Jane Sandberg: Kulturverdenen skal flytte sig ud af de hellige haller og møde danskerne der, hvor de er

KLUMME: Til trods for at vores mange fine kulturinstitutioner og kulturhuse i hele landet jo findes, så er der rigtig mange danskere, som ikke ser dem som muligheder, skriver Berlingskes klummeskribent Jane Sandberg.

Jane Sandberg, direktør på Enigma-museet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Syv børn fra samme familie kæmper med den sociale arv, de har fået i vuggegave. Kun et af børnene ender på livets solside med sølvlommeur og villa i Hareskoven. De resterende seks lever deres liv i statens varetagelse som anbragte på forsorgshjem eller som indsatte i fængsler. Den sociale arv var simpelthen for tung til, at de seks søskende kunne bryde den.

Den historie fik jeg fortalt, da jeg besøgte udstillingen »Syv fattige børn« på Forsorgsmuseet i Svendborg. Familien levede for 100 år siden, men spørgsmålet er selvfølgelig, om vi i de forgangne 100 år har skabt bedre vilkår for, at den sociale arv kan brydes.

Moderne fattigdom er i dag ikke kun betinget af økonomi. Fattigdom handler også om manglende nærvær og omsorg og om perifer voksenkontakt til nogle, som holder af og holder om, som kan lytte og lære fra sig. Men fattigdom handler også om manglende dannelse, som når børn og unge ikke får et kulturelt sprog, der kan åbne kunstens verden for dem. Nogle vil sikkert synes, at det at kunne fordybe sig i skønlitteratur eller billedkunst hører til flødeskum på lagkagen. Men de glemmer, at der i kunstens verden gives perspektiver, som åbner for nye tanker og drømme.

»Hvis vi betragter mødet med kunsten som et dannelsesmøde, kan vi ved at åbne for kunstens univers være med til at løfte en af de fineste opgaver i vores velfærdssamfund, og vi kan danne rammen omkring nogle af de vigtigste samtaler, vi skal have med hinanden.«


Det sidste udsagn fik jeg bekræftet forleden, da jeg hørte Laura – en ung kvinde, som har været et anbragt barn – fortælle om, hvordan bøgernes verden var blevet hendes. I litteraturen havde hun fået billeder på sine drømme og længsler, og hun havde fået troen på, at hun kunne få et andet liv end sine forældre. Laura hørte til de heldige, som gennem det fine projekt »Læs for Livet« var blevet introduceret til litteratur, og det møde har ændret hendes livsbane.

En af de diskussioner, som fylder meget, når talen falder på kulturpolitik, handler netop om, hvordan vi gør kulturen og kunsten tilgængelig for alle. Til trods for at vores mange fine kulturinstitutioner og kulturhuse i hele landet jo findes, så er der altså rigtig mange danskere, som ikke ser dem som muligheder. Måske fordi det mange steder koster penge at tage i døren, men nok også, fordi mange simpelthen ikke ved, hvordan man træder ind i kunstens og kulturens verden.

Her har kultur- og kunstverdenen en fundamental samfundsopgave at løfte. Den vil kræve, at vi flytter os ud af vores hellige haller og møder danskerne der, hvor de er. Vel at mærke på måder, som opleves som inviterende og relevante og med udgangspunkt i danskernes livsvilkår.

Hvis vi betragter mødet med kunsten som et dannelsesmøde, kan vi ved at åbne for kunstens univers være med til at løfte en af de fineste opgaver i vores velfærdssamfund, og vi kan danne rammen omkring nogle af de vigtigste samtaler, vi skal have med hinanden. Nemlig samtaler om, hvordan vi vil leve sammen som mennesker, og samtaler om, hvordan vores demokrati skal udvikle sig.

Hvis alle vores kulturinstitutioner for alvor tog den opgave på sig, ville det nok også blive nemmere for kulturens verden at vinde gehør for udsagn om, at vi er nødvendige for samfundet. Og så ville det være sværere for vores politikere ikke at beskæftige sig med kunst og kultur.