»Jeg danser helst ensom til grammofonen«

I den store reol hjemme på Dalagatan i Stockholm, hvor Astrid Lindgren boede frem til sin død i 2002, stod der en bog, hun gennem årene tog frem og citerede nogle bestemte ord fra. Hvad den hed, og hvem der skrev den, vides ikke.

Foto: Jacob Forsell Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den store reol hjemme på Dalagatan i Stockholm, hvor Astrid Lindgren boede frem til sin død i 2002, stod der en bog, hun gennem årene tog frem og citerede nogle bestemte ord fra. Hvad den hed, og hvem der skrev den, vides ikke.

Det fremgår dog af en ny bog, der rummer brevvekslingen mellem Astrid Lindgren og pigen Sara Ljungcrantz i årene 1971-85, at bogen i reolen handlede om ensomhed og længsler. Og om den melankoli, der går som en rød tråd gennem alle Astrid Lindgrens bøger, hvor muntre og livsbekræftende de end synes.En dag i 1973, mens Astrid Lindgren var midt i de sidste svære kapitler af »Brødrene Løvehjerte«, der med sine tabunedbrydende skildringer af døden skulle blive forfatterskabets mest kontroversielle og omdiskuterede, tog hun påny denne ukendte bog ud af sin reol og citerede nogle bestemte linjer i et langt brev, der udtrykte Lindgrens syn på mennesket og livet:»Som et stille råb, en klagen fra en usynlig violin går menneskers længsel efter mennesker gennem menneskeverdenen. Barnet længes efter forældrene, som ikke har tid til det. Søsteren længes efter søsteren, som får andre veninder. Broderen længes efter broderen, som han beundrer. Vennen efter vennen, som ikke længere er ven. Manden efter kvinden som endnu ikke har vist sig, kvinden efter manden som er gået, og sidst – dybest og mest ydmyg – forældrene til barnet som livets lov har kaldt ind i andre sammenhænge. Som en klagende streng på violinen og en vibes råb på heden, går menneskers længsel efter mennesker gennem den verden, som bebos af mennesker.«

Astrid Lindgren skrev citatet på maskine og det brevpapir, hun altid brugte, når de ufattelig mange breve, hun modtog fra børn og voksne, skulle besvares. Dette brev var dog noget særligt, idet det var stilet til en pige i Småland, der i over to år havde korresponderet med den verdensberømte forfatter og i lange, fortrolige breve involveret Lindgren i sit ensomme, ulykkelige teenageliv. Fuld af had, kærlighed, lede ved sig selv og de skiftende børnepsykologer, der forsøgte at gøre sig kloge på gåden »Sara Ljungcrantz«.

Sådan hed hun, pigen fra Ulricehamn, men der gik ikke mange breve, før Lindgren med tanke på sin mest ulykkelige og ensomme romanfigur, ni-årige Bosse fra »Mio, min Mio« (1954), begyndte at kalde hende for »Sara min Sara«. Den tolvårige pige med de store skuespillerdrømme havde første gang skrevet til Astrid Lindgren i april 1971 for at spørge, om hun ikke kunne bane vejen for en prøvefilmning. I den sammenhæng havde forfatteren til »Pippi Langstrømpe« fået læst og påskrevet: De to børn, der spillede Tommy og Annika i filmversionen af Pippi var jo en katastrofe, og Sara selv havde naturligvis været et langt bedre valg – også i rollen som Pippi!Sara fortrød det overilede brev, som Astrid Lindgren reagerede forholdsvis kort og køligt på. Og i et følgende brev, fra sommeren 1971, så Sara langt mere realistisk og ærligt på sig selv. Hun undskyldte ikke kun sit storhedsvanvittige brev, men begrundede også tonen: »Jeg gør hele tiden en masse ting, som jeg fortryder. Og det værste er, at jeg altid giver andre mennesker vidt forskellige indtryk af mig selv.« Og så begyndte Astrid Lindgren ellers at lytte. Og læse med. Her var jo et purungt menneske, der ligesom tolv-årige Astrid fra Vimmerby var i stand til at udtrykke sine ulykkelige følelser på skrift, og i glimt kastede et forunderligt skævt, analytisk blik på sig selv: »Man kan gætte på, at man er normal, men man skal ikke føle sig for sikker«.

Saras åbenhjertige breve hen over de næste år, hvor hun langsomt afdækker sig selv og sin tilværelse for Astrid Lindgren, der lover ikke at vise Saras breve til andre (deraf bogens svenske titel: »Dina brev lägger jag under madrassen«), er rørende læsning. Samlet set et studium i, hvorfor det er så let at gøre et barn fortræd.

Med al sin sans for denne udsatte periode i menneskets liv, træder Astrid Lindgren ind på brev-scenen som en slags ekstra psykolog for Sara, der ikke trives i sit fædrene hjem i Ulricehamn, flytter ned til bedsteforældrene i det sydlige Småland, skifter skoler, bliver ulykkeligt forelsket, begynder at ryge og lufter selvmordstanker. Kort sagt er hun medium for alt det, der kan flintre gennem et følsomt pigesind, når man er teenager.Brevvekslingen, der kulminerer i 1973, er også et spændende kighul ind i Astrid Lindgrens privatliv: Som yderst aktiv, medlevende bedstemor til seks-syv børnebørn og som yderst flittig forfatter, der netop i de år kæmper med sin måske mest ambitiøse bog i hele forfatterskabet: »Brødrene Løvehjerte« (1973). En bog, der tager temaer som døden og ensomheden op. Tanker og følelser, man ikke konfronterede børn med i litteraturen i 1970erne.Der er næppe tvivl om, at Lindgren, ud over at se en flig af sig selv i den ensomme Sara, blev inspireret af fortroligheden og det eksklusive kig ind i et barnesind, der rummede en masse af de tanker og følelser, Lindgren ville skrive om i »Brødrene Løvehjerte«. Et barns dybe ensomhed ikke mindst.Igen og igen forsøger Lindgren i sine breve at forklare Sara, at ensomhed er et menneskeligt vilkår, der kan have sine fordele og styrker. F.eks. når Lindgren efter en udmattende juleaften i slægtens skød hvert eneste år insisterede på at være mutters alene 1. juledag. Så nød hun det anti-stressende samvær med sig selv og den klassiske musik, der flød fra stereoanlægget: »Danse, gør jeg kolossalt gerne, men helst ensom til grammofonen«.

Nytårsaften 1973 sætter Lindgren sig til at skrive et brev til Sara, hvor hun bl.a. takker for en længere selvstændig »livsbetragtning«, som Sara havde vedhæftet sit julebrev til Astrid. Især havde forfatteren bidt mærke i Saras ord om, hvad mennesket gemmer inde i sig selv: »Der er så uendelig meget, som jeg aldrig nogensinde får at vide«. Til det havde Astrid følgende at sige:

»Det har du så ret i! Der er intet menneske, som åbner sig fuldt og helt, selvom hun eller han længes efter at kunne gøre det. Hver eneste ene er lukket inde i sin ensomhed. Alle mennesker er ensomme, selv om en del har så mange mennesker omkring sig, at de ikke forstår det eller mærker det. Førend en dag...«Sara og Astrid sås aldrig ansigt til ansigt, men korrespondancen strakte sig, som Lindgren skriver, »fra en porto på 55 øre til en porto på 1.10«. Det blev også til udveksling af enkelte jule- og fødselsdagsgaver undervejs, og da Sara pludselig var blevet en ung, troende kvinde, der stod og manglede penge til dagen og vejen, huskede hun et gammelt uindfriet løfte fra Lindgren. Det handlede om de 1.000 kr., Sara skulle have, når hun blev 21, hvis hun lagde cigaretterne på hylden og holdt sig fra dem. De holdt begge deres løfte. Da 26-årige Sara i december 1984 efter tre års brevpause igen skriver til Astrid Lindgren fra Grækenland, hvor hun tomler rundt med en veninde, er det bl.a. for at fortælle, at hun stadig ikke ryger, er blevet kristen og mere end nogensinde har brug for de 1.000 kr. Og forfatteren i Stockholm svarer straks:»Hej du lille Sara, Hvor godt, du er holdt op med at ryge! Og nu er du jo blevet 26, så jeg slæber efter med betalingen. Jeg sender dig her en check, og så er du vel klar over, at det her forudsætter, at du bliver ved med at være ikke-ryger, for i samme øjeblik du ikke længere er »absolutist«, så må du betale de 1.000 kr. tilbage. Dette hårde vilkår sætter jeg op, for at du skal blive sparet for fristelser. Jeg ønsker dig alt godt i de kommende år af dit unge liv. Din meget tilgivende Astrid Lindgren.«

Astrid Lindgren og Sara Schwardt: »Dina brev lägger jag under madrassen« er udkommet på forlaget Salikon/Saltkråkan.