Det er ikke ofte, at kulturpolitik bliver diskuteret en time i bedste sendetid hos vores alles public service-leverandør DR. Men det skete faktisk i sidste uge, hvor Debatten på DR2 havde programsat en hel time med titlen »Hvem husker kulturen?«.

Jeg skylder at skrive, at jeg selv var indbudt som en af debattørerne. Oplægget fra redaktionen var, at vi skulle tale om kunstens og kulturens vilkår i kølvandet på coronakrisen, og især hvorfor så mange fra kulturbranchen taler om, at de er blevet hårdt ramt i de måneder, hvor vi ikke har kunnet åbne vores institutioner og gøre det, mange af os lever af: Gennemføre aktiviteter, hvor mange mennesker er samlet på en gang.

Jeg blev faktisk ret opløftet, da jeg fik invitationen til at deltage. For endelig ville der være en mulighed for at folde problematikkerne bredere ud og måske endda vinde lidt politisk gehør for, at særligt udøvende kunstnere og de kulturinstitutioner, som har været hårdest ramt af corona, står i en helt ny virkelighed, som får betydning for både alle os, der arbejder i branchen, for kunstnere og ikke mindst publikum.

Men sådan set også for vores eftertid. At Debatten ovenikøbet fandt sted selvsamme uge, som Kulturmødet på Mors blev afholdt digitalt med et væld af debatter, valgte jeg at se som udtryk for, at DR nu også prioriterede at debattere kunst og kultur.

Vi har brug for kunst, som udfordrer vores samfundssyn, skubber til os og skaber refleksion. Den slags kunst kan sjældent eksistere på markedsvilkår.

Armslængde som princip

Sådan blev det desværre slet ikke. For programmets præmis er konflikt, og med vanlig sans for at caste panelet, så den ligning gik op, havde redaktionen inviteret blandt andet en journalist, som fik lov at åbne programmet med en bramfri udtalelse om, at »lad falde, hvad ikke kan stå« – hvis man som kunstner ikke kan leve af sin kunst, så er det bare ærgerligt, Sonny-boy! At man mener sådan, står selvfølgelig en frit for.

Men hvis man virkelig er så nyliberal i sit kunstsyn, skal man være bevidst om konsekvenserne, og dem burde programmet have sat spot på. Flere kompetente mennesker i panelet ville sagtens have kunnet give perspektiver på netop det. Det fik de ikke lov til, og jeg stod tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt DR med vilje valgte den platte vej med journalisten som eksponent for et synspunkt, man kunne forveksle til at være DRs eget? I hvert fald at dømme efter den plads, DR tildeler debat om kultur og kunst i det hele taget.

I Danmark har vi i mange år haft et kunststøttesystem, der med armslængde som princip har understøttet kunstnerisk arbejde. Det har vi gjort, fordi vi som samfund har været rundet af en tro på, at vi har særligt brug for den smalle elitære kunst, fordi det er ud af den, at det brede vokser. Vi har brug for kunst, som udfordrer vores samfundssyn, skubber til os og skaber refleksion.

Den slags kunst kan sjældent eksistere på markedsvilkår. Hvis vi forfølger den kække journalists tankegang, ser vi ind i en kulturelt forarmet fremtid, hvor vi ikke blot bliver fattigere mennesker, men sådan set også fattigere som samfund, fordi vi ikke understøtter kunst, som skaber bevægelse i vores tanker eller udfordrer vores politiske beslutninger.

At DR som public service-leverandør ikke tager den diskussion mere alvorligt er bekymrende.