke i tvivl om, hvor han synes, den mest interessante udvikling i øjeblikket sker inden for dans.

»Lige præcis i det område, hvor man inddrager ideer fra billedkunstens verden og viser, at dansen også kan være konceptuel.«