Jazzanmeldelse: Ikke noget mesterværk fra Cæcilie Norby

På sit nye album omgiver den danske sangerinde Cæcilie Norby sig med kvindelige musikere i et repertoire af kvindelige komponister.

Cæcilie Norby. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Erhvervslivet er den sektor, hvor kvinder er ringest repræsenteret. Således kunne man forleden læse i vort udmærkede Business-sektion.

Nu ved jeg ikke, om jazzverdenen kan kaldes en sektor, men hvis den kan, så vil den let kunne overhale erhvervslivet nedenom. I hvert fald når det handler om instrumentalister. Hvis det derimod handler om vokalister, så har det fra tidernes morgen været kvinderne, der har sat såvel spor som dagsorden.

En sådan kvinde er danske Cæcilie Norby, der har solidt fodfæste på såvel den hjemlige som den internationale jazzscene. I den seneste årrække har hun været tilknyttet det agtværdige tyske selskab ACT Music, og det er selskabets ejer og producer Siggi Loch, der har fået den ide at sætte den danske vokalist sammen med et hold af stærke europæiske kvindelige musikere.

Alle involverede har været begejstret for projektet, og her foreligger resultatet.

Cæcilie Norby omgiver sig med den italienske pianist Rita Marcotulli, den schweiziske saxofonist Nicole Johänntgen, den norske trompetist Hildegunn Øiseth, den tyske bassist Lisa Wulff og den polske trommeslager Dorota Piotrowska samt – på fire numre – den danske slagtøjsspiller Marilyn Mazur. Og det er kvinder, der kan deres kram.

Af kvinder og måske også for kvinder

At udgivelsen er en ret så fundamental kvindeting understreges af, at samtlige 12 numre er skrevet af kvinder. Så alt i alt er der såvel koncept som projekt over foretagendet. Og dermed måske – sådan umiddelbart – også lidt postulat. Men det er værd at slå ørerne ud, for der er absolut tale om et gedigent stykke musikkunst.

Holdet lægger godt ud med Rickie Lee Jones’ »Easy Money« i et solidt swingende regi, hvor Cæcilie Norby kommer ind med sin smidige og meget personlige røst, der giver musikken den rette tilbagelænede stemning. Og dertil er saxofonspillet fra Nicole Johänntgen bare herligt og overrumplende.

Efterfølgende er der et pluk fra den store amerikanske sangbog i form af »Willow Weep for Me«, en fin ballade, som er skrevet i 1932 af Ann Ronell, og som her bliver holdt nede i en på én gang behagelig og betagende stil. Herefter et markant stilbrud med tryk på kedlerne i Betty Carters »Droppin' Things« med Cæcilie Norbys sikre og karakteristiske glidende-tackling-vokal.

Jo, der er ingen mangel på fine ting, men ret beset er der også numre, hvor en umiddelbart forventning til et mesterværk ikke rigtigt bliver indfriet. Det gælder ikke mindst Joni Mitchells »Big Yellow Taxi«, som aldrig bliver helt troværdig.

Til gengæld står de tre ballader, Abbey Lincolns »Love Has Gone Away«, Bonnie Raitts »All At Once« og Cæcilie Norbys egen »First Conversation«, virkeligt stærkt, og albummet afrundes på værdig vis med Nina Simones rå blues »Do I Move You«, som virkeligt rykker, og hvor trompetist Hildegunn Øiseth farvelægger sangen med sit helt specielle og kommenterende spil.

cæcilie norby & sisters in jazz Fold sammen
Læs mere
Foto: cover.

Cæcilie Norby

»sisters in jazz«

ACT Music

Cæcilie Norby optræder flere steder under Vinterjazz 2019, fra den 22. februar på en landsturné med sine europæiske jazzsøstre