»Jeg ejer ikke en stump herretøj«

Den 61-årige Ole Steen Mortensen fra Viborg blev landskendt som KJOLE-OLE, da den lokale B&O-forretning nægtede at handle med ham, så længe han optrådte i kvindetøj. Dengang følte Ole sig såret og ydmyget i dag har butikschefen fået en bøde for diskrimination, og Ole soler sig i sympati fra hele landet.

Kjole-Ole når han har det allerbedst: Hjemme i lænestolen midt i sin samling af gamle B&O- og andre hi-fi anlæg, iført sin blå yndlingskjole. Kjolen er syet efter Oles egne anvisninger af elever på designskolen VEKO i Århus som led i en udsendelse på TV MidtVest.<br>Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere

Det kan være svært at sige, hvad der gør størst indtryk, når man træder over dørtærskelen til 61-årige Ole Steen Mortensens lejlighed på tredje sal i et pænt rødstensbyggeri lidt uden for centrum i Viborg.

Er det samlingen på flere end 300 modelbiler, ordnet efter mærke og årgang, der fylder hele det ene værelse? Er det stuen, hvor reoler fra loft til gulv bugner med ældre Hi-Fi udstyr, fortrinsvis af mærket B&O, som også har bredt sig til soveværelse og sågar en del af køkkenskabene? Eller er det Oles egen fremtoning i stram rød bluse og knækort, sort rynket nederdel med flere rækker fine, hvide blonder forneden?

»Hvad synes du om den - den er da rigtig pæn, er den ikke?« spørger han retorisk efter overstrømmende at have budt indenfor. Og faktisk er det forbavsende hvor kort tid, man skal have været i selskab med Kjole-Ole, som han kaldes i hjembyen, før det føles ganske naturligt at se den lille, gråhårede mand gå omkring i nederdel og nylonstrømper.

Ole Mortensen har gået i dametøj næsten hele sit liv. I de første mange år i det skjulte: Når han var på arbejde eller skulle i byen og handle, tog han almindeligt herretøj på over det feminine undertøj og nylonstrømperne, men så snart han kom hjem, røg de lange bukser af og kjolerne på. Og for snart 25 år siden besluttede han, at nu kunne det være nok med det dobbeltliv:

»Jeg smed simpelthen alt herretøjet ud. Så var der ikke mere at rafle om enten måtte jeg gå i dametøj, eller også måtte jeg gå nøgen. I dag har jeg ikke en stump herretøj i skabet,« siger han og slår dørene op til klædeskabet, hvor de lange skørter og kjoler i glade farver hænger tæt, og ikke bare et enkelt par cowboybukser er at øjne.

Gennem årene har viborgenserne vænnet sig til synet af Kjole-Ole, der kommer cyklende i byen med susende skørter og det halvlange, grå hår blafrende i vinden. Og med tiden blev der længere mellem de grove tilråb som »Gå hjem, bøsserøv!« og truslerne om tæsk fra især unge fløse og gamle sprittere.

»Det er aldrig pigerne, der taler grimt til mig, det er mest sådan nogle lidt usikre, unge typer i 15-25 års alderen,« siger han overbærende, selv om han i mange år aldrig var helt tryg, når en bil kom op på siden af hans cykel ude på landevejen.

»Men når folk har set mig mere end 500 gange, mister det jo nyhedens interesse,« tilføjer Ole Mortensen, som efterhånden følte sig om ikke accepteret, så i hvert fald tålt af sine medborgere. Derfor kom det som et chok for ham den tirsdag i november sidste år, hvor han var gået ind i den lokale B&O-forretning for at høre på en brugt grammofon, og butikkens indehaver, Stephen Berg, brutalt fejede ham af med ordene: »Jeg synes, du skal gå hjem og tage din mors tøj af. Så er du velkommen i butikken.«

Den historie gik landet rundt. Foreningen af transvestitter og transseksuelle, Trans-Danmark, meldte Stephen Berg til politiet, og statsadvokaten i Aalborg rejste tiltale mod butiksindehaveren for diskrimination. Og selv om Kjole-Ole er skuffet over, at det kun endte med en bøde på 3.000 kroner til B&O-forhandleren, er han glad og rørt over den opbakning, sagen har givet ham, både lokalt og på landsplan:

»Efter B&O-sagen er min tilværelse her i byen vendt 180 grader,« siger han. »Nu føler jeg, at jeg får 100 procent opbakning fra alle i byen, også de unge fyre, der før var efter mig. Folk hilser på mig og siger »Godt gået, Ole«, eller »Rart at se dig i byen, du er altid i sådan et godt humør!« Det er virkelig dejligt. Før sagen følte jeg bare, at jeg var tålt. Nu føler jeg mig fuldt ud accepteret.«

Chefredaktør Lars Norup fra Viborg Stifts Folkeblad, hvor Ole har en fortid som typograf, er en af dem, der har bakket op om Kjole-Ole under overskriften »Hurra for vore originaler«, og i et læserbrev i samme avis opfordrer en læser til boykot af B&O-forretningen.

Også fra resten af landet er det strømmet ind med sympatitilkendegivelser til Ole Mortensen, venlige breve og tilbud om gammelt B&O-udstyr, efter at hans store passion for netop dette mærke er blevet landskendt:

»En dame sendte et brev, der bare var adresseret til Kjole-Ole, Viborg, og det kom frem,« siger han imponeret. »Og en mand i København skrev og tilbød mig en hel kasse gammelt B&O, jeg skulle bare betale for at få det fragtet herover. Folk standser mig på gaden og tilbyder mig udstyr, ja, det er lige før, jeg ikke kan gå til købmanden efter en liter mælk uden at komme hjem med en gammel båndoptager.«

Ole Mortensen er tæt på at erklære sig enig med dem, der mener, at han i virkeligheden skulle være B&O-forhandler Berg taknemmelig for alt det gode, der er sket ham det seneste halve år. Men så langt vil han trods alt ikke strække sig.

»Han kunne i det mindste give mig en undskyldning,« siger han.

Det har Kjole-Ole ikke fået. Til gengæld fik han allerede tidligt i forløbet en uforbeholden undskyldning fra B&Os hovedkvarter i Struer, ligesom parret bag det verdensberømte B&O-design, Jacob Jensen og hans søn, Timothy, har sendt ham en personlig hilsen og et signeret eksemplar af Jacob Jensens bog »Underligt, men ikke mærkeligt«.

»Det passer jo også meget godt på mig,« konstaterer Kjole-Ole.

Trangen til at gå i dametøj har Ole Mortensen haft så længe, han kan mindes. Han husker, hvordan han som dreng var misundelig på sin kun et år yngre lillesøster, fordi hun måtte gå i kjole. Det ville Ole også, og når resten af familien var i byen, gik han på rov i både moderens og søsterens klædeskabe og huggede kjoler, nederdele og undertøj:

»Men det var ikke altid, jeg nåede at få det hele lagt pænt på plads, inden de andre kom hjem, og så blev min far stiktosset,« mindes han.

Faderen var et hidsigt gemyt, og Ole var altid meget nervøs for, at han skulle opdage noget. Men samtidig var trangen til at gå i pigetøj så stor, at han ikke kunne holde den tilbage.

»Det var især et problem, hvis jeg havde haft tøjet på i bad allerede dengang kunne jeg godt lide fornemmelsen af det våde tøj mod kroppen, det giver en helt særlig tilfredsstillelse,« fortæller han. »Men jeg kunne ikke altid nå at få tøjet tørt, inden de kom hjem, og så brændte jeg det i centralfyret for ikke at blive afsløret.«

Allerede som splejset teenager begyndte Ole at gå i dametøjsbutikker og købe fint undertøj og nylonstrømper, som han tog på under sit almindelige tøj. Samtidig dyrkede han sine mere drengede interesser, modelbilerne og musikudstyret. Men mest i ensomhed. Venner havde han ikke rigtig nogen af. Savnede det heller ikke.

»Jeg har nok altid været en enspænder. Jeg sad mest derhjemme på værelset og rodede med mine biler og mit radioudstyr eller samlede modelfly,« mindes han. »Jeg har aldrig været den, der gik på diskotek eller i jazzklub, som min søster gjorde. Jeg havde det bedst i mit eget selskab.«

Også på andre måder adskiller Ole sig fra de fleste andre. Han har f.eks. endnu til gode at drikke sin første øl.

»Jeg er 100 procent afholdsmand,« siger han. »Jeg er nok meget sådan et enten-eller menneske. For mig har det altid været sådan, at enten drikker man den første øl, og så følger alle de andre efter. Eller også lader man helt være. Jeg har heller aldrig røget en cigaret.«

En kæreste blev det heller aldrig til. »Og nu er det for sent, selv om jeg skulle få lyst. Når man er blevet så gammel som jeg, har man fået sine vaner og kan ikke gå i spand med et andet menneske,« mener han.

Men det betyder ikke, at Kjole-Ole lever en eneboertilværelse i ensomhed og isolation. Tværtimod er han næsten hver dag på farten på sin cykel, der er udstyret med alskens tekniske finesser, elektrisk gear, indbygget dynamo i forhjulet, sidespejle, båthorn og aflåselig boks på bagagebæreren. Samt en trækvogn, når han skal køre nyindkøbt hi-fi udstyr hjem.

Rundt regnet hver anden dag tjekker han byens fire genbrugsforretninger for at se, om der er kommet noget nyt og interessant, enten tøj eller teknik. Og den lokale legetøjsforretning har måske fået nye modelbiler, han ikke allerede har i samlingen. Så en tur i Føtex, hvor Ole normalt køber strømper og undertøj. Og i H&M, hvor der altid er meget at vælge imellem.

Kjole-Ole har sin helt egen tøjstil, som især er inspireret af TV-serien »Det lille hus på prærien« og filmklassikeren »Borte med blæsten«:

»Dengang gik kvinderne virkelig klædt som kvinder, med lange skørter helt til jorden, det ene lag oven på det andet. Nu går I jo nærmest i herretøj og har herrefrisure,« siger han med et let bebrejdende blik på journalistens cowboybukser og kortklippede hår.

»Jeg skal selvfølgelig ikke blande mig i, hvordan andre går klædt, bare jeg får lov til at klæde mig, som jeg vil,« understreger han. »I dag er det jo helt almindeligt, at kvinder går med både bukser med lynlås foran, det må da siges at være maskulint og skjorte og slips, uden at det vækker opsigt. Men hvis en mand viser sig i dametøj, så er den helt gal. Her må jeg sige, at ligestillingen ikke er rimeligt fordelt.«

Ole Mortensen drømmer ikke om selv at være en kvinde, han er hverken transseksuel eller bøsse. Han føler bare en tilfredsstillelse ved at gå i kvinders tøj.

»Det giver mig en stor tilfredsstillelse at mærke det feminine tøj mod kroppen,« forklarer han. »Stramme bluser i blødt, elastisk stof, der sidder helt tæt til kroppen. Og store skørter, som vinden kan suse i. Noget af det bedste er at cykle af sted i sådan et dejligt blæsevejr som i dag. Så kan man rigtig mærke suset i skørterne. Det manglede jeg dengang, jeg kun kunne gå med dametøjet herhjemme.«

I mange år holdt Ole Mortensen sin hang til dametøj skjult for omverdenen. Men splittelsen mellem det mandlige og det kvindelige i hans liv gjorde ham stadig mere frustreret. Han begyndte så småt at bevæge sig uden for lejligheden i sit dametøj, et lille smut i supermarkedet, en hurtig aftentur efter mørkets frembrud. En gang mødte han sågar op på sit arbejde i sætteriet på Viborg Stifts Folkeblad i kjole.

»Men det gik slet ikke. Alle de andre typografer nedlagde arbejdet,« fortæller han.

Heller ikke familien kunne acceptere hans tøjvalg. Ole fortæller, hvordan hans sidste møde med faderen udviklede sig til et voldsomt opgør, der endte med, at faderen tog kvælertag på sin kjoleklædte søn. Det er mere end ti år siden. Moderen har han kun kontakt med via breve og telefonsamtaler:

»Hun har sagt, at hun kun vil se mig, hvis jeg tager herretøj på. Så det kan jo ikke lade sig gøre,« konstaterer Kjole-Ole lakonisk. Kun søsteren og hendes familie ser han stadig. Jobbet som typograf mistede han efter 23 år på samme arbejdsplads. Dels på grund af sin frustration over ikke at kunne gå klædt, som han ville, dels fordi han ikke kunne klare overgangen fra det gamle bly til ny computerteknik. I dag må han klare sig med førtidspensionen.

Alligevel føler Ole Mortensen, at han i dag har et bedre liv end i de mange år, hvor han forsøgte at undertrykke sin tilbøjelighed:

»Det var en stor lettelse den dag, jeg smed alle bukserne ud og kun havde kjoler tilbage i skabet. Jeg var omsider nået frem til den erkendelse, at alle andre ikke skal bestemme over mig resten af livet. Og hvis de ikke kan acceptere mig, som jeg er, så må de jo lade være,« siger han.

»Det er måske egoistisk af mig, men jeg har kun ét liv, og jeg mener, jeg er berettiget til at leve det sådan, som jeg helst selv vil. Hvis jeg skulle gøre alle andre tilfreds, kunne jeg jo ikke bestille andet.«@Tekst m. indryk: