Jane Aamund yndlingsforfatter

BOGNYT: For 16. gang har boghandlerkæden Bog & idé uddelt prisen til årets yndlingsforfatter.

De nominerede til hæderen og en check på 5.000 kr. var Kirsten Thorup, Hanne-Vibeke Holst, Ib Michael, Jette A. Kaarsbøl, H.C. Andersen, Bjarne Reuter, Lene Kaaberbøl, Maria Helleberg, Jane Aamund og Leif Davidsen. Det blev Jane Aamund, der fik flest stemmer. Hun har gennem årene lagt pen til en lang række bestsellere, senest »Udlængsel« - en roman om hendes mor og mormor fra gården Nørre Vinkel ved Lemvig. Hun har tidligere modtaget hæderen i 1997, 1998 og 1999. Torsdag den 19. maj kl. 11.00 overrækkes prisen på de 5.000 kr. samt et smukt maleri (malet af kunststuderende Annette Hornskov Mørk) til Jane Aamund hos Charlottenlund Bog & idé, Jægersborg Allé 5.

Besættelsen til diskussion

60 års jubilæet for Danmarks befrielse vil selvfølgelig også manifestere sig i en del bogudgivelser. Forfatterne til to af de bøger, der imødeses med spændt forventning, diskuterer mandag 2. maj kl. 19.30 under overskriften Danmarks besættelse 1940-45 - en ny historie? på Den Sorte Diamant i København. Historikerne Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Jakob Sørensen og Niels Wium Olesen udgiver i april »Danmark besat.« Bo Lidegaard udgiver »Kampen om Danmark 1933-1945.« De fem præsenterer temaer, synspunkter og nye forskningsresultater. Adam Holm leder diskussionen. Gratis adgang. Ingen tilmelding. Arr: Det Kongelige Bibliotek. ngh

Filosoffen og paven

Den konservative tyske filosof Rüdiger Safranski, der senest har skrevet en biografi om Schiller og er oversat til dansk med sine tidligere biografier om Heidegger og Nietzsche, bliver i det nye nummer af Der Spiegel interviewet om sin opfattelse af pave Johannes Paul IIs sidste dage. Under overskriften »Paven var selv budskabet« siger Safranski bl.a.: »Det mest magtfulde billede var, da paven sad i sit vindue i Vatikan-lejligheden og åbenlyst ønskede at sige noget, men var ude af stand til at tale. I det øjeblik blev det klart for mig, at paven selv var budskabet (...) Hans budskab var dette: vi er ikke fuldkomne, og vi er ikke helt og holdent af denne verden. Vi dvæler i denne verden, men vi tror også, at en del af os dvæler i en anden verden.« Safranski er tydeligvis meget optaget af paven, men er det, spørger intervieweren, muligt for en protestantisk intellektuel som ham at blive fængslet af den katolske kirkes traditionalisme. »Naturligvis, for tilskuere som os er der noget forheksende ved traditionalismen. Jeg ville nødigt se den katolske kirke transformeret til at være en ud af 350 protestantiske sekter.« ngh

Rettelse

I gårsdagens anmeldelse af Wolfgang Büschers bog »Berlin-Moskva. En rejse til fods« blev Hitlers førerbunker i Berlin omtalt som »Ulveskansen«. Det er en fejl. Ulveskansen var navnet på Hitlers militære hovedkvarter, der lå i det gamle Østpreussen og det nuværende Polen. Det var i Ulveskansen, der blev forsøgt attentat på ham 20. juli 1944. Vi beklager fejlen. red.