Jane Sandberg: »Vi må ikke vænne vores publikum til, at bare det er digitalt, så er det gratis«

I coronamånederne har mange museer ikke bare i Danmark forsøgt at blive langt mere digitale. De har åbnet for online udstillinger, debatter, talks og formidling til børn. Gratis. Og det er en fejl, skriver Berlingskes klummeskribent Jane Sandberg.

»De danske museer har modtaget hjælp fra regeringens nødpakker. Men nogle museer har fået mere hjælp end andre. Og paradoksalt nok er de, der lider mest, faktisk dem, som før corona ramte, var bedst til at tjene deres egne penge,« skriver Jane Sandberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Jeg tror aldrig, jeg har set ord som Louvre, »nødlidende« og »katastrofe« nævnt i samme artikel. Altså indtil den forgangne uge. Og det endda i New York Times! I en stort anlagt artikel skrev avisen nemlig om den krise, som de europæiske museer står i efter mange måneder med corona.

Når avisen har rettet søgeren mod museerne, skyldes det, at de lider. Det gør de selvfølgelig, fordi de mangler gæster. Når gæsterne ikke kommer, tjener museerne ingen penge. Derfor kæmper nu selv mastodonterne for deres liv.

De danske museer har modtaget hjælp fra regeringens nødpakker. Men nogle museer har fået mere hjælp end andre. Og paradoksalt nok er de, der lider mest, faktisk dem, som før corona ramte, var bedst til at tjene deres egne penge. Nemlig de museer, som har haft de højeste besøgstal. Designmuseum Danmark, Glyptoteket, Den Gamle By … som indtil marts var regulære publikumssucceser og gode eksempler på, hvordan kulturinstitutioner også kunne tjene deres egne penge, kæmper nu for deres videre færd.

For når dørene låses, og publikum ikke længere står i kø, så forsvinder museernes forretningsgrundlag. Vi lever af at sælge billetter til de fysiske museer, og coronakrisen har understreget behovet for, at også museumsbranchen forretningsudvikler og arbejder med, hvordan vi kan konvertere vores gæsters museumslyst og betalingsvillighed til andre aktiviteter, måske især de digitale.

Men vi er i fare for at begå en alvorlig fejl. Da internettet blev allemandseje i slutningen af 90erne, var de fleste medier hurtigt ude og skabe digitale produkter. Pludselig skulle vi ikke længere vente på vores morgenavis, for med et enkelt klik kunne vi læse nyheder online. I begejstring over digitaliseringens nye muligheder, kastede medierne sig ind i kampen, men glemte at tage penge for deres produkter. Dermed grundlagde de en forbrugeradfærd, hvor vi meget hurtigt vænnede os til, at nyheder og journalistik var gratis.

Mon ikke mediebranchen i dag forbander sin egen kamikaze-begejstring og i bagklogskabens lys ønsker, at man dengang havde sat betalingsmur op, første gang de uploadede en artikel?

I coronamånederne har mange museer, ikke bare i Danmark, forsøgt at blive langt mere digitale. Vi har åbnet for online udstillinger, debatter, talks og formidling til børn. Gratis. Vi er nemlig på vej til at begå fuldstændig samme fejl, som medierne gjorde for over 20 år siden. Det er dumt, og det er kortsigtet. Hvis museumsverdenen skal polstre sig selv til at kunne stå imod kriser som corona, hvor vores eksistensgrundlag forsvinder over night, så kræver det, at vi lærer af de fejl, andre brancher har begået. Vi må ikke vænne vores publikum til, at bare det er digitalt, så er det gratis.

Når kulturministeriet engang får mod til at genoptage forhandlinger om en revision af museumsstøttesystemet, skal de huske, at det ville være betimeligt, at der stilles krav om, at museerne i højere grad tilbyder kunst og kultur på andre måder, end blot ved gæsterne indløser en billet til et fysisk museum. Vel at mærke mod betaling.