»Jeg behøver jo heller ikke gå ind og se »Paradise Hotel« for at kunne forholde mig til, at det koncept stinker«

Debatten om DR2s nye program »Blachman« er de seneste dage eksploderet på de sociale medier - og det selv om det er de færreste, der endnu har set programmet. Nogle af de mest markante debattører ser dog ikke noget problem.

Hvad sker der for den moderne mand her på tærsklen til det pikløse samfund? Det er et af de spørgsmål, som Thomas Blachman stiller i en ny programrække på DR2, hvor første afsnit vises i aften. Med sig har han forfatteren Jan Sonnergaard og programmet har allerede medført en byge af kritik på de sociale medier.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Theis Mortensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ganske vist bliver programmet først vist i aften klokken 22 på DR2, men allerede nu raser debatten på de sociale medier. Det handler om programmet »Blachman«, hvor den 50-årige musiker og X Factor-dommer sammen med en mandlig gæst vil sætte fokus på tidens forhold mellem mand og kvinde.

I aftenens afsnit leder Thomas Blachman således sammen med forfatter Jan Sonnergaard efter det rette ord for det kvindelige kønsorgan og diskuterer om sportens idealer er ødelæggende for vores syn på den nøgne krop? Alt sammen mens en kvinde står nøgen foran dem. Og alene programmets foromtale har i dén grad fået debattørerne på de sociale medier op i det røde felt.

»Det er et usandsynligt kvalmende, sexistisk og pubertært TV-koncept DR der har fået skabt sig,« skriver bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund, Ulla Tornemand Larsen, i et Twitter-svar til Berlingske-bloggeren Anne Sophia Hermansen, mens andre harcelerer over programmets præmis om at »kvindekroppen tørster efter ord«.

»Nej, Blachman - kvindekroppen vil være i fred,« som Nathalie C. Larsen skriver på Twitter.

Men selv om Ulla Tornemand Larsen endnu ikke selv har set programmet mener hun sig fuldt ud i stand til at kritisere præmissen for det.

»Det jeg reagerede på var først og fremmest den måde, som DR lancerede deres program på, hvor kvinden bliver reduceret til en ting som to mænd så skal snakke om. Det er i dén grad sexistisk og har ikke ret meget med public service at gøre som jeg ser det. Og så gik min reaktion også på det indlæg som Anna Sophia Hermansen skrev på sin blog,« siger Ulla Tornemand Larsen.

Og debatten på de sociale medier om programmet tog da også først for alvor fart, da Berlingskes blogger Anna Sophia Hermansen tog emnet op i sit indlæg »Tag tøjet af - så snakker jeg lidt om mig selv«, hvor hun afslører, at hun selv i sin tid blev kontaktet for at medvirke nøgen i programmet, hvilket hun dog betakkede sig.

Indlægget har foreløbig har fået 3.900 likes på Facebook og har afstedkommet mere end 158 kommentarer på blogindlægget.

»Det som jeg kritiserer, er jo primært, at de ringer mig op. Det tillader jeg mig at have en holdning til, da jeg ikke ligefrem har en offentlig profil som nøgenmodel. Og jeg behøver jo heller ikke gå ind og se »Paradise Hotel« for at kunne forholde mig til, at det koncept stinker,« siger Anna Sophia Hermansen og fortsætter:

»Og jeg må sige, at jeg stadigvæk ikke kan se, hvad den der nøgne kvinde skal lave i programmet. Vi ser to mænd spille retorisk pik til en nøgen kvinde, og jeg mangler at få et kontant svar på, hvor poesien er i det? Hvorfor er det vigtigt, at der skal ligge en tavs nøgen kvinde og kigge på dem? Det synes jeg er et spørgsmål man sagtens skal stille på baggrund af den foromtale som DR 2 jo har været meget flittig med at vise.«

Det er det første af i alt seks programmer under titlen »Blachman«, der vises i aften klokken 22 på DR2.