2018 har ikke blot været året, hvor der blev fundet og udsendt en virkeligt sensationel og fremragende studieoptagelse fra 1963 med den toneangivende saxofonist John Coltrane. I jazzens verden støder arkæologerne nemlig jævnligt på glemt guld og det, der ligner. Når det bliver gravet frem, er det til glæde for de sande jazznørder, men også andre kan hoppe med på vognen.
Det sidste vil dog næppe være tilfældet med et album, der rummer en optagelse fra New York-klubben »The Half Note« i 1964. For til trods for, at tenorsaxofonisten Ben Webster i dag hører til de absolut populæreste blandt de musikere, der er gået til de evige jazzmarker, så er det en lidt speciel sag. Lyden er langt fra optimal, klaveret skulle nok lige have været stemt en ekstra gang, ligesom publikum godt kunne have udvist mere lydhørhed.
Saxofonisten er i rigtigt godt selskab med pianisten Dave Frishberg, bassisten Richard Davis og trommeslageren Grady Tate, og repertoire er et strejftog i velkendte jazzstandards. Mens uptempo-numrene ofte bliver lidt for hidsige med en tendens til at gå op i limningen, så står balladerne sig godt, og her er det værd at nævne en eminent smuk udgave af George Gershwins »How Long Has This Been Going On«, hvor selv det ret så animerede publikum får dæmpet sig lidt ned. Under alle omstændigheder var det klogt af Ben Webster, at han samme år for altid forlod sit fædreland for at slå sig ned i Europa, hvor der var lydhørhed for hans kunst, og hvor han sågar gjorde København til sin hjemby.
Ja, ingen tvivl om, at det er europæerne, der for alvor har forstået at værdsætte jazzen. Det var da også tilfældet samme år – altså 1964 – i Concertgebouw i Amsterdam, hvor pianisten Erroll Garner indtog scenen med sine faste sekundanter, bassisten Eddie Calhoun og trommeslageren Kelly Martin. Også herfra er der fremgravet en optagelse, der ovenikøbet lydmæssigt og kunstnerisk er så tæt på det perfekte, at alle, der værdsætter musik, kan glæde sig derved.
Erroll Garner nød så stor en popularitet, at nogle anså ham for lidt for publikumsleflende, men musikken taler for sig selv. Pianisten kaster sig over værker fra »den store amerikaske sangbog«, og hans recept er – på rigt fabulerende vis – at boltre sig i en lang introduktion, hvorfra melodien så pludselig dukker frem af disen til publikums udelte begejstring. Denne formel og effekt kan virke en kende mekanisk, men det glemmer man hurtigt. For musikken råswinger, og Erroll Garners hypervirtuose formuleringer er så fyldt af fantasi og overraskelser, at man ikke kan andet end at overgive sig.
Det må man også i en anden europæisk koncertsal, nemlig Odd Fellow Palæet i København, hvortil pianisten Thelonious Monk i 1963 medbragte sin faste kvartet med tenorsaxofonisten Charlie Rouse, bassisten John Ore og trommeslageren Frankie Dunlup. Og de, der mener, at denne kvartet var pianistens bedste, har fuldstændigt ret. Det bekræfter denne koncert, som blev optaget og udsendt af Danmark Radio, men som først nu atter ser dagens lys.
Thelonious Monk var jo på mange måder en af jazzens skæveste eksistenser, han var pioner inden for bebop-jazzen, men fulgte aldrig andet end sin egen sære musikalske og originale tankegang. Charlie Rouse' grovkornede tenorspil passer perfekt til det pulserende Monk-univers, og når pianisten så tager over, bliver man ganske paralyseret af hans kantede og uophørligt opfindsomme spil, også når han byder på en elegant og inderlig soloudgave af klassikeren »Body and Soul«.
Og hvad skete der så ellers på jazzfronten i København i den periode? Ja, det får man indsigt i med pianisten Jørgen Borchs vægtige og jazzarkæologiske bogværk »Suset fra Vingården«. Og Vingården? Hvad var det for en størrelse? Ja – på facaden stavet Vingaarden – var det et jazzværtshus, der i nogle årtier lå på Nikolaj Plads – som en slags pendant til det nok så berømte Montmartre i Store Regnegade.
Mens sidstnævnte var et udpræget lyttested, var Vingården også et hængeudsted for kunstnere og et træfsted for unge mennesker, idet man kunne danse til musikken, som kunne være af såvel traditionel som moderne tilsnit. Her sad Jørgen Borch i 1950erne og 1960erne hyppigt ved tangenterne. Både med egne og andres ensembler, ligesom han akkompagnerede en række udenlandske koryfæer, ikke mindst den amerikanske violinist Stuff Smith samt – om end blot for en kort bemærkning – Ben Webster.
Jørgen Borchs bog er ikke en minutiøs kortlægning af Vingårdens historie, som titlen måske kunne antyde, men en selvbiografi, hvor den snart 80-årige forfatter fortæller om et musikerliv, der også måtte kombineres med en erhvervsfaglig uddannelse og mange års arbejde som ingeniør. Epoken levendegøres ikke mindst i kraft af de mange illustrationer, altså fotos, plakater, billetter, artikler og anmeldelser, og så gør indekset bogen til et glimrende opslagsværk. Som rent læsestof bliver forløbet ofte lidt omstændeligt, indforstået og overlæsset med navne. Men værket vil helt klart glæde alskens jazznørder, ikke mindst de, der kan huske stedet og perioden. Dertil er der tale om en ikke uvæsentlig brik i kortlægningen af den danske jazzhistorie.
Ben Webster
Valentine's Day 1964 Live!
Dot Time Legends
*** (3/6)
Erroll Garner
Nightconcert
Octave Music Licensing, LLC
***** (5/6)
Thelonious Monk
Mønk
Gearbox Records
***** (5/6)
Jørgen Borch
Suset fra Vingården
Borchs: misterborch@gmail.com
**** (4/6)
