Jeg elsker almindeligheder

Hun synger en sang hver morgen for sin mand og kan ikke gå til bageren uden at møde et menneske, som inspirerer hende til en ny historie. Maria Grønlykkes nye roman,»I morgen skinner solen«, har fået fremragende anmeldelser. Vi mødte forfatteren i hendes hule.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Himlen er grå, og tøsjap falder tungt ned ad nakken, da vi ringer på døren til byggeforeningshuset ved Svanemøllen. Men straks Maria Grønlykke åbner døren - iført storblomstret dragt og højhælede glimmersko - er vinterkulden som blæst væk.

Først står man bomstille.

Er man mon dumpet ned i et eventyrslot på afveje? Man ville ikke blive spor forbavset, hvis en fe vimsede forbi. Alene entreens mintgrønne velourtæppe virker nærmest naturstridigt. Den sarte farve ville få enhver normaldansk husmor til at gyse ved synet af tilsølede vinterstøvler.

»Nej, nej kom bare ind,« smiler hun fornøjet og ser ikke det mindste bekymret ud.

Maria Grønlykke ved ellers nok, hvad det vil sige at være husmor. Med tre nu voksne børn og en fortid som både kogekone og juridisk karrierekvinde i centraladministrationen, har hun taget sin tørn med familietabernaklet.

Nu er alle tre børn flyttet hjemmefra, og selv om hun dagligt truer sin mand, Jacob Mollerup, med at hamre brædder for køkkendøren, er det indtil videre blevet ved truslen. Maria Grønlykke kan stadig kokkerere, så det er en fryd, så også på dette punkt slægter hun sit berømte gourmetophav på.

At hun også kan skrive bøger, der får anmelderne til at falde i svime, har hun endnu engang bevist med sin nye roman »I morgen skinner solen«. Bogen udkom i torsdags på Gyldendal, og den er blevet overvældende godt modtaget.

Det samme blev Maria Grønlykkes debut »Fisketyven, Historier hjemmefra«, der udkom i 2003. De fabulerende fortællinger fra forfatterens barndomsø Fyn, hvor hun voksede op som eneste pige i en søskendeflok på seks, indbragte hende blandt andet debutantprisen.

Her i avisen uddelte Jens Andersen i torsdags fire flotte stjerner til Maria Grønlykkes nye roman, som han kalder »en sørgmunter sædeskildring fra vores tidsalder« - en herlig roman om en kvindes kærlighed til et gudbenådet salgstalent.

Beretningen om den hengivne Johanne og »storsælgeren« Finn Ove tager afsæt midt i 60erne, hvor den 21-årige Johanne forelsker sig over hals og hoved i den flotte Finn Ove, som både kan synge og sælge, men desværre viser sig ikke at være helt Valo-hvid i sjælekanten.

»Dette enkle, provinsielle setup får Maria Grønlykke utrolig meget ud af. Hendes afgørende styrke som forfatter er evnen til at få det absolut hjerteskærende i menneskers livshistorie til at gå hånd i hånd med det humoristiske og folkekomiske,« skriver Jens Andersen og tilføjer:

»Man kan næsten ikke kan vente med at se, hvad Maria Grønlykke spiller ud med næste gang. Prosa? Drama? Filmmanuskript? Talentet rækker vidt, humoren stikker dybt og favner varmt om Danmark og danskerne i denne iskolde tid.«

»Det er sødt, at han skriver det, men film og teater? Nej, jeg tænker i sætninger og slet ikke i billeder. Og jeg kan ikke finde ud af at gå i teatret. Jeg synes, de taler helt forkert. Når man skriver romaner, spiller man også på en helt anden måde sammen med læserens fantasi,« siger hun, da vi sidder i hendes lille hule af et arbejdsværelse.

Hele rummet er malet i dybrøde farver, og der er reoler fra gulv til loft, og i hjørnet står stabler af skokasser. På et hjørne hænger en hellang frakke i guldbrokade. Den er ligesom Maria Grønlykkes øvrige garderobe syet af en 85-årig syerske.

»Jeg kan ikke finde tøj i min størrelse, og så får jeg tøjet, som jeg vil have det.«

Hverdagens magi
Fantasien og evnen til af aflure hverdagens magi har Maria Grønlykke ikke fra fremmede. Hendes forældre, Lene og Sven Grønlykke, der er kendt for Falsled Kro, Kong Hans og det om sig gribende Løgismose vin- og madfirma - stod også bag filmen Balladen om Carl-Henning fra 1969. Den danske folkekomedie med Jesper Klein i hovedrollen skildrede ligesom Maria Grønlykkes bøger hverdagens stille eksistenser - og dramaet bag.

»Jeg elsker almindeligheder. Sådan fuldstændig dagligdags ting, som nu den gravsten jeg skriver om i min roman, hvor der står: »Her hviler Karl-Erik Sørensen/meget mod sin vilje«. Jeg mener, det er jo ligesom at få en kølle i hovedet, ikke?

Jeg er også helt syg med at læse lokalaviser. Det er meget sjovere end at læse tilbudsaviser. Der står de mest vanvittige ting. Jeg er meget nøjsom med handlingen i mine romaner, og jeg interesserer mig mere for de lidt ydmyge personer frem for smarte studieværter.

Johanne repræsenterer jo også de gammeldags dyder som omsorgsfuldhed og kærlighed, som er gået totalt af mode, mens Finn Ove repræsenterer det nye - egoismen og stræben. Og så den idé med at en mand skal kunne forsørge sin kone. Hvilket han jo så slet ikke kan!

Men tænk at det ikke er længere siden. Ved du hvad, min egen mor, hun ville gerne på universitetet, og hun blev også optaget, men turde ikke fortælle det til min far. Det var i 70erne.«

Selv er Maria Grønlykke uddannet cand.jur. med en lang karriere bag sig i centraladministrationen. På et tidspunkt fik hun nok.

»Det var utroligt spændende at være med til at bygge ting op, især i Energiministeriet i 80erne. Men jeg tror, jeg har haft 25 chefer og tre, der var kompetente i de femten år, jeg var ansat,« siger Maria Grønlykke, som i 1997 opgav sin »enfoldige tro på at redde verden via centraladministrationen«.

Inspiration overalt
Men hvorfor har hun ikke for længst kastet sig over at skrive?

»Jamen, jeg syntes jo, at det var alt for fint. Men på et tidspunkt satte jeg mig ned og skrev, og jeg takker min Gud og forlægger for, at det første ikke blev udgivet.«

Maria Grønlykke er vokset op »langt ude på landet i et fint lille lyserødt slot«, som hun kalder forældrenes fynske gods. Og ligesom sine forældre har hun altid elsket at kommentere andre mennesker. En slags »veludviklet emsighed« som hun kalder det.

Inspiration finder hun overalt.

»Der er sjove mennesker alle steder. På planteskolen eller som nu i dag, da jeg var inde på Østerport station for at hente Fyns Stiftstidende for at læse anmeldelsen af min bog. Så sidder der en mand og spiller harmonika. Temmelig rædselsfuldt for øvrigt. Men det er en pæn mand - af den farve, som Pia Kjærsgaard ikke kan lide. Han sidder og smiler og siger: Hej-godda', hej-godda'.Sådan noget, synes jeg er sjovt.«

Idealist
Til gengæld synes hun ikke, det er spor sjovt med den verserende sag om Muhammed-tegningerne. Og forleden skrev hun et længere debatindlæg i Berlingske Tidende under overskriften »Montesquieu, mon dieu!«.

»Jeg vil da gerne have, at folk taler ordentligt til mig, selv om de er uenige med mig. Jeg kan slet ikke forstå, at vi er blevet så svale mennesker herhjemme, at vi kan mene, at demokrati går ud på, at andre skal kunne tåle hån, bespottelse og latterliggørelse.

For bare tyve år siden ville man ikke have stillet sig op og sagt sådan noget,« mener Maria Grønlykke og indrømmer, at hun »slæber rundt på en frygtelig idealisme«.

Heldigvis slæber hun også rundt på flere bogprojekter. To for at være helt præcis.

»Den ene er meget tør, og den anden er meget lang,« siger hun og tilføjer, at hun ikke kan forestille sig noget sjovere end at sidde og skrive løgnehistorier.

»Jeg sætter mig her, så snart Jacob er ude af døren. Nu er alle børnene jo flyttet hjemmefra. Så måske har den om sig gribende egoisme også ramt mig.«

Det er dog ikke værre, end at Maria Grønlykke hver morgen synger en selvkomponeret sang for sin mand på sengekanten. Eller i hvert fald hver anden.