»Min første indskyldelse var at takke nej, da Bibelselskabet spurgte mig, om jeg ville skrive en børnebibel. Jeg kommer fra en meget gammel præstefamilie, og min mand og den ene af mine søstre er præst. Jeg har altid tænkt: »Det har de styr på; det er ikke noget, jeg skal beskæftige mig med.«

Jeg skriver heller aldrig på bestilling, jeg har altid mit eget, jeg skriver på.

Når jeg alligevel sagde ja, tror jeg, det handlede om, at jeg ville prøve selv. At jeg ville læse de her urtekster og se på dem uden andres fortolkning. Med et nøgent, barnligt blik.

Jeg sagde til Bibelselskabet, at jeg ville betragte opgaven på linje med en oversættelsesopgave; jeg skriver altid om formiddagen og oversætter om eftermiddagen, så jeg tænkte, at jeg ville skrive roman om formiddagen og bibelhistorier om eftermiddagen. Sådan blev det bare ikke. Det blev kun bibelhistorier i løbet af det år, jeg arbejdede med dem. Det var så stimulerende for mig, og jeg boede simpelthen i det.

Urteksterne i Bibelen er tvetydige; mange af historierne er så knebne, for psykologi var ikke ligefrem det, man brugte krudt på på Davids tid, så for en romanforfatter som mig, der altid er interesseret i det psykologiske, er der simpelthen så meget at tage fat på. Tag bare historien om Kain og Abel. Hvorfor tager Gud imod Abels takoffer, men ikke Kains? Han må da vide, hvad han gør. At han afstedkommer en storm i et menneskesind på den måde. Men måske ved han det faktisk ikke. Måske er han først ved at lære menneskene at kende. Så jeg har lavet Det Gamle Testamente som en historie om Gud og om, hvordan han lærer verden og menneskene at kende. I mange andre børnebibeler står der, at han sætter regnbuen på himlen efter syndfloden, for at menneskene skal vide, at han ikke gør det igen. Men nej, det står der ikke. Det er, for at han skal huske sig selv på, at han ikke må gøre det. Det er ligesom dem, der skal skrive sedler til sig selv om, at de ikke må ryge eller gå i køleskabet. Sådan bruger Gud regnbuen i begyndelsen. Men i Det Nye Testamente træder han tilbage og overlader scenen til sin søn, som har menneskekrop og kan tale med menneskestemme og ikke brøler inde fra en brændende tornebusk.

Jesus er provokerende

Da jeg skulle i gang med Det Nye Testamente, rejste jeg sammen med Hanne Bartholin, der har lavet bogens tegninger, til Israel. Jeg ville så gerne se Jerusalem. Jeg har altid hørt, at man går op til Jerusalem, men jeg har aldrig vidst hvorfor. Så jeg ville gerne ned at se, hvad det er for en by, der ligger på bjerget. Hvordan ser det ud, når solen står op bag Oliebjerget? Hvordan ser ørkenen ud? Det at være der var med til at opbygge den sikkerhed, som gør, at man kan skrive det.

Det har været vigtigt for mig ikke at nuttetgøre stoffet. Det ville man for eksempel gøre, hvis man gjorde Jesus til den store børneven, der altid var sød og strålende og et helt særligt menneske. I virkeligheden har han jo også været provokerende. Jeg blev selv så irriteret på Jesus, mens jeg skrev. Han gør godt, men jeg er ikke sikker på, at han altid var god at være i nærheden af. Alene det, at når han har helbredt nogle, så hører man ikke om omsorg efterfølgende. Det er virkelig sådan: »Tag nu din båre og gå, og så må du klare dig selv«. Han kan også blive stresset og irriteret, og det forstår jeg virkelig godt i betragtning af, hvor mange mennesker der følger i hælene på ham og råber, at han skal røre ved dem og se på dem. Han bliver forfulgt af paparazzier og stalkere, og det er så sjældent, han får lov at være alene. I løbet af de tre år, han vandrer rundt på vejene, lever han jo det vildeste liv og opsøger sin egen død.

Jeg kan godt forstå, at musicalen hed »Jesus Christ Superstar«, for det er superstjernemateriale. Det er som de vildeste rocklegenders liv og død. Så det er ikke den der milde, fromme mand, der sidder og tager alle de små børn op på skødet. Nej, han er heftig og lidenskabelig, og jeg tror bestemt, man kan føle sig afvist af ham. Det gjorde hans mor jo også. Jeg har gerne villet skrive Det Nye Testamente som en roman om livet på vejene.

At træde væk fra hensyn

Jeg har svært ved at sige, hvad Bibelen betød for mig i min opvækst. Det var noget, der bare var selvfølgeligt. Jeg har hørt historierne, og der er blevet talt om dem, men det er ikke noget, jeg selv aktivt søgte. Det har været som tapetet. Når man er barn, lever man jo bare det liv, man får serveret, og min store interesse var litteraturen. Jeg har aldrig haft lyst til at blive præst eller til at beskæftige mig professionelt med det teologiske.

For mig er tro en fuldstændig en privat sag. Men uanset om man tror eller ej, så er der her et stof, som har relevans, og som giver plads til samvær, samtaler og mening. Man trækker altid troskortet, men det er i virkeligheden ret trivielt og unødvendigt, synes jeg. Jeg har en god ven, som engang sagde til mig: »Jeg vil så gerne tro på Gud, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan finde ud af det.« Det mener jeg er en misforståelse. Det handler ikke om at skulle præstere noget. Derfor passede det mig rigtigt godt, at Bibelselskabet gerne ville have, at det skulle være en bibel for kulturkristne. Man skal faktisk ikke præstere noget. Det her er en bog, vi lægger frit frem. Og om man tror, de er virkelige eller ej, så er historierne fuldstændigt vidunderlige, og nogle af dem er også delvist ubegribelige. Det er også derfor, vi kan blive ved og ved med at vende tilbage til dem.

Der knytter sig så mange traditioner til det her stof, så når man binder an med at skrive sin version, så er det faktisk også at træde folk over tæerne. Jeg tror, at jeg har tænkt det, jeg altid tænker, når jeg skriver, nemlig, at man først giver sig i kast med noget, når man er ligeglad med, hvad andre synes. Man kan ikke skrive en roman, hvis man har sit arbejdsværelse fyldt med alle mulige hensyn, der kigger én over skulderen, for så sidder man og slår sig selv for munden hele tiden. Når man begynder at skrive, skal man træde væk fra de hensyn. Men når det er sagt, så synes jeg nu også, at jeg har forholdt mig ret loyalt til grundteksten.

Har kradset i eget skelet

Jeg har i dén grad kunnet bruge min mand, der er præst i valgmenigheden Vartov, undervejs. Han har madet mig med alt fra Søren Kierkegaard til Slavoj Žižek, og hver gang jeg er blevet færdig med en af bibelhistorierne, har jeg læst den højt for ham, og så har vi diskuteret den. Det har været så sjovt.

Jeg synes, det er vigtigt at genfortælle Bibelen, fordi hver generation skal have sit bud. Børn skal have en opdateret version og ikke en, der er utidssvarende, og som de ser som noget klæbrigt forældet lort. For det er det ikke. Det er nogle klippestykker, som står der, og så kommer hver tid og kaster sit lys på dem. Nogle ser det på én måde og andre på en anden. Sådan skal det være. Man skal sætte liv på de klipper, så de ikke bare står som forsteninger. Det er selvfølgelig ikke alle børn, man vil kunne nå, det vil man aldrig kunne, men jeg tror bestemt, at man kan nå mange. Min søster har brugt nogle af mine genfortællinger i sin konfirmandundervisning og siger, at de fungerer godt.

Det har været en stor glæde og en hvile for mig som forfatter at gå ind i et stof, der er givet på forhånd. Driften efter at skrive den type romaner, jeg tidligere har skrevet med bøger som »Børnene«, »Den der lyver« og »Det første jeg tænker på«, er forsvundet. De bøger er meget tætte og finmaskede, og jeg har siddet og kradset i mit eget skelet. Det er jeg ikke sikker på er givtigt mere. Jeg tror, det har været skelsættende for mig at blive midaldrende. For mange forfattere er der et vendepunkt i den alder, jeg er i nu. Det var litteraturprofessor Nils Gunder Hansen, der sagde det til mig: At når man er i 30erne og 40erne, så er man med i livet på en måde, som gør, at man kan opfange de nye strømninger, mens de er i deres vorden. Når man runder de 50, begynder man at trække sig tilbage fra verden. Det kan jeg også mærke, at jeg selv gør. Jeg er for eksempel ikke på Facebook, og jeg kender ikke Instagram og Twitter. Der er et helt sprog der, som, nogen vil sige, jeg går glip af. Selv føler jeg, at jeg slipper for det. Jeg er ved at blive døv på den måde. Og så må man lede andre steder. Siden har jeg padlet lidt rundt. Jeg har skrevet noveller og dramatik og »En ny tid«, som skiller sig meget ud fra de romaner, jeg tidligere har skrevet.

Jeg er glad for det sted, jeg står i dag, og ser det som en styrke litterært. Jeg tror, jeg kommer til at skrive mere skrabede tekster. Jeg er ikke interesseret i at opfange alting længere. Jeg er mere interesseret i at forfølge én ting. I den proces kom arbejdet med børnebibelen som en kæmpe gave. Den gav mig en tænkepause fra det at skrive romaner.«

»Bibelhistorier« af Ida Jessen og Hanne Bartholin (Illustrator) er netop udkommet på Bibelselskabets forlag.