Forestil dig en ung mand på 19 år. Med kulsort hår, mørke øjne og en krop sitrende af nervøsitet.
Ham mødte jeg en mørk februar aften. Han hedder Yonatan og har sammen men en række andre unge lavet film om sit liv i projektet »Vend perspektivet«, som Finn Nørgaard Foreningen står bag.
Yonatans film handler om en af dem, der har skabt sig et andet liv. Stjernen i filmen er Mohammed, der læser jura og har sin egen frisørsalon. Yonatan har lavet filmen for at vise børn og unge med en baggrund som hans egen, at også de har andre muligheder.
Når Yonatan skal forklare, hvor han bor, siger han Urbanplanen. Magthaverne kalder den for en ghetto. Lars Løkke Rasmussen kaldte den slags for »sorte huller i Danmarkskortet«. Sorte huller rimer på lovløshed, parallelsamfund og værdifattigdom.
Vi fjerner håbet fra dem, vi stempler, fordi vi placerer dem i en forståelse af, at alle, der bor i et udsat boligområde, er potentielt kriminelle.
Yonatan er en af de mange danskere med anden etnisk baggrund, som hver dag oplever, hvad det betyder at være tvunget til at betale det, sociologen Aydin Soei så rammende benævner »dobbelt-gebyrer«. Ud over at have et navn og en hudfarve, som gør det sværere for Yonatan at få et job, har han nemlig også en adresse, der for mange er lig med bandekriminalitet og kvindeundertrykkelse.
Den februar aften, hvor Yonatan viste sin film, løftede en hvid ung mand blandt publikum hånden, da Yonatan fortalte, at han følte et ansvar for at fortælle børn og unge i udsatte boligområder, at de kan ændre deres livsbaner.
Mejslet i sten
»Jeg er vokset op i et villakvarter i Vanløse. Jeg har sgu aldrig følt et ansvar for andre end mig selv,« sagde den hvide, unge mand. Den bemærkning ramte mig rent, fordi det blev mejslet i sten, hvad det er, vi byder de unge, der formår at gøre som Yonatan: skabe gode, fornuftige liv og bryde med en blytung social arv. At nogle så også overkommer at blive rollemodeller, er respektaftvingende. Vi andre kalder deres hjem for ghettoer, og vi kategoriserer dem som anden-. eller tredjegenerationsindvandrere.
Når vi behæfter mennesker med den slags mærkater, skaber vi en ond cirkel. Og vi fjerner håbet fra dem, vi stempler, fordi vi placerer dem i en forståelse af, at alle, der bor i et udsat boligområde, er potentielt kriminelle. Selv om tallene viser, at 97 procent ikke er det. Og når vi bliver ved med at klassificere dem som anden- og tredjegenerationsindvandrere, skaber vi et »dem« og et »os«.
At sproget former vores forståelse af verden, er en gammel sandhed. At sproget kan bruges til at fastholde positioner, er en anden. Mon ikke tiden er inde til, at vi bruger ord, der taler mennesker op? Hvem gavner det egentlig, at man kalder boligområder for ghettoer? Får det flere til at tage en uddannelse eller få et arbejde? Vil flere tage de danske værdier til sig, hvis vi fortsætter med prædikaterne anden- eller tredjegenerationsindvandrere? Min far er jyde. Min mor er fra København. Det har da aldrig været med til at definere mig eller få andre til at placere mig i en halvjysk eller en halvkøbenhavnsk kasse. Danskheden styrkes ved, at unge som Yonatan får de samme muligheder – uanset hvor de bor, og hvor længe de har boet der.
