Jazzfestivalens hovednavn, Joshua Redman, levede op til forventningerne. Og lidt til.

Den amerikanske tenorsaxofonist Joshua Redman og hans tre sekundanter i gruppen Still Dreaming diverterede med herlig traditionsrig og tidløs jazzmusik

Tenorsaxofonisten Joshua Redman i kreativt clinch med trommeslageren David King Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Joshua Redman »Still Dreaming«
Betty Nansen Teatret, onsdag aften

Med omkring 1400 koncerter på 10 dage er der rig lejlighed til at diskutere, hvem eller hvad der er jazzfestivalens hovednavn. Selvfølgelig er der de store og velsælgende navne, som stilistisk ikke sjældent er ude i jazzens periferi. Og så er der den nu 50-årige amerikanske tenorsaxofonist Joshua Redman, der i min optik hele tiden har været hovednavnet. Ikke blot fordi han så uomtvisteligt spiller uforfalsket jazz, men også fordi han altid har været mand for at få tradition og fornyelse, genkendelse og overraskelse, til at gå op i en højere enhed. Dertil er han bare en suveræn instrumentalist.

Forventninger medfører ofte skuffelse. Men ikke ved denne lejlighed. Joshua Redman var simpelthen Joshua Redman.

Han medbragte sin gruppe Still Dreaming, der er skabt som en hyldest til en anden gruppe, Old And New Dreams, som for omkring 40 år bestod af fire musikere, der alle havde spillet med avantgardejazzfaderen, altsaxofonisten Ornette Coleman. Og det var da også på mange måder Ornette Coleman, der lurede i undergrunden i den halvanden times tid, Still Dreaming var på Betty Nansen Teatrets scene. Ja, det indledende værk, »New Year« af bassisten Scott Colley, rummede den rette energiladede livsappetit, der kendetegnede de epokegørende album, som Ornette Coleman udsendte med sin kvartet for Atlantic Records for omkring 60 år siden.

Det tætte spil mellem Joshua Redman og kornettisten Ron Miles gav da også gode mindelser om det legendariske makkerpar Ornette Coleman og trompetisten Don Cherry. Dertil lagde bassisten Scott Colley og trommeslageren David King et mildt sagt rå-swingende fundament, som gav luft og løft til en tenorsaxofonsolo, hvor Joshua Redman lige fastslog, at han ikke blot ejer de gode traditioner, men så sandelig også kan skabe overrumplende her-og-nu-jazzkunst. Tilsvarende stod kornettisten Ron Miles - med sin let flossede lyd og sine naivistiske melodilinjer - i gæld til salig Don Cherry, men også han - Ron Miles - var mand for at give sine formuleringer en god personlig vinkling.

Og - som antydet - var det rytmiske fundament perfekt. Scott Colley leverede smidige og velklingende basgange, og den nytilkomne trommeslager David King var bare utroligt veloplagt, heldigvis med tilhørende kunstnerisk format, og ikke mindst hans dialoger med Joshua Redman havde en jordskælvsagtig beskaffenhed.

Til koncertens lyriske indslag hørte Joshae Redmans »It’s Not The Same«, der uden soli var ét langt - også måske lovlig langt - forløb. Men herefter blev der åbnet for »Bad Algorithm«, et nyt og herligt blues-nummer af Joshua Redman, der da også selv tog sig en tour de force - med al den farve, fantasi og finurlighed, som man kan ønske sig, når jazz skal være jazz.

 

Den amerikanske tenorsaxofonist Joshua Redman på scenen i Betty Nansen Teatret, onsdag aften, med bassisten Scott Colley, trommeslageren David King og kornettisten Ron Miles Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen.

Den amerikanske tenorsaxofonist Joshua Redman på scenen i Betty Nansen Teatret, onsdag aften Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen.